Nyhed

Sociologen: Fattigdom rammer os alle

Når flere mennesker bliver fattige, så går det ud over alle i et samfund – også de rigeste.

Tekst: Christel Skousen

’Aj, det må de fattige da selv ligge og rode med. Vi andre klarer det jo fint nok, hvorfor skal det være vores problem, at nogle andre ikke kan finde ud af at tjene til dagen og vejen?’

Den holdning støder man ofte på i debatter rundt omkring i landet. Vi lever tilsyneladende i en ego-tid, hvor vi ikke orker høre om, at ”andre” har der svært, men hellere vil koncentrere os om vort eget.

Men det er dumt. Og det er kortsigtet. Det svarer til at tisse i bukserne for at holde sig varm.

Ethvert samfund med voksende ulighed må forberede sig på alvorlige problemer som psykisk sygdom, stigende børnedødelighed, afbrudte uddannelsesforløb, analfabetisme, teenagegraviditet, voksende alkohol- og stofmisbrug, invaliderende overvægt, selvmord, røveri, vold, stress, mistillid, alvorlige sygdomme, hurtig ældning og tiltagende social spænding.

Det siger Jørgen Elm Larsen, som er lektor på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet. Han forsker bl.a. i fattigdom, velfærdsstat, marginalisering, socialt udsatte og socialpolitik.

Den sociale arv hænger fast

Vi er et land, der har været stolte af den høje grad af tillid, mennesker imellem, på alle niveauer. Men når der kommer flere fattige, så vil forståelsen mellem os blive mindre.
I ulige samfund er der langt mere kriminalitet og langt mere had mellem befolkningsgrupper.

Den sociale mobilitet er blevet mindre de sidste 10 år, det vil sige, at færre bryder med deres sociale arv og bliver til ”mere” end deres forældre. Risikoen for at havne i underklassen som voksen er markant større, hvis man selv er vokset op i underklassen, dvs. at man har forældre, som er uden for arbejdsmarkedet.

- Når selv OECD advarer mod den voksende ulighed, så er det bekymrende. Her i Danmark har vi det stadig bedre end i f.eks. USA, både ulighed og fattigdomstal er forholdsvis lave, så jeg vil ikke male fanden på væggen, men det er klart, at uligheden skal nødigt udvikle sig og blive større end nu, siger Jørgen Elm Larsen.

Ulighed er noget skidt

Hvad der tidligere var et mere næstekærligt hippie-budskab, bliver i dag favnet bredt af næsten alle økonomer og internationale organisationer: Stigende forskel mellem rig og fattig er noget skidt, fordi det skader væksten og sammenhængskraften.

OECD, IMF, Verdensbanken og FN har de seneste år udgivet analyser, der fastslår, at økonomisk ulighed skader væksten i samfundet og forringer velfærd, løn- og levevilkår. 

Så det er en god ide at mindske fattigdom, uanset om du vil gøre det af altruistiske grunde eller dybt egoistiske grunde. Bekæmpelse af fattigdom er bedst for dig – uanset, hvem du er.