Når smerten ikke længere kan overhøres

Copyright

Peter Leth-Larsen

Tekst Rie Helmer. Foto: Peter Leth-Larsen

De seneste 10 år er det blevet vanskeligere for socialt udsatte mennesker at tage del i vores samfund. Tidligere kunne man møde op på skadestuen uden at bestille tid i forvejen, men i dag skal sundhedsbesøg planlægges på forhånd, uanset om det er hos den praktiserende læge, vagtlægen eller på hospitalet. 

I praksis betyder det, at mange socialt udsatte mennesker med mange og komplekse problemstillinger inde på livet ikke får den behandling, de har brug for og krav på. 

Kommunikation er nøglen

Derfor består Kirkens Korshærs sundhedstilbud ikke alene af sundheds- og stofindtagelsesrum med uddannet sundhedspersonale til rådighed på stedet, men også af muligheden for at få hjælp til kontakten med sundhedsvæsenet og en ledsager med, når man skal besøge lægen. 

- Det handler næsten altid om kommunikation, siger Mai-Brith Yde, sundhedsfaglig medarbejder i Kirkens Korshær, Vejle. 

- Ofte føler vores brugere sig ikke mødt i sundhedssystemet. Mange kommer med mange forskellige problemstillinger på én gang, hvis de endelig møder op hos lægen. Og det er der næsten aldrig tid til. Nogle gange bliver lægen utålmodig, og så kan det gå galt helt fra starten. Vores brugere har også svært ved at efterleve de regler, der er på et sygehus. De føler nemt, at personalet ikke vil dem og kommer så til at reagere ved at gå i kamp eller ved at gå deres vej igen. 

- Mange af dem er resolutte og handler impulsivt, fordi de er i alarmberedskab hele tiden. Deres liv er ofte ren overlevelse og kamp, og deres erfaring med systemet er, at de bliver afvist, misforstået eller lider nederlag. 

Broen mellem systemet og borgeren

Heinz Wolff er chefkonsulent i Kirkens Korshær og overordnet leder for varmestuerne i Odense. I sit arbejde ser han dagligt, hvor svært det kan være for socialt udsatte mennesker at få den rådgivning og behandling, de har behov for i sundhedsvæsenet, som det er bygget op i dag. 

- De kommer ofte først, når smerten ikke er til at leve med længere. Cirka 60% af vores brugere her i Odense har for eksempel ikke en praktiserende læge, forklarer han og fortsætter: 

- Det er mennesker, som ikke har et stabilt liv, men som ofte flytter hen over kommunegrænser, og som hverken har overskud til eller mulighed for at få en praktiserende læge. Det kræver nemlig noget af dem, de ikke har. For det er umuligt at betjene Nem ID eller Mit ID, hvis man ikke har en computer og internet, og hvis man ikke forstår, hvordan man skal gøre. Hvis man har det så skidt, at man ikke kan planlægge frem i tiden. Det er her, vi og andre tilsvarende tilbud kommer ind i billedet. Vi kan bygge broen mellem borger og system og oversætte, så parterne bedre forstår hinanden. 

Copyright

Peter Leth-Larsen

Det kan være svært at hjælpe

Heinz Wolff og Mai-Brith Yde understreger begge, at de ikke oplever, at sundhedspersonalet ikke vil hjælpe udsatte borgere, tværtimod. Men det er kompliceret at skulle hjælpe mennesker, som ikke forstår systemet, som ikke passer ind, og som let føler sig misforstået og afvist. 

- Systemet er lavet til de 80% af befolkningen, som møder op, når de har fået en lægetid. Som læser det, der bliver sendt i e-boks, og som kan gebærde sig. Men de sidste 20%, som ikke bare er vores brugere, men også mennesker med handicap eller demens for eksempel, de kan ikke leve op til kravene for at få hjælpen. Her er det vores opgave at oversætte og hjælpe vores brugere med at få del i de ydelser, der er, forklarer Heinz Wolff. 

Misbrugere kan ikke møde fastende op

I sundhedsvæsenet har man af samme grund fået øjnene op for socialsygeplejerskernes rolle. De 

kender til de gængse problematikker, for eksempel hvorfor det kan være vigtigt at kunne få sin øl hver dag, når man er alkoholiker, forklarer Mai-Brith Yde, og fortsætter: 

- Dem kunne vi godt tænke os nogle flere af. Og det ville ikke gøre os arbejdsløse, for vi er her, hvor brugerne kommer i forvejen. Hos os skal der ikke ringes efter en sygeplejerske, der først kan være der i morgen klokken 9. Vi kan springe til med det samme og hjælpe med det, der er akut nu og her. 

Heinz Wolf tilføjer: 

- For eksempel kan en bruger, som er alkoholmisbruger få en indkaldelse til operation på hospitalet en tirsdag morgen klokken 8, hvor man skal møde op fastende. Men det kan du ikke, hvis du er alkoholiker og vant til at drikke en kasse øl om dagen. Der kan vi foreslå, at brugeren bliver indlagt dagen før og får medicin for at mindske abstinenserne, så han kan opereres morgenen efter. Det resulterer i to gode ting: Brugeren får sin operation, og vores samfund får brugt ressourcerne rigtigt. Der står ikke en hel operationsstue og venter på et menneske, som umuligt kan møde op. Det er et konkret eksempel, hvor vi kan bygge broen.

Copyright

Peter Leth-Larsen

Selv om man måske kan fristes til at tænke, at socialt udsatte borgere ikke går op i deres helbred og sundhed, kunne det ikke være mere forkert. Det handler snarere om, at der aldrig kun er ét problem. Ensomheden er stort set altid en faktor. Der er ofte misbrug, psykisk sygdom og andre sociale problemer på spil. Og alt det, samt det kaos et udsat liv ofte medfører, skygger for de somatiske sygdomme. Man kan sige det sådan, at voldsom social angst trumfer, hvis man har ondt i foden. Og man kan ikke bare tage sig sammen, for hvor skal man begynde for at få overskud til at få det bedre?

For Kirkens Korshær er det netop udgangspunktet. At der ikke er et krav om forandring, men en mulighed for at vælge forandringen til, hvis et menneske selv vil det. Og den tilgang virker. 

- Vi har for eksempel en bruger, som blev ved med at falde tilbage i alkoholmisbrug, fortæller Mai-Brith Yde. 

- Men da hun blev indlagt akut, stoppede hun med at drikke. Og hun holder det endnu. Det havde jeg ikke set komme. Og det er heller ikke alle, der kan det. Men lidt er også godt. Jeg ved, at vores brugere er glade for, at vi er der. Det popper op i ny og næ, hvor der kommer en personlig tak fra hjertet. For eksempel hvis en har fået penicillin, og det er begyndt at virke, så vedkommende har fået det bedre. Det, at få omsorg omkring det, der gør ondt og er hårdt, er de virkelig glade og taknemmelige for. De er bestemt ikke ligeglade.

Ingen planlægger et udsat liv

Men hvorfor er det så svært at tage imod de sundhedstilbud, vores samfund tilbyder? Heinz Wolff forklarer: 

- Der er jo ingen, der har lagt en plan om at blive stofmisbruger eller psykisk syg. Som oftest har vores brugere en hård opvækst med i bagagen. Nogle har aldrig lært at læse, selv om de er gået ud af skolen med en 10. klasse. Nogle har ikke lært at spise med kniv og gaffel, fordi de ikke har haft rollemodeller i et liv fyldt med skiftende plejefamilier og institutioner. Det er svært at finde overskuddet til at lave sit liv om. Det ved enhver, der har forsøgt at foretage en livsstilsændring. Hos os prøver vi at skabe det overskud, der skal til, så man kan vælge noget andet. 

Mai-Brith Yde uddyber: 

- Det er det mest meningsfyldte arbejde, jeg kan forestille mig. Vi kan netop starte med det basale. Vi kan give mennesker mad, hvile, muligheden for at få vasket både sig selv og sit tøj. Derefter er der åbnet en ny dør. Der er jo en årsag til, at de samme mennesker vender tilbage til os. Fordi vi møder dem uden krav. Og det er det, de ellers oplever fra alle sider ude i samfundet. Her kan de få støtte til at få den hjælp, de har behov for og krav på, uden at lide nederlag, siger Mai-Brith Yde.

Artiklen blev oprindeligt bragt i Korshærsblad #1 2022. Du kan læse mere om bladet, og hvordan du modtager det her.