Nyhed

Dansk tiggerilovgivning bør ændres nu

Så kort er budskabet fra Kirkens Korshær til de danske politikere. Baggrunden er en dom fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Justitsministeriet afdækker konsekvenser af dommen, lyder meldingen fra justitsminister Nick Hækkerup (S).

Hvid lastbil fra Kirkens Korshærs genbrug foran Christiansborg, set fra Holmens Kirke.

Schweiz besluttede i sidste uge ikke at gå videre med en sag fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der tidligere på året afgjorde, at en tiggende kvindes ret til livsopretholdelse var blevet krænket. 

Tilbage i januar skrev Kirkens Korshær til ministrene i Justits- og Social- og ældreministeriet samt til alle medlemmerne i Folketingets rets- og socialudvalg. Budskabet var simpelt:

Dommen bør få konsekvenser for lov og ret i Danmark også. Det budskab har chef for Kirkens Korshær, Helle Christiansen, i en ny henvendelse til samme kreds nu gentaget.

Dansk regering havde til hensigt at forsvare Schweiz

I brevet udtrykker Helle Christiansen desuden en stor bekymring over, at den danske regering havde til hensigt at indgive partsindlæg til forsvar for Schweiz, i fald de var gået videre med sagen.

Den restriktive danske lovgivning begrundes med bl.a. frygten for såkaldt utryghedsskabende lejre i det offentlige rum. Men Kirkens Korshær er bekymrede for, at det mere grundlæggende er aporofobi, frygten for synet af fattigdom i det offentlige rum, der motiverer denne lovgivning og praksis i forhold til fattige mennesker, skriver Helle Christiansen i brevet og fortsætter:

Man kan ikke straffe sig ud af fattigdom – gør op med strukturerne

- Det er Kirkens Korshærs erfaring gennem mere end 100 års socialt arbejde i Danmark, at et samfund ikke kan straffe sig ud af fattigdom. Hverken i Europa eller i Danmark. Den eneste vej er at gøre op med de strukturer, der skaber fattigdom, og hjælpe det enkelte menneske til bedre muligheder. Det gælder såvel ude som hjemme.

- Vi vil gerne opfordre regeringen til at tilkendegive, hvilke konsekvenser denne afgørende dom for menneskers mulighed for og ret til at sikre egen overlevelse og livsophold, får for såvel dansk lov som praksis, slutter brevet. 

I følge Politiken melder justitsminister Nick Hækkerup (S), at ministeriet er i gang med at undersøge konsekvenserne for dansk lovgivning. I en skriftlig kommentar til avisen lyder det:

-Jeg kan forstå, at Schweiz har valgt ikke at anmode om tilladelse til at indbringe dommen i sagen Lacatuş mod Schweiz for Storkammeret ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvilket indebærer, at dommen vil være endelig 19. april 2021. Derfor er Justitsministeriet i øjeblikket ved at vurdere, hvad dommen giver anledning til.

Tidslinje: Breve til politikerne om straffelovens §197
  • I januar 2021 sad chef for Kirkens Korshær, Helle Christiansen, ved tasterne. Brevet, hun skrev, var til ministrene i Justits- og Social- og ældreministeriet samt til alle medlemmerne i Folketingets rets- og socialudvalg. Budskabet var simpelt: En dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR),”Lăcătuş v. Switzerland” burde få konsekvenser for den danske lovgivning.
  • I marts 2021 svarede justitsminister Nick Hækkerup (S), at ministeriet afventede Schweiz’ eventuelle indbringelse af sagen for Menneskerettighedsdomstolens Storkammer. I såvel ministerens svar til Kirkens Korshær samt i svar på spørgsmål nr. 592 (Alm. del) til Retsudvalget af 12. februar 2021, anfører ministeren at Rigsadvokaten har stillet alle sager, der kunne være berørt af dommen, i bero som konsekvens heraf.
  • I april 2021 har Schweiz besluttet ikke at gå videre. I et nyt brev til den samme kreds af politikere gentager Helle Christiansen sin opfordring: Dommen bør hurtigst muligt få direkte indvirkning på dansk lov og retspraksis.