Nyhed

App skal guide hjemløse under coronakrisen

KL og Hus Forbi har med støtte fra Social- og Indenrigsministeriet udviklet en app, der skal vise vej til ledige pladser på herberg. Samtidig skal den give hjemløse vigtige informationer om coronavirus.

Screen shot af appen udsat i Danmark, der viser oplysninger på Kirkens Korshærs herberg

Hvor går man som hjemløs hen, hvis der er fuldt hus eller helt lukket på ens sædvanlige herberg eller værested? En app skal give svaret, så hjemløse kan få overblik over bl.a. tilbud og madudlevering. Samtidig bliver app’en en direkte kanal, som myndighederne kan bruge til at informere om, hvordan man undgår smittespredning, og hvad man skal gøre i tilfælde af symptomer.

App’en blev i første omgang lanceret af Hus Forbi i 2017 som en hjælp til hjemløse. Den er nu blevet videreudviklet af KL og Hus Forbi med støtte fra Social- og Indenrigsministeriet, så den nu bl.a. indeholder status på de forskellige tilbud under coronaudbruddet.

App’en kan blive en stor hjælp i hverdagen for udsatte mennesker, mener social- og indenrigsminister Astrid Krag:

- De hjemløse er pressede af, at de sædvanlige tilbud er skåret ned, og de skal søge et nyt sted hen. Vi oplever, at der formentlig er tilbud nok, men vi har en informationsudfordring i at hjælpe de hjemløse derhen. App’en er et lavpraktisk værktøj til at løse det problem.

Kirkens Korshær bidrager til arbejder med at udbrede kendskabet til appen blandt sine brugere og holde den opdateret. Appen kan findes til Android og er snart tilgængelig til Apple. Den kan også findes her på udsatidanmark.husforbi.dk