Indlæg

Fattigdom på Christianshavn – før og nu

I mere end 100 år har fattige og udsatte mennesker kunne få hjælp i Stanleys Gaard på Christianshavn, og har kan de stadig søge hen i dag, hvor Kirkens Korshærs varmestue Fedtekælderen stadig holder dørene åbne.

fedtekælderen i de gode gamle dage
Længe før Fedtekælderen i 1960 rykkede ind i lokalerne på Stanleys Gaard på Christianshavn, kunne fattige og udsatte søge hjælp i sognegårdens lokaler på adressen.

Går man en tur langs kanalen i dag, er det svært at forestille sig, at fattigdom og armod engang var hverdagskost på Christianshavn. Man kan dog få en fornemmelse af, hvordan kvarteret engang har været ved at læse i gamle udgaver af Korshærsbladet. I 1925, længe inden Kirkens Korshærs varmestue flyttede ind i lokalerne ved Stanleys Gaard, skriver frøken E. Larsen om, hvordan hun som del af ’Christianshavns Korps’ oplevede bydelen:

Christianshavn er et mærkeligt og ejendommeligt Kvarter, og paa vore Rundture, naar vi er paa Husbesøg, kommer vi ind i mange interessante Huse, maleriske i al deres Forfaldenhed med Svalegange og Trapper udenpå, men meget lidt egnede til at være Menneskeboliger nu i Tiden, mørke og uhyggelige som de er, med smalle, stinkende Gaarde. Som Husene er ejendommelige, forekommer det mig, er ogsaa en stor Del af Christianshavns Beboere ejendommelige. Ikke mange andre Steder i Byen vil man træffe denne type Koner, der spadserer ud med Tørklæde og Sjal og Hovedet hyllet i et Tørklæde, og disse gamle Mænd, der rokker rundt med Stok og i deres gamle Klæder. Der er en egen Idyl over Kvarteret i stille Sommer aftener, naar de er ude og trækker frisk Luft paa Volden eller ved Kanalen lød Frøken Larsens frontberetning fra den eksotiske bydel.

Fattige og udsatte i dag

Dengang i 1925 var tuberkulose den mest livstruende sygdom. I dag er det Covid-19. Udsatte mennesker er blevet dobbelt udsatte under Covid-19 epidemien. De, der lever af at samle flasker, har trange kår. Mange sociale væresteder lukker ned eller må af hensyn til smittefaren rykke udenfor. Samtidig er mange af de steder, hvor man før kunne søge informationer eller komme lidt ind i varmen som f.eks. biblioteker lukket ned.

Fedtekælderen har under hele pandemien kunne holde varmestuen åben mandag til fredag samt søn- og helligdage i tidsrummet kl. 8-12. Fra marts til oktober var det dog som nødvarmestue udendørs i gården bag Stanleys Gaard. Siden oktober har Fedtekælderen været tilbage i egne lokaler og vi håber på, at smittetallene ikke igen nødvendiggør, at vi må flytte udenfor. Det ville ikke være sjovt for brugerne af varmestuen her midt om vinteren hvor de hjemløse i mange af døgnets timer i forvejen er prisgivet kulden.

For at forebygge smitterisikoen i varmestuen og følge myndighedernes gældende anbefalinger, kan der højst være 12 personer indenfor på samme tid. Mange af medarbejdernes ressourcer går til at afspritte flader og hænder, uddele mundbind og gelejde folk på plads.  Men det går alt taget i betragtning fint og stemningen er god. Der har heldigvis hidtil ikke været større smitteudbrud blandt Fedtekælderens brugere. Vi har i løbet af hele epidemien kun haft kendskab til et par smittede. Disse er blevet tilbudt karantænepladser, så de havde et sted at være indtil virusinfektionen, var overstået.

Kontaktpunkt i fedtekælderen
Under nedlukningen af samfundet i foråret 2020, rykkede Fedtekælderen ud under åben himmel, hvor de lavede et kontaktpunkt for udsatte i området.

Det ser dog desværre ud til, at der i øjeblikket på Vesterbro og Sundholm er et større smitteudbrud, hvilket man ser med stor bekymring på. Dette af gode grunde da det vil være svært at lave smitteopsporing- og inddæmning blandt hjemløse og psykisk syge mennesker med misbrug. De seneste meldinger er dog, at socialt udsatte mennesker skal rykkes frem i vaccinekøen. Det er noget, vi i Fedtekælderen kun kan bifalde.

Det sociale arbejde på Christianshavn har, som det har været tilfældet i 100 år, brug for al den lokale opbakning, vi kan få. Vi tager også med glæde imod økonomisk støtte, grønsager til suppen, donationer af varmt tøj, sokker og underbukser og meget andet. Samt ikke mindst frivillige, som vi kan trække på i en snæver vending.


Indlægget er skrevet af leder i Fedtekælderen Sharon Parker og blev bragt i Christianshaveneren i januar 2021.
Det er redigeret og publiceret på www.kirkenskorshaer.dk i februar 2021.

Danmarks udsatte har akut brug for hjælp

I Kirkens Korshær opfylder vi basale behov for mad, bad, hvile, nærvær og omsorg. Vores varmestuer, herberger og nødovernatning er nogle af de få steder, hvor den, der mangler et hjem kan gå hen og få en pause fra det hårde liv på gaden. Men for hver dag, der går med lukkede butikker, stiger risikoen for at socialt arbejde må lukkes og flere udsatte mennesker må sove på gaden.

En stor del af Kirkens Korshærs sociale arbejde drives nemlig med midler fra salget i genbrugsbutikkerne, der har været lukket siden 17. december. Det betyder et tab på 2,5 million kroner om ugen, og det går ud over hjemløse og socialt udsatte mennesker.

Støt via MobilePay 64039