Høringssvar

Blandet modtagelse af nyt forslag

Kirkens Korshær finder mange gode ting i det nye forslag om styrkelse af indsatsen i overgangen fra herberg til egen bolig. Men samtidigt er der mange mangler og steder, hvor det halter efter. For mange kommuner lever ikke op til deres ansvar, lyder det fra Kirkens Korshær i nyt høringssvar.

Kirkens Korshær logo

Indledningsvist finder Kirkens Korshær, at der er mange positive ting i det nye forslag. Særligt, at der nu bliver lagt op til en præcisering af målgruppen for tilbuddene på herbergerne. Så de kan målrettes og fokuseres mod målgruppens særlige behov.

Ligeledes er det positivt, at der er et fokus på unge under 25 år. De bør ikke opholde sig på herberger, men skal i stedet have plads i ungehuse, hvor der er fokus og ekspertise i deres særlige behov.

Kirkens Korshær deler også ambitionen om, at midlertidig hjemløshed skal bringes ned. Langvarige ophold på herberger, hvor hjemløse mennesker venter på bolig, kan give venteskader og bør undgås. Ophold på §109 (kvindekrisecentret) og §110-tilbud (herberger) skal være midlertidige ophold på vejen mod en permanent bolig med den rette støtte. Hvad det betyder vil og skal variere fra person til person, så den enkeltes behov bliver imødekommet.

Hvad er §110-botilbud?

Ifølge servicelovens §110 skal kommunalbestyrelser tilbyde midlertidigt ophold i bolig til mennesker med særlige sociale problemer, der gør de ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig. De såkaldte §110 botilbud eller boformer kaldes også for herberger eller forsorgshjem.

Målet med et ophold på et herberg er typisk, at man bliver hjulpet at leve en selvstændig tilværelse i egen bolig.

I forhold til herberger og forsorgshjem opererer man med et såkaldt ”selvmøderprincip”. Det vil sige, at man selv skal henvende sig til det enkelte sted, hvis man gerne vil have en plads. Herefter er det op til den enkelte forstander om der kan blive tilbudt en plads.

 

For nogle vil den rette hjælp være, at de får mulighed for at bevare kontakten til herberget, hvor der allerede er opbygget en god og tillidsfuld forbindelse. Det har Kirkens Korshær gode erfaringer med fra Odense, hvor herberget har ”Den nødvendige café”. Et tilbud om at tidligere beboer kan få råd og vejledning.

Det er Kirkens Korshærs erfaring, at lange ophold på herbergerne oftest skyldes, at kommunerne ikke tager ansvar for deres borgere. At de indsatser, som der forpligtiget til at give, udebliver. Derfor er Kirkens Korshær glade for, at det med lovforslaget bliver tydeliggjort, hvilke opgaver, støtteforanstaltninger og ansvar kommunerne har. Samtidigt tror vi på, at et styrket tilsyn vil være til gavn og hjælp.

Løser opgaver, som kommunen ikke gør

Kirkens Korshær oplever, at det især halter efter med den kommunale bostøtte. Ventetiden er ofte flere måneder lang og op til et halvt år. Det er langt tid at vente, hvis man befinder sig i en særlig sårbar situation. Derfor påtager medarbejderne på Kirkens Korshærs herberger sig ofte ekstra arbejde med at hjælpe – og bygger videre på vores relation til den enkelte.

Selv når kommunen anviser en lejlighed, står den ofte tom, og der er ingen hjælp til at etablere det nye hjem. Kirkens Korshær træder ofte til og samler en ”startpakke” fra en af vores genbrugsbutikker. Noget organisationen gør med glæde, men samtidigt et grundlæggende svigt i velfærdssamfundet.

Helt enkelt er der behov for en ændring i den kommunale praksis i samarbejdet med civilsamfundsorganisationerne. For der er store gevinster at hente, hvis man bliver bedre til at lade personalet fra herbergerne bygge videre på relationen og tilliden.

Bekymring over rammerne for ny strategi

Kirkens Korshær mener, at der er behov for en præcisering af de behov, som kommunen skal dække og som lægger udover herbergets tilbud, for eksempel personlig hjælp. I dag oplever Kirkens Korshær ofte, at de varige støttebehov bliver sat på pause eller tilsidesat, når man flytter på herberg. Det er et brud på loven og pålægger personalet på herbergerne ekstraopgaver, der ligger udover deres kerneopgaver: Det socialpædagogiske arbejde med støtte og udredning.

Overgangen fra herberg til egen bolig er meget sårbar og skrøbelig. Derfor er Kirkens Korshær betænkelige ved forslaget om rammerne for CTI. Fordi der er en risiko for, at støtten hverken er på plads eller bliver givet. Det kan i sidste ende betyde, at vi taber mennesker på gulvet, så de ikke kan blive i boligen eller gør den til et hjem.

Hvad er CTI?

CTI er en forkortelse for ’Critical Time Intervention’. Det er en tidsafgrænset og fokuseret indsats, der skal hjælpe udsatte mennesker med den kritiske overgang fra institution, herberg, indlæggelse, fængsling, botilbud og lignende og videre i egen bolig. Det sker blandt andet ved at styrke personlige og sociale kompetencer og ressourcer, sociale netværk og inklusion i samfundet.

Et typisk CTI-forløb varer ni måneder, hvor der gradvist gives mere og mere ansvar til borgeren.

Samtidigt mener Kirkens Korshær, at der er behov for en uddybning af, hvad der forstås med ordet ’akut’. Et ord, der optræder næsten 30 gange i forslaget og bemærkningerne uden at blive defineret nærmere. En præcisering, der er afgørende, fordi det er en af grundpillerne i at bevare selvmødeprincippet i de akutte boformer.   

Når alt er sagt, mangler forslaget at forholde sig til en af de væsentligste faktorer: adgangen til betalelige boliger. For, hvis vi som samfund for alvor skal gøre om med hjemløsheden – særligt i de større byer – kræver det boliger, som er til at betale, det kan rumme gruppens særlige behov og indeholder den rigtige støtte for den enkelte.

Styrket samarbejde om indsatsen til borgere på herberger og kvindekrisecentre og udvidelse af anvendelse af udslusningsboliger

Høringssvaret er givet i forbindelse med et forslag til ændring af lov om social service, lov om almene boliger m.v. og lov om leje af almene boliger. Det fulde forslag kan læses her.

 

Mand sidder på bænk med hovedet i sit skød

Få mere viden

Om vores arbejde
Kontakt
Jeanette Bauer, chef for Kirkens Korshær

Jeanette Bauer

Chef for Kirkens Korshær

jb@kirkenskorshaer.dk