Høringssvar

Bekymring for, at forslag om socialtandpleje rammer skævt

Kirkens Korshær er bekymrede for om forslaget omkring socialtandpleje kommer de allermest udsatte i målgruppen til gavn, lyder det i høringssvaret. Især fokusset på kommunal visitation vækker bekymring.

Kirkens Korshær logo

Kommer forslaget i dets nuværende udformning de allermest udsatte til gavn?

Sådan lyder spørgsmålet fra Kirkens Korshær i et høringssvar vedrørende den nye bekendtgørelse om tandpleje, der også indeholder bestemmelser for indførelse af social tandpleje.

Det er især bekendtgørelsens fortsatte fokus på kommunal visitation, der vækker bekymring. For det er med til at flytte det vigtige tilbud langt væk fra borgernes hverdag, mener vi - i særdeleshed fordi der er tale om en gruppe borgere, som allerede går langt udenom det offentlige system.

For mange udsatte mennesker vil ventetiden i forbindelse med en kommunal visitation være uudholdelig lang. Og man risikerer, at de helt fravælger at benytte sig af tilbuddet. Hvilket fører til en yderligere svækkelse og forringelse af deres helbred.

Kirkens Korshær vil derfor gerne fremhæve behovet for, at der oprettes en "fast-track"-ordning for de dårligste, socialt udsatte borgere. Så de kan få en hurtig og smidig adgang til systemet.

Samtidigt ønsker vi, at bekendtgørelsen bliver implementeret i samarbejde med os og lignende organisationer. For vi er i forvejen tilstede og har kontakt til de udsatte borgere. Derigennem kan vi sikre, at tilbuddet bliver kendt og benyttet. 

Kirkens Korshærs brugere er ikke kun gadehjemløse mennesker, men slås med en række udfordringer, som vi håber kan komme med i bekendtgørelsen. For det er vigtigt, at vi sikre hjælpen til alle socialt udsatte borgere i Danmark.

Bekendtgørelse om tandpleje

Den nye bekendtgørelse om tandpleje kan læses her