Nyhed

Money matters

Penge er roden til alt ondt – især når man mangler dem. Fattigdom har store konsekvenser for både den fattige og for samfundet, omvendt løser penge mange problemer.

Fattige børn og forældre får hjælp i Kirkens Korshær
Kirkens Korshær oplever et stigende behov for hjælp fra fattige børnefamilier. Her kan de få hjælp til bl.a. tøj og mad. Foto: Massimo Fiorentino

Fattigdom har konsekvenser. Børn, der vokser op i fattigdom, får oftere dårligere karakterer end deres rigere kammerater, fuldfører sjældnere en ungdomsuddannelse og har i sidste ende sværere ved at sikre sig en plads på arbejdsmarkedet. De har altså en større risiko for at ende på de selvsamme lave ydelser, som deres forældre var på.

Det viser alle undersøgelser, både danske og internationale, forklarer Jørgen Elm Larsen, lektor ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet.

- Nok er fattigdommen i Danmark ikke så slem, som den er andre steder i verden, men også her har fattigdom konkrete konsekvenser. Især er de langsigtede konsekvenser slemme. Det viser undersøgelserne entydigt, siger lektoren, der som en af de få har beskæftiget sig med fattigdom i Danmark.

Penge hjælper
Fattigdom avler fattigdom. Hvis dine forældre havde en lav indtægt, så er der en stor risiko for, at du selv må klare dig for lidt.
Sådan er det bare.

- Money matters. Penge betyder noget, siger Jørgen Elm Larsen med henvisning til UNICEF, der i en undersøgelse konkluderede, at mange af fattigdommens konsekvenser kan imødegås bare ved at hæve folks indtægt.

- Hvis den enlige mor kan få enderne til at mødes, så stiger hendes overskud, fordi hun ikke skal bekymre sig hele tiden. Og så kan hun være mere for sine børn. Samtidig kan børnene få en sundere kost, så de har mere energi og bedre kan følge med i skolen, forklarer Jørgen Elm Larsen.

Det løser ikke alle problemer, men det tager brodden af nogle af dem. Og for nogle vil det være nok til et bedre liv nu og en bedre fremtid for deres børn.

Penge betyder noget. Især når man er fattig.

Hjælp os

Støt

Hjælp hjemløse og fattige mennesker
Mand sidder på bænk med hovedet i sit skød

Få mere viden

Om vores arbejde