Være gøre handle
Med midler fra Socialstyrelsen har Kirkens Korshær i 2021 og 2022 haft mulighed for strategisk at videreudvikle på ’Være-, gøre- og handletilgangen’. Udviklingsprojektet har samtidigt givet mulighed for at styrke det fælles sprog og dokumentationen af vores sociale arbejde
Hver eneste dag møder Kirkens Korshær mennesker, der lever på kanten af samfundet. Udsatte og sårbare mennesker, som lever med svære sociale, psykiske og økonomiske problemer. Arbejdet er dilemmafyldt og krævende. Derfor går faglighed og kvalitet for os hånd i hånd. Med ’være-, gøre- og handletilgangen’ sætter vi ord på den faglighed og kvalitet. En tilgang, som bygger på og afspejler vores værdier, som er fundamentet under alt vores arbejde.
I virkeligheden er det ikke noget nyt. For i mere end i 110 år har Kirkens Korshær på et folkekirkeligt grundlag arbejdet med at hjælpe dem, som ingen andre har. Med at møde mennesker dér, hvor de er – også når de ligger ned.
Med midler fra Socialstyrelsen har vi fået muligheder for strategisk at videreudvikle på vores fælles være-, gøre- og handletilgang. Så vi kan blive ved med at sikre fagligheden og den høje kvalitet i vores arbejde. Og samtidigt har fået mulighed for at få udviklet og udbredt en fælles tilgang til registrering og dokumentation på tværs af vores sociale arbejde.
Udviklingsprojektet er blevet til i et tværfagligt samarbejde mellem medarbejdere fra hele Kirkens Korshær. Projektet er eksternt fagligt kvalificeret af Charlotte Vangø Løvstad fra Via College. Hun har også hjulpet med at lave nye moduler om relationsarbejde samt 'være, gøre og handle' til den grunduddannelse, som alle medarbejder i Kirkens Korshær gennemgår.
En fælles faglig tilgang og styrket dokumentation
Gennem være-, gøre- og handletilgangen har Kirkens Korshær fået et samlingspunkt. Et fælles fagligt sprog, som vi kan bruge til at tale om vores arbejde. Det giver os mulighed for at styrke vores fælles faglige bevidsthed og kvaliteten i vores arbejde. Arbejdet med at udvikle det fælles sprog har blandt resulteret i en samlet ’være, gøre og handle’ udgivelse’ og udarbejdelse af moduler til grunduddannelsen for alle medarbejdere.
Som del af ’være, gøre, handle’ har vi arbejdet med at etablere en fælles – men fleksibel – tilgang til dokumentation og registrering af vores sociale indsatser. Blandt andet gennem formuleringen af en række fælles datapunkter, som vi kan registrere på. Derudover har vi fået et nyt fælles journalsystem. Et system, der kan bruges til indtastning, sikker opbevaring og samkøring af den registrerede og dokumenterede data.
Med journalsystemet har vi mulighed for både kompleks journalføring og simpel statistik dataregistering på tværs af tilbud og arbejdssteder. Ligesom det har gjort det muligt at ensrette vores dataregistrering på tværs af alle vores arbejdssteder og indsatser.
Være, gøre, handle
En faglig og værdibaseret tilgang til arbejdet med mennesker i udsatte og sårbare livssituationer
Udgivelsen er en beskrivelse af Kirkens Korshærs 'være-, gøre- og handletilgang'.
Den indeholder konkrete eksempler på, hvordan tilgangen konkret bliver udmøntet på tværs af Kirkens Korshærs arbejde.
Ligesom der gennem 'Fortællinger fra hverdagen' bliver illustreret, hvilken betydning tilgangen har for de mennesker, vi møder.
Anne Marie Frøkjær Barrie
Programchef
20 37 88 90