Nyhed

Tidligere korshærschef, Bjarne Lenau Henriksen, er død

Det er med stor sorg, Kirkens Korshær har modtaget meddelelsen om tidligere korshærschef, Bjarne Lenau Henriksens, død.

Tidl. korshærschef, Bjarne Lenau Henriksen

Det er med stor sorg, Kirkens Korshær har modtaget meddelelsen om tidligere korshærschef, Bjarne Lenau Henriksens, død. Bjarne var som chef en kæmpe inspiration for alle i Kirkens Korshær, og hans holdninger havde stor indflydelse på den socialpolitiske dagsorden, blandt andet i Rådet for Socialt Udsatte.

Også efter sit virke i Kirkens Korshær fortsatte Bjarne med at tale udsatte menneskers sag, og i sit arbejde som fængselspræst blev han et betydningsfuldt holdepunkt for mennesker under afsoningen.

Bjarne har skrevet meget, senest bogen ”Kristendommens menneskelighed”, som udkom i 2020, tekster vi bliver ved med vende tilbage til med deres klare og inspirerende indhold.

Bjarne satte et citat af Kaj Munk som overskrift over det, han gerne selv ville:

”At vidne om Gud, det vil først og fremmest sige at leve, så livet bliver dyrebart for andre, og det gode i dem styrkes.”

Kirkens Korshær er taknemmelig for, at dette netop var det, Bjarne gjorde. Æret være hans minde!

Bjarne Lenau Henriksen bisættes fra Marmorkirken i København torsdag den 4. november kl. 13.00.