Vicevært i den skæve landsby

Skrevet af Martha Madsen

Nu er det næsten sommer i Danmark. Nætterne er lyse, løvet er grønt. Tænk at ligge under træernes kroner, snuse duften af nyslået græs dybt ned i lungerne, og nyde friheden uden faste skemaer, pligter og husleje, som skal betales.

Billedet af den glade vagabond, som har hele sit hjem i en gammel barnevogn, giver livet på gaden et romantisk skær, men virkeligheden for hjemløse i Danmark er typisk en ganske anden. Den indebærer blandt andet at skulle klamre sig til sine ejendele og holde et øje på klem hele natten, fordi der hvert øjeblik kan komme nogen og stjæle fra dig eller sparke til dig, bare fordi du ligger der.

En tryg base

Mennesker bliver sjældent hjemløse, fordi de bevidst vælger den form for tilværelse. Hjemløshed opstår som regel i krydsfeltet mellem fattigdom psykisk sygdom, misbrug og andre former for sårbarhed, der gør det svært at få eller blive i en bolig.

Tallene siger, at der er flere tusinde hjemløse i Danmark. Forskellige former for bofællesskaber med mulighed for både samvær og privatliv har vist sig at være en god løsning for mange hjemløse, så de ikke ender på gaden igen.

I Vejle har seks mennesker, som ellers med stor sandsynlighed ville tælle i hjemløsestatistikken, fundet et helle i ”hyttebyen”. Den ligger lidt uden for selve byen, og er Kirkens Korshærs bud på en tryg base for mennesker, der ellers kunne være endt på gaden.

Frygten for at dø alene

- Mange undersøgelser har slået fast, at hjemløse har én stor drøm: At få deres eget hjem. De fleste har en erkendelse af, at det er svært for dem at bo alene, men samtidig har mange en frygt for at blive ensomme eller dø alene, uden at det bliver opdaget.

”Hyttebyen” skaber rammer for dem, der ikke kan rummes andre steder, fortæller Bettina Bøgelund, der er social vicevært i ”Hyttebyen”.

Når et menneske bliver svært for omgivelserne at rumme, kan det blandt andet skyldes for meget larm og rod. Det kan være, at drikkevennerne kommer rendende midt om natten, man har ikke overskud til at gå ned med skraldet, eller man er bange for sine omgivelser. Man føler sig måske overvåget, vil væk fra alle de andre og kan ikke følge normerne.

- Det gode her er, at uanset hvor meget du skejer ud, så bliver du ikke set skævt til, fortæller en af hyttebyens beboere, som selv har mistet sin lejlighed. Om natten spillede han musik for åbent vindue, og det var underboen stærkt utilfreds med. Da han blev sat ud af sin bolig, boede han i perioder på forskellige herberger. En kold februar engang sov han på et offentligt toilet, fordi der ikke var andre steder at gå hen.

- Man sover jo ikke ordentligt, hvis man er bange hele tiden. Det bliver man da ikke gammel af. Hvad er det for en verden?, siger han om den tid i sit liv.

- Godt jeg er kommet herud og kan låse min dør.

Et sted at være

Hyttebyens seks lave huse ligger med vilje med god afstand fra hinanden, så de andre ikke kan høre larmen. Der er intet i den lille landsby, der ikke er gennemtænkt, for det kræver en bevidst indsats at skabe et sted, hvor beboerne kan være, som de er, og hvor livet ikke vokser dem over hovedet.

Bettina Bøgelund er, sammen med et par kolleger, tilknyttet ”hyttebyen” som social vicevært 37 timer om ugen. Opgaven er at hjælpe beboerne med alt det, beboerne gerne selv vil have hjælp til. Hvis der er gæld, der skal afdrages, hjælper de med at få lavet en ordning. De giver gerne en hånd med til oprydningen, når det bliver kritisk. De kan bistå med papirarbejdet i forhold til kommunen og lave aftaler hos tandlægen. Alle de ting, de fleste andre selv håndterer, men netop også de ting, der glider folk af hænde, når livet går galt.

- Man får skyklapper på, og så ser man ikke alle de ting, der ikke handler om ren overlevelse, forklarer Bettina Bøgelund.

For hvis man har det skidt, har økonomiske problemer, gæld, et misbrug, et dårligt forhold til familien eller er ensom eller psykisk syg, så stiger hverdagen hurtigt op over begge ører.

- Når du ikke tror, at det kan blive bedre, så mister du håbet, og håbløshed tager modet fra folk, siger en af beboerne.

Copyright

Kirkens Korshær Vejle

En normal skæv bolig

”Hyttebyen” giver sine beboere et værdigt og trygt sted, hvor de kan være, uden at de skal bekymre sig om naboerne, boligselskabet eller kommunen.

- Stedet her løser problemet med at være hjemløs, men der er ikke nogen behandling af beboernes misbrug, og der er ikke nogen forventning om, at de skal forandre sig. Hvis de vil holde op med at drikke, så hjælper vi dem selvfølgelig, men det er noget, de selv skal vælge, fortæller Bettina Bøgelund.

”Hyttebyen” er ikke en institution, men lejeboliger i en afdeling under boligselskabet AAB. Hytterne er dermed beboernes egne, så Bettina Bøgelund går ikke ind uden at være blevet inviteret, medmindre der er en risiko for, at der er noget galt inde i huset. Beboerne skal også selv komme til hende med deres behov, hvis hun skal hjælpe dem med noget. Med få undtagelser er husene i hyttebyen altså helt almindelige lejeboliger, og det er også pointen. Her er beboerne ligesom de andre. De forstår hinanden. Har et fællesskab. Får en støtte, der gør, at de kan leve deres liv.

- ”Hyttebyen” løser mit problem. Men der bor seks mennesker herude, mens der er tusinder af andre… Jeg er da taknemmelig over at bo her. Det virker bare som en lille dråbe, siger en af beboerne.

Denne artikel oprindeligt blev bragt i Korshærsblad #3, 2016