Børn, der må klare skoledagen med knurrende mave? Ja, sådan ser virkeligheden også ud i Danmark i dag. Det er svært at få gode karakterer og begå sig socialt uden mad nok i maven, så Kirkens Korshærs medarbejdere hjælper med madpakker.
Copyright
Massimo Fiorentino
En skive hvidt brød. Når den frokost er spist, klarer du lige matematikken og stavningen, så du kan bryde den sociale arv og få en uddannelse.
Ikke?
Sådan er hverdagen for nogle børn i Danmark. Der er ikke flere penge på kontoen den 20., den 15., den 10. i måneden, og så må man jo klare sig med det, der er. Måske får mor og far ikke noget frokost, fordi børnene fik det, der var.
Det er hårdt arbejde at være fattig. Især hvis du er sulten.
Men hos Kirkens Korshær på Christianshavn i København smøres der madpakker, så børnene får en solid, nærende frokost med i skole.
Bananer, gulerødder, nødder, figenstænger og juice og hjemmebagte boller og rugbrød med leverpostej, ost eller fisk diskes der op med. Fordi det skal være godt. Det skal smage godt, være sundt, give energi.
- Hvis ikke vi smurte de madpakker, ville børnene få noget med, men det ville ikke være nærende eller mættende. Og hvis de ikke har energi eller kan koncentrere sig, bliver skolen en dårlig oplevelse, siger Helle, der arbejder med de børn og unge, der kommer i det familiestøttende arbejde på Christianshavn.