Man sku’ altid bo på landet
I 1977 tager en gruppe hjemløse og socialt udsatte mennesker sammen med medarbejdere fra Kirkens Korshær på sommerlejr ved Skaverup på Sydsjælland. Med på turen er Lisbeth Riising, som efterfølgende skriver en beretning om lejren i Korshærsbladet. Selvom meget har ændret sig siden da, så er det også slående, hvor meget er præcis det samme
Skrevet af Lisbeth Riising i 1977, hvor artiklen første gang blev bragt i Korshærsbladet.
Enhver som har været i Skaverup,
vil vide, at det 'hverken er løgn
eller fup,
når jeg nu vil påstå, at sommerlejr
er noget af det allersombedste.
Vi ejer
Sådan lyder et af vore hjemmelavede digte fra en mandslejr, som jeg skal fortælle lidt om: Vi mødes en morgen i maj. Flere timer før af gang kommer de første, og senere flere og flere, med en kuffert eller en plasticpose. Nogle har kun sig selv: Rejsende Uden Bagage.
Der er meldt nogle og halvfjerds til, men som sædvanlig kommer kun ca. halvdelen. Til gengæld kommer der en hel del, som ikke er skrevet op, men som har hørt, at nu skal vi til Skaverup. Og vi er næsten hvert år så heldige, at der lige akkurat er plads til dem, der kommer. Har vi et par pladser til overs, kører vi omkring Nikolaj Plads for at se, om der sidder nogle der, som måske vil med. Jo, der sidder en 6-7 stykker af vores gamle kendinge. Vi standser og spørger:
- Er der nogen, der vil med til Skaverup? Vi har plads til to.
Ja, og næh, og altså NEJ!, siger de - men en af dem er lidt røvende i sit afslag. Jo, han vil da faktisk gerne med.
- Men jeg skal lige ind og ha' en bajer, siger han.
Men det er der ikke tid til, så han bliver nærmest shanghajet ind i bussen, hvad han da også finder sig i - han ved jo, at nu skal flasken så alligevel sættes til side. Så kører vi ud af byen, sydpå. Der er stemning i bussen - dels fordi vi nu endelig skal på sommerlejr, dels fordi nogle stykker nok har fået sig en ekstra dram her til morgen for at stive sig af inden tørlægningen. Så der er sang og klang - og senere snorken. Men det hører også med.
Ankomsten til Skaverup
Ved middagstid når vi frem til Skaverup. Nogle finder straks ind i sovegangen og sikrer sig deres yndlingskøje. Andre vandrer hvileløst omkring, andre forsvinder ned i engen eller til stranden. De nye, vi har med for første gang, står eller sidder i gården og ved slet ikke, hvad de skal stille op med sig selv eller det hele.
Køkkenet står på gloende pæle for at få middagsmaden færdig, og der bliver kaldt til spisning. Der mangler nogle - hvor er de henne? Jo, nogle har lagt sig, andre vandrer rundt et sted, nogle har ingen appetit. Der bliver meget mad tilovers. Så har vi middagshvil. Ved eftermiddagskaffen mangler der en hel del, så vi får en fornemmelse af, at der nok bliver nogle stykker, som skal igennem nogle drøje dage.
Om aftenen er mandefaldet stort, og mange af de oppeværende er rastløse og urolige. Mange af dem har jo dårlige nerver. Een kommer og vil hjem, her og nu.
- Det her er ikke noget for mig, siger han i en sådan tone, at man både kan se og høre hans flossede nerver.
Men vi får ham da beroliget ved udsigten til en rolig køje og en god sovepille. Næste morgen vågner vi til sol og blæst. Sådan er vejret altid i Skaverup - i min erindring i hvert fald. Nogle af mændene har været oppe i flere timer og har vandret rundt. Det gør de også i byen om morgenen, men her er det noget helt andet: Jeg har været i et sommerhus med et motto, der lød: ”Til hvile for den bedrøvede sjæl og det trætte legeme”, og det kunne være overskriften over Skaverup-lejren. Vi har syv tønder land, hvoraf det meste er den store eng, som nu i maj er helt oversået med gule blomstrende mælkebøtter. Udenom gror der høje popler, hvor blæsten suser, og gøgen kukker. Der er lærke- og vibereder, og nedenfor ligger stranden og fjorden, som vi har for os selv.
De første svære dage
Børnenes legeplads er et stille fredeligt sted, hvor man kan slikke solskin i læ eller plukke blomster. Eller man kan sidde i gården og se på gråspurvene, der fodrer deres unger oppe under taget. Flaget sættes kl. 8, og alle er oppe - dvs. alle, der har helbred og kræfter til det. Der ligger en 7-8 mand, som ikke har det godt - og det samme gælder nok også nogle af dem, der er kommet op. Det er abstinenssymptomerne, der viser sig, nu man er holdt op med at drikke. Fuldesyge kalder vi det. Den viser sig ved uro, rastløshed, manglende appetit, svedeture, rystende hænder, somme tider krampe. Men om en dags tid bliver det bedre - dvs. for de fleste. Der er nogle stykker, som skal igennem den helt store tur:
3 dage i sengen, hvor de ryster sådan, at vi må holde glasset, mens de drikker - vand, kærnemælk, sodavand osv. i store mængder. Det er strengt, men de ved, at de skal igennem det, og de kommer igennem det, uden at klage, uden at opgive det på halvvejen. Det må man tage hatten af for. Heldigvis har vi medicin, der hjælper lidt.
Hvem er det så, vi har med? Jo, mange af dem er jo drankere, har drukket i mange år. Mange af dem var tidligere subsistensløse og hjemløse, og sov på trapper, i gårde, på bænke, på risten foran Det konge lige Teater, osv. Nu har de fleste et sted at bo, og invalidepension, men der er stadig nogle, der er hjemløse, enten fordi de ikke kan falde til nogen steder, eller fordi de har en fortid, der gør, at de ikke tør få en fast adresse.
Nogle af vores mænd drikker ikke, men har andre svagheder og særheder. De er afvigende på en eller anden måde, og falder ikke til i de gængse borgerlige miljøer, men har det bedst sammen, og sammen med sådan nogle som os, der accepterer dem, som de er. Sociale tabere kaldes de alle.
Gode og dårlige dage
Og dagene går på lejren. De fuldesyge bliver raske, humøret stiger, og appetitten stiger, til uanede højder. Vi lærer hinanden at kende. Blandt andet i bibeltimerne, hvor der bliver lyttet meget intenst. Spørgsmålene bagefter viser, at mange af disse mænd har en meget stærk tro – måske langt stærkere end vores (eller min, skulle jeg vist sige), fordi den trods alt er. Vi lægger megen vægt på at understrege, at over for Gud er alle lige. Og vi husker her nogle ord, som biskop Græsholt sagde til os engang (han kommer hvert år og holder bibeltime for os) som svar på et spørgsmål, om det er større synd at drikke end andre synder, at synd er synd, kun er nogle synder mere upraktiske end andre, såsom at drikke. Det er ikke synden, og da slet ikke syndens art, det kommer an på, men troen alene.
Jo, vi lærer hinanden at kende på lejren, og vi bliver venner på en ganske særlig måde. Måske snakker vi om de store og dybe ting, måske går vi på stranden og snakker om at stange ål, eller om fodbold, måske leder vi efter firkløver i engen. Måske siger vi ingenting, men venner bliver vi, og her er det os medarbejdere, der modtager mest. Vi får venlighed og taknemmelighed, hensynsfuldhed, de små smil, et lille klap på kinden, de glade Øjne, altsammen udtryk for en kærlighed, som ikke kan og vel heller ikke skal finde ord, men som kommer fra Gud som en stor rigdom til os, så vi skammer os over, at vi ikke giver mere til gengæld. Somme tider synes vi, at vi går med Helligånden lige over vores hoveder, så nær Guds mening med tilværelsen, som vi kan komme. Og vort bæger flyder over.
Vi lærer hinanden at kende på lejren, og vi bliver venner på en ganske særlig måde. Måske snakker vi om de store og dybe ting, måske går vi på stranden og snakker om at stange ål, eller om fodbold, måske leder vi efter firkløver i engen. Måske siger vi ingenting, men venner bliver vi.
Men vi har også nederlag – måske for at vi ikke skal tro for godt om os selv. De svier, disse nederlag, som når een pludselig begynder at gå til købmanden og drikke sig fuld – ikke fordi alkoholdjævelen regerer i ham - han har ikke drukket i lange tider - men fordi han føler sig udenfor. Han er sær og indesluttet, og vi har jo set ham sidde, dag efter dag, så trist, så trist. Men vi har ikke gjort nok for ham - og det er vores skyld, at han nu begynder at drikke igen. Eller ham, som går sin vej, fordi de andre generer ham. Han er aparte, og så skal han kanøfles. Men det var jo os, der skulle sørge for, at han befandt sig godt, os, der skulle forklare, at alle må tage hensyn til de andres svagheder og særheder, at ingen er bedre end de andre. Men vi har ikke gjort det godt nok. Og det er vores skyld, at han går …
Vi har meget at takke for på en sommerlejr, men vi har sandelig også meget at bede om forladelse for. Lejrens højdepunkter er begivenheder som den store fodboldkamp med Arvefjenden fra Næstved KFUM - eller måske en udflugt til Møens Klint - eller måske, for os medarbejdere i hvert fald, en ganske almindelig af ten, hvor vi tænder bål og rister pølser og bager snobrød og synger sammen til langt ud på aftenen.
Afsked og taknemmelighed
Eller den sidste aften, 'hvor vi har fest og synger og synger og morer os og optræder på slap line - og samles tavse i den sidste aftenbøn. Afskedens time indhenter os - hvor blev de 10 dage af? Busserne kommer efter os. Også på hjemvejen synger vi, men stemmerne er måske lidt uægte i klangen. Det er kun meget få, som glæder sig til at komme hjem. Bare ordet »hjem« er en hån for mange.
Vi skilles, hurtigt, tilsyneladende overfladisk. De store taknemmelighedsytringer får vi først næste gang vi ses, når der igen er promiller i blodet. Men så får vi dem til gengæld også, de store ord, de store omfavnelser, måske et ordentligt smaskkys - kærligheden direkte udtrykt, uden hæmninger. - Men lige nu bliver det kun til: Tak for denne gang, hav det pænt, vi ses.
Det er kun meget få, som glæder sig til at komme hjem. Bare ordet »hjem« er en hån for mange.
Hvor går de hen? Ja, nogle går direkte til flasken - de kender ikke andet. Nogle prøver på at klare den, at få lidt mere ud af livet. De fleste falder tilbage til den gamle skure – 10 dage i lejr er ikke nok til at ændre et livsmønster. De går alle tilbage til deres grå hverdag. Vi håber, de klarer sig, i hvert fald i en periode. Det er så lidt, vi kan hjælpe, og slet ikke nu. Vi kan ikke give dem et nyt liv på en præsenterbakke, vi kan kun håbe, at det, de selv gerne vil, må lykkes. Men gid vi dog havde et hjem til dem - måske et kollektiv eller noget lignende.
De går, men vi ses igen. Og uanset hvordan vi ses, så er vi nu venner, og vi har sommerlejren sammen. Den bliver taget op gang på gang hele vinteren igennem: Kan du huske, da vi var i Skaverup? Og hver gang, vi snakker om det, kan vi høre blæsten suse i poplerne, gøgen kukke og lærken trille oppe over vores egen lille filial af Paradisets Have.
Og nu er der kun kort tid, til de næste sommerlejre begynder. Er der ikke nogle af jer, som læser dette, der vil med? Kom og se og oplev, hvordan vi har det: Der lever vi, der gror livskvaliteten frem og blomstrer, så meget, at vi en gang imellem tør citere Piet Hein, som siger:
Jeg er en ydmyg kunstner,
som følger naturens bud.
Jeg lægger mit værk til naturens,
jeg går og hjælper Gud.
Ikke fordi jeg behøves,
men fattet i denne ånd:
Skaberen ville, at også jeg
skal ha' uformet ler i min hånd.«