I Kirkens Korshærs familietilbud i Herning kommer alle til den ugentlige forældrecafé med hver sin historie, men fælles er, at pengene er små, og behovet for et netværk er stort.
Tekst: Rikke Bolander
Foto: Lea Meilandt
Fattigdom handler ikke kun om at mangle penge. Man kan eksempelvis også være fattig på netværk. Og tit går de to typer fattigdom hånd i hånd.
Fælles for de forældre, der denne onsdag formiddag er til forældrecafé i Kirkens Korshærs tilbud i Gullestrup uden for Herning er, at hver en krone tæller, når der skal købes ind, eller når børnene skal til spejder eller til fødselsdag i klassen. Og samtidig kommer de fleste af dem fra familier præget af misbrug og svigt.
“Jeg har været voksen, siden jeg var 8 år,” fortæller Katrine, som er kommet i familietilbuddet, siden hendes nu niårige dreng var nyfødt.
Som barn boede hendes far i udlandet, så Katrine var alene med sin lillesøster og sin mor, der ifølge Katrine var stærkt alkoholiseret og ikke særlig god til at være mor. Hendes barndom var også præget af grov mobning og overgreb, så som helt ung spåede hun ikke sig selv mange chancer for et langt og lykkeligt liv.
”Jeg havde aldrig troet, at jeg ville blive gift. Jeg troede aldrig nogensinde, at jeg ville få børn, og jeg troede heller ikke, at jeg ville blive 30 år. Og nu sidder jeg her og bliver 32 år i næste måned og har et barn på ni og et på fem. Og har været gift i fire år. Og vi bor i rækkehus! Det er uvirkeligt,” siger hun, da vi er trukket ind ved siden af for at tale om, hvad hun får ud af at komme i familietilbuddet. Og det er meget.
”Det har været en redningskrans for mig, at jeg blev en del af Kirkens Korshær. Det må jeg ærligt indrømme. Annette og Mette har reddet mig i rigtig, rigtig mange tilfælde,” siger hun og henviser til Annette Stær og Mette Fink Møller, der er henholdsvis afdelingsleder og pædagog i tilbuddet.
”Det her er mit netværk”
For livet har tildelt Katrine nogle dårlige kort. Sammen med sin mentor har hun regnet sig frem til, at hun har minimum 16 diagnoser, herunder PTSD, angst og traumesmerter i hele kroppen. Derfor har hun heller aldrig været i arbejde, men hopper fra praktik til praktik. Hun håber at få tilkendt førtidspension, men det er et langt sejt træk.
Smerterne og angsten gør, at hun ikke kan klare så meget, og derfor ser hun ikke mange andre end Thor, som hun har været sammen med i 10 år, og som er far både til sønnen på ni og hans lillebror på fem. Hendes egen far er død, og sin mor har hun ikke meget kontakt med. Derfor er hun taknemmelig for, at der en gang om ugen er kaffe på kanden og lune boller i forældrecaféen.
”Det her er mit netværk. Mange af dem, der kommer hernede, er jeg blevet ekstremt tæt med, men det er jo ikke, fordi vi ser hinanden uden for huset, for det har jeg ikke overskud til. Så når vi kommer her en gang om ugen, er det den måde, jeg er sammen med mine venner på.”
Der krammes og lyttes
Er man fattig på netværk, mangler man ting, mange andre tager for givet. Man har ikke forældre, der lige overfører et bidrag til en tandlægeregning eller kan låne én penge til et indskud til et hus eller en lejlighed, og man kender ikke nødvendigvis nogen, man kan arve et par fodboldstøvler af eller låne en sovepose af til lejrskolen.
Derfor tilbyder medarbejderne i familietilbuddet både praktisk hjælp og tager eksempelvis også med som bisidder til møde i kommunen eller familieretten, de deler mad og gavekort ud, og de lytter og giver kram, når det er nødvendigt.
800 kroner, når alt er betalt
For 43-årige Sanne er trøst præcis, hvad hun har brug for i dag, da hun deler frustrationerne over sin uafklarede sygedagpengesag med stedets socialrådgiver, Maja Aavad Holm Andersen. Sanne lader tårerne trille frit, mens hendes samtalepartner skiftevis lytter og kommer med konkrete råd.
Ligesom Katrine har Sanne et meget skrøbeligt netværk, og hun bruger familietilbuddet til mange af de ting, mere heldigt stillede bruger deres familie og nærmeste venner til. Senest har hun fået hjælp til at danne sig et overblik over indtægter og udgifter.
”Økonomien har altid sejlet for mig, og jeg har altid kæmpet for at få betalt regningerne. Det har faktisk været lidt en kamp for at overleve,” fortæller hun, mens vi tager vores kaffe med ind i et andet lokale i den tidligere kommunale børnehave, der i dag rummer både familietilbuddet og en varmestue.
Sanne bor alene sammen med sin 11-årige datter, Maja, og hun gør alt, hvad hun kan for, at hun i det mindste altid får nok at spise og varmt tøj på kroppen.
“Maja kommer aldrig til at mangle noget. Så undværer jeg selv. Hun kommer aldrig til at mangle noget, uanset hvor hårdt jeg sidder i det,” slår hun fast.
Med 800 kroner tilbage, når regningerne er betalt, er der imidlertid ikke meget at bruge på sjov. Derfor samler Sanne flasker i de weekender, Maja er i aflastning. Pengene lægger hun til side, så hun én gang om året kan invitere sin datter i Tivoli. Men slik, biografture og smart tøj må hun stort set altid sige nej til, og det er ikke nemt at acceptere, når man er 11 år.
”Når vi er ude og handle, kan min datter finde på at sige: ’Mor, du har bare heller ikke råd til noget. Du har aldrig nogen penge overhovedet.’ Det, synes jeg, er rigtig flovt.”
På samme måde skammer hun sig, når Maja går på jagt efter mønter i rækkerne af indkøbsvogne eller spørger, om hun må tage en flaske fra en skraldespand.
”Hvad tænker andre? Tænker de dårligt om mig?” spørger hun retorisk.
Plads til at være sig selv
Det er også en af grundene til, at Sanne elsker at komme i forældrecaféen. Her ved alle, hvor svært det er at få pengene til at række, når man enten har et lavbetalt job eller er på overførselsindkomst og samtidig slås med både fysiske og psykiske diagnoser.
”Her kan du være den, du er. Om du har været i bad eller ej, eller måske har fået din trøje vendt på vrangen på vej ud ad døren, er fuldstændig lige meget. Det er, som om man kan mærke, at folk har den samme baggrund. Vi har alle sammen været igennem nogle svære ting i livet,” siger hun, før vi går tilbage til langbordet, hvor to kvinder har taget brætspillet Sequence frem, mens andre sludrer med hinanden eller de ansatte.
I dag har Katrine en god dag, og sammen med gemalen Thor er hun gået i gang med at tegne. Andre dage sidder hun bare helt stille og drikker lidt kaffe, fortæller hun. Der er nemlig ingen krav til, at man skal være på en bestemt måde, og hvad der sker i familiecaféen, bliver også i familiecaféen.
”Jeg har også siddet med angstanfald, uden at nogen har dømt mig for det. Man får bare en krammer i stedet for. Andre dage kan jeg sidde og være kreativ og snakke. Det er rart, at man kan få lov at vise alle sine sider uden at blive dømt for det. Vi er alle mennesker og har alle vores vilkår,” siger hun.
Mens vi har talt, er forældrecaféen slut for i dag, og Thor får en sludder med de ansatte, mens de går og rydder op. Men nu skal de videre med dagens gøremål, og Katrine og Thor må hjem til deres rækkehus.
”Det er ingen skam at gå, når man bliver smidt ud,” griner Thor, da de giver kram på kryds og tværs og siger farvel. For Katrines vedkommende kun til i morgen, hvor familietilbuddet holder mødregruppe. Og på onsdag er der igen kaffe på kanden og fællesskab til forældrecaféen.
Katrine, Sanne og Thor er ikke deres rigtige navne.
Redaktionen kender deres rigtige identitet.
