Ungekompasset

Ungekompasset er en digital GPS, hvor unge psykisk sårbare, venner og familie kan søge oplysninger om, hvor de kan gå hen for at få hjælp. Det er første gang, at både private og offentlige tilbud bliver samlet et sted.

Du finder bl.a. en søgedatabase, hvor du nemt og enkelt kan søge efter, hvad der findes af muligheder for hjælp og støtte, hvor du bor. Du kan søge på alt lige fra nærmeste psykiatriske skadestue over støttegrupper, caféer, fritidsklubber, behandlingstilbud til rådgivning og telefonlinjer.

På Ungekompasset kan du også høre unge fortælle om, hvordan det er at leve med psykiske problemer og at få hjælp til at komme videre. Læs deres historier og bidrag evt. med din egen og find fakta om diverse psykiske lidelser.

Du kan også blive klogere på, hvilke muligheder der er for at få støtte, hvis du er under uddannelse eller tænker på at gå i gang med en uddannelse. Ungekompasset har lavet en uddannelsesguide med oplysninger om de forskellige muligheder, der er for hjælp og støtte, og hvem man skal kontakte for at komme i gang. Endelig finder du også gode råd til at komme godt gennem studiet.

Derudover kan du finde en oversigt over forskellige foreninger inden for det psykiatriske område og se hvilke foreninger, der tilbyder samtalegrupper, telefon- eller mailrådgivning og andre relevante tilbud.