Nyhed

Nye ansigter til Kirkens Korshær

Det nye år byder på lidt omrokering af et kendt ansigt og velkommen til et nyt ansigt i Kirkens Korshærs fælleskontor. Styrkelsen betyder, at en ny pressechef hentes udefra og så bliver et kendt ansigt rykket længere frem.

Morten Østergaard Sørensen i hvid skjorte og mørkeblå blazer i palisadegangen ved ridebanen på Christiansborg
Morten Østergaard Sørensen er fra 1. februar 2022 leder af Kirkens Korshærs afdeling for presse, politik og analyse. Her fotograferet ved ridebanen på Christiansborg.

Ny chef for presse, politik og analyse bliver Morten Østergaard Sørensen, der kommer fra en stilling som kontorchef i Venstres Folketingsgruppe. Ny chef for det landsdækkende sociale arbejde bliver Stine Lene Hansen, der hidtil har været chef for Kirkens Korshærs rådgivningstjenester, Sct. Nicolai Tjenesten og Arresthustjenesten. Begge starter 1. februar 2022.

Stine Lene Hansen

Styrkelse af socialt arbejde, frivillighed og kirkesamarbejde

Det bliver en ny konstruktion i en kendt struktur, som Stine Lene Hansen træder ind i 1. februar. Hun bliver nemlig regionschef for det landsdækkende sociale arbejde i Kirkens Korshær. Det tæller desuden det ledelsesmæssige ansvar for frivillighed og samarbejdet med den danske folkekirke og dertilhørende godt 20 korshærspræster.

- Jeg ser frem til at løfte opgaven i samarbejde med de mange dygtige folk i Kirkens Korshær. Det gælder ikke mindst opgaven med at få sat frivillighed i centrum for vores organisation, lyder det fra Stine Lene Hansen.

Med udnævnelsen træder Stine Lene Hansen ind i den centrale ledergruppe i Kirkens Korshær, Staben, og bliver desuden en del af ledergruppen i Kirkens Korshærs fælleskontor.

Stine Lene Hansen

Født 1972. Cand. theol. fra Københavns Universitet (2006). Sognepræst i 10 år i Tryggevælde Sogn. Leder af Sct. Nicolai Tjenesten og Arresthustjenesten i Kirkens Korshær siden 2016. Gift. To børn.

Stine Lene Hansen vil – som de øvrige regionschefer – referere direkte til chef for Kirkens Korshær, Jeanette Bauer. Som en del af ansvaret for frivillighed føler også ansvaret for landssekretærerne, der understøtter og udvikler frivillighed i Kirkens Korshær. Dertil kommer også det ledelsesmæssige ansvar for sociale udviklingsprojekter. Endelig får Stine Lene Hansen ansvaret for samarbejdet med Folkekirken og de 20 korshærspræster, der via Folkekirken betjener Kirkens Korshærs brugere med kirkelige handlinger, sjælesorg mv.

Styrkelse af fortalervirksomhed og interessevaretagelse

Afdelingen for presse, politik og analyse får også en kapacitet ind ad døren i Morten Østergaard Sørensen. Han kommer med erfaring fra Christiansborg og civilsamfundet, og skal bidrage til at styrke Kirkens Korshærs fortalervirksomhed.

- Civilsamfundet kan noget helt særligt, når det gælder om at løse store udfordringer i samfundet. Kirkens Korshær er der for mennesker i Danmark, der lider nød og kæmper. Den kamp vil jeg gerne være med til at kæmpe, og jeg ser meget frem til at styrke den indsats, siger Morten Østergaard Sørensen, der også indtræder i Staben og fælleskontorets ledergruppe. 

Morten Østergaard Sørensen

Født 1987. Cand. merc. sol fra Aarhus Universitet (2014). Nuværende kontorchef i Venstres folketingsgruppe. Tidligere sekretariatschef i Venstres Ungdom og chefkonsulent i Dansk Ungdoms Fællesråd. Samboende. Ingen børn. 

Chef for Kirkens Korshær, Jeanette Bauer, er også godt tilfreds med de nye ansigter, som hun ser som en styrkelse af organisationen.

- Vi foretager en investering i vores fælles organisation nu og her, som jeg venter mig meget af. Under corona har vi kæmpet for at blive ved med at være der, hvor ingen andre er. Det arbejde styrker vi med det centrale ledelsesfokus på frivillighed, kirkesamarbejde og landsdækkende socialt arbejde under Stine Lene Hansen. Og så får Morten Østergaard Sørensen en afgørende rolle i at sikre, at vi får gjort det endnu mere klart for den almindelige dansker og beslutningstagere, hvad det er Kirkens Korshær kan, og hvad vi står for, slutter Jeanette Bauer.

 

 

Hjælp os

Støt

Hjælp hjemløse og fattige mennesker
Mand sidder på bænk med hovedet i sit skød

Få mere viden

Om vores arbejde
Bliv frivillig

Bliv en del af fællesskabet

Meld dig som frivillig i Kirkens Korshær