For mange af de familier, der kommer i Kirkens Korshær, er sommerferien en svær tid med mange afsavn. Derfor er den årlige sommerlejr et tiltrængt pusterum, som både forældre og børn glæder sig til og taler om længe efter.
Tekst: Rikke Bolander
Foto: Kirkens Korshær
Sommerferien er noget, de fleste glæder sig til, men når det er småt med både netværk, overskud og penge, kan ferien være meget lang. Derfor er Kirkens Korshærs sommerlejr et tiltrængt højdepunkt for mange af dem, der kommer i familietilbuddene.
48-årige Ida og hendes to sønner på 12 og 13 år er en af de familier. Siden 2022 er hun kommet i Kirkens Korshærs Kvindecafé i Frederikshavn hver eneste uge, fordi hendes liv tog en svær drejning efter et voldsomt kræftforløb, hun stadig har mange senfølger efter: Koncentrations- og hukommelsesbesvær, lyd- og lysfølsomhed, maveproblemer og nedsat følelse og funktion i den venstre arm. ”Rub og stub,” som hun siger.
Senfølgerne betyder, at hun ikke kan arbejde som sosu-assistent, som ellers er hendes uddannelse. Hun har søgt om førtidspension, men fået afslag. I stedet er hun på ressourceforløb, og det er ikke en ydelse, man bliver rig af. Når regningerne er betalt, har hun mellem 4-4.500 kroner tilbage til alt fra mad til medicin, fritidsaktiviteter, nye sko til ungerne – og sommerferie. Derfor har hun to gange været med på Kirkens Korshærs sommerlejr.
”Når vi er på sommerlejr, har jeg mulighed for bare at kunne hygge mig, slappe af og lade op med mine børn. Man er sammen på en helt anden måde, når man er i nye omgivelser. Og at bo på hotel er jo bare luksus for os,” siger hun.
Hotel eller feriehus
Hvert andet år tager de nordjyske familietilbud turen til hotellet Nyborg Strand, og hvert andet år til ferieparken Søhøjlandet. Ida har prøvet begge dele og ved ikke, hvad der var bedst.
”Det var enormt forkælende for mor her at være på hotel og få alting serveret. Det var enormt lækkert. Men det med at bo i hytte, hvor man selv hygger med at stå og lave mad, det kan også noget. Vi fik jo simpelthen et køleskab proppet med god mad. Så jeg vil ikke sige, jeg har en favorit,” siger hun.
Det har Mia, der kommer i Kirkens Korshærs familietilbud i Aalborg, heller ikke. Hun har været afsted på lejr hver sommer i sin søns tre år lange liv – én gang på Nyborg Strand og to gange i Søhøjlandet. Skulle hun vælge helt egoistisk, ville hun dog nok vælge hotelopholdet, indrømmer hun.
”Skal jeg være ærlig, var det nok mest mig, der fik et afbræk der. Det var en forkælelse for moren, at jeg morgen, middag og aften kunne sætte mig til et bord, der bare var fyldt med mad, og alt hvad hjertet kunne begære. Og jeg skulle ikke tænke på noget. I Søhøjlandet var det hyggeligt på en anden måde. Det var mere for Benjamins skyld, fordi der var en hel masse, han kunne lave,” siger hun.
Fattig på relationer
Mia er uddannet skolelærer, men et seksuelt overgreb har givet hende så meget angst og PTSD, at det er svært for hende at arbejde. Derfor klarer hun sig ligesom Ida på en af de laveste ydelser, og en tur i Zoologisk Have eller familiebesøg i København er, hvad hun kan finde penge til i sommerferiebudgettet.
”Før alle de her ting skete, var jeg én, der elskede at rejse og komme rundt og opleve ting. Så jeg følte egentlig et stort savn i mit liv, fordi det ikke længere var noget, jeg havde overskud til rent økonomisk, men nok heller ikke praktisk i forhold til at skulle organisere alting,” siger hun.
Det manglende overskud både praktisk og økonomisk er ikke noget, Mia står alene med, forklarer Lene Højland Laursen, der er områdeleder for Kirkens Korshær i Frederikshavn, Brønderslev, Thisted og Aalborg. For dem, der bruger familietilbuddene, er ikke kun fattige i økonomisk forstand.
”Man er også fattig på relationer. Mor og far, der kommer hos os, er ofte meget alene. Der er ikke meget familie og mange venner omkring dem,” siger hun.
På sommerlejren er der styr på alt fra måltider til aktiviteter, og det giver familierne et tiltrængt pusterum.
”Man lever i en hverdag under pres, når man altid ’er den’,” fortæller hun.
Overskud til nærvær
Det kan Mia skrive under på. Og sommerferien kan være meget lang, når man er alene med en treårig, der hele tiden synes, der skal ske noget.
”Sommerlejren er fire dage, hvor man får ladet lidt op. Og så er man klar til de der tre uger, hvor man har barnet hjemme, fordi institutionen har lukket. Så det er fire dage, hvor man får energi til at være nærværende og bliver klar på tre uger med skrig og skål og et barn, der hænger i gardinerne, fordi nu er han ved at blive sindssyg af ikke at have kontakt med andre børn,” siger hun.
Også Ida føler, at hun på sommerlejren bliver en bedre udgave af sig selv – og bedre i stand til at være nærværende sammen med sine drenge.
”Man kan også slappe af derhjemme, men hvis vi for eksempel sidder og ser en film, så må jeg tilstå, at så kan jeg pludselig komme i tanke om, at jeg nok lige må sætte gang i vaskemaskinen. Så er du jo ikke 100 procent nærværende. På sommerlejren kan børnene mærke, at mor bliver forkælet og ikke skal ordne alle de her daglige sysler. Det gør noget ved hele dynamikken.”
Venner man kan spejle sig i
Sommerlejren er også et sted, hvor deltagerne kan sænke paraderne, for de andre familier på turen er i samme båd. Det oplevede Mia, da hun et år delte hus med to andre solomødre med helt små børn.
”Børnene kunne lave en masse ting sammen. Det lyder lidt åndssvagt, men vi havde dem alle sammen i boblebad sammen, og de fik lov til at sidde og plaske og hygge sig. Så blev de puttet, og om aftenen sad vi voksne og hyggede os med snacks i sofaen og så en plat tøsefilm sammen. Det var så hyggeligt,” husker hun.
Den gode oplevelse tog de med hjem i familietilbuddet, hvor hun og de andre mødre kommer i både kvindecaféen og til fællesspisninger.
”Efter vi har været på tur, har vi snakket rigtig meget sammen om, hvor hyggeligt det var. Og jeg har fået et andet forhold til deres børn også, når jeg ser dem i Kirkens Korshærs tilbud. Det har været enormt givende.”
Og det er netop en af intentionerne med sommerlejren, at familierne lærer hinanden bedre at kende og dermed udvider deres netværk, fortæller Lene Højland Laursen. Det gælder ikke mindst børnene.
”Hvert år oplever vi, at børnene finder venner. Vi har at gøre med børn, som på mange måder lever i ensomhed. Der, hvor de har deres hverdag, er de måske lidt på kanten, fordi de i mange sammenhænge ikke kan det, som andre familier kan. På sommerlejren får de nogle venner, de kan spejle sig i, og hvor de ikke behøver at dække over noget eller skamme sig over, at de har brug for hjælp til at komme på ferie,” forklarer hun.
“Som min ældste siger: ’Vi har ikke engang været København, mor.’ Det får jeg jo mega meget skyldfølelse over. Det er ikke sjovt at skulle være den forælder, der hele tiden må skuffe med, at vi altså ikke kommer på charterferie. Vi kommer ikke til København. Vi kommer ikke nogen steder hen.”
Noget at glæde sig til
Sommerlejren strækker sig langt ud over de fire dage, den varer. Både fordi man har noget at glæde sig til, og fordi man har noget at fortælle om bagefter, når man kommer tilbage i skolen, fortæller Ida fra Frederikshavn.
”Mine børn har jo opfanget, at deres klassekammerater er rimelig berejste. Og som min ældste siger: ’Vi har ikke engang været København, mor.’ Det får jeg jo mega meget skyldfølelse over. Det er ikke sjovt at skulle være den forælder, der hele tiden må skuffe med, at vi altså ikke kommer på charterferie. Vi kommer ikke til København. Vi kommer ikke nogen steder hen.”
Følelsen af ikke at opleve halvdelen af, hvad klassekammeraterne gør, står Idas børn ikke alene med, fortæller Lene Højland Laursen.
”De fleste af de børn, vi møder, må undvære alt fra at gå til faste fritidsaktiviteter, til at deltage i fødselsdage, til at holde fødselsdage selv, tage klassekammerater med hjem og altså også udflugter eller ferier. Vi kan give de børn den oplevelse, at de kan komme tilbage efter sommerferien og sige, at de har været på ferie på Nyborg Strand, hvor der var badeland, og der var hav lige ved siden af, og madbuffet, aktiviteter, udflugter, og man fik nye venner.”
På lejren gør de derfor meget ud af at lave ferieminder.
”Det kan være, vi maler på sten og laver noget kreativt ud af ting, vi har samlet ved stranden, eller vi tager billeder og skriver en lille fortælling. Så har man et fysisk minde med hjem, der kan huske en på de gode dage, der har været,” siger hun.
For Mias treårige søn står minderne lyslevende. Især bjørnen Bolo, der læste historier for børnene i Søhøjlandet.
”Selvom han ikke er så stor, så snakker han om, hvornår vi igen skal besøge Bolo. Det var så hyggeligt for ham. Og han spørger tit, hvornår vi skal ned og lege igen,” siger hun.
Om det bliver i år, ved Mia i skrivende stund ikke, for der er flere ansøgere til sommerlejren, end der er plads til. Men hvis de ikke kommer afsted til sommer, ved de, at det er deres tur næste år. Og så er der da noget at glæde sig til.
Ida og Mia er ikke deres rigtige navne.
Redaktionen kender deres identitet.
