Stjernestunder for hele familien

I familiearbejdet i Vinderup kan man komme fra man er gravid til børnene bliver 18. Kom med til familieaften og mød nogle af familierne.

Tekst: Rikke Bolander

Foto: Lea Meilandt

“Rødt lys” råber en syvårig dreng, mens han lynhurtigt snurrer rundt mod sin storebror og deres jævnaldrende kammerat i den anden ende af en meget lang gang.

De står bomstille, indtil han igen vender ryggen til dem og giver meldingen ’grønt lys’. Nu må de skynde sig længere frem, indtil han igen vender sig. Den, der først når hele vejen uden at ’gå over for rødt lys’, har vundet.

 

Lege bliver til traditioner

Fordelingsgangen i Vinderup Kirke- og Kulturhus er som skabt til ’Rødt lys, grønt lys’, og det er efterhånden blevet lidt af en tradition, at Sigurd og hans storebror Svend leger den sammen med de andre børn, når de er til familieaften eller andre arrangementer med Kirkens Korshær.

De er kommet her, siden Sigurd, der nu går i 1. klasse, sad på sin mors arm. Den plads er i dag overtaget af lillebror Sofus, efternøleren, der med sine vakse, blå øjne betragter det muntre kaos, der udspiller sig omkring ham. Nogle børn limer fjer og pailletter på deres fastelavnsmasker, og et par stykker spiller ’Hvem er hvem’. På gulvet sidder en pige på 2-3 år og sætter Duplo-blomster omhyggeligt på alle fingrene.

Det er Lone Merrild Rasmussen og Karen Doktor, der er værter for aftenens fællesspisning i Vinderup. De er henholdsvis afdelingsleder og socialrådgiver i Kirkens Korshærs familietilbud i Holstebro, og det er her, de et par timer forinden tager imod mig for at fortælle om deres arbejde.

Familiegrupper giver fællesskab

Det er Karen Doktor, der fortæller om de Familiegrupper, som de har både her i Holstebro, Ulfborg, Vinderup og snart i Struer. De er for forældre, der venter sig, eller har børn under tre år. Mange bruger familiegruppen som erstatning for den kommunale mødre gruppe, forklarer Karen.

“Nogle er med en enkelt gang eller to, og så finder de ud af, at de ikke kan spejle sig i de andre mødre. Eller de kan ikke overskue tanken om, at de skal have dem hjem på besøg. Det kan være på grund af diagnoser eller angst, der gør, at det kan være rigtig svært at få nogen indenfor.”

En forhindring kan også være, at der allerede tidligt på måneden ikke er ret mange penge at gøre godt med.

“For mange er det en lettelse at komme herned, for her har vi sørget for kaffe, te og brød, og vi sørger for, at snakken går.  Vi har værtskabet. Det er en anden måde at komme ind i et fællesskab på,” fortæller hun. Børnene er selvfølgelig med, og det ene hjørne er da også indrettet hyggeligt med skumgulv, puder og bamser, men det er ikke nogen legestue, understreger Karen Doktor.

“Der er ikke fokus på, at vi skal ned på gulvet og lege med børnene. Det kan vi gøre indimellem selvfølgelig, men det egentlige fokus er at give de voksne et fællesskab og nogle kompetencer,” siger hun.

“Børnene har brug for at kunne komme i skole og sige, at de har oplevet noget. Og vi vil gerne have, at børnene og de voksne oplever noget sammen”

Forældrenes ansvar

Et andet centralt element i familietilbuddet er de mange udflugter, der bliver arrangeret, og den årlige sommertur.

“Børnene har brug for at kunne komme i skole og sige, at de har oplevet noget. Og vi vil gerne have, at børnene og de voksne oplever noget sammen,” fortæller Lone Merrild Rasmussen.

Snart går turen for eksempel til Baboon City, et stort indendørs legeland i Herning, men selvom Lone og Karen er med, gør de meget ud af, at det er forældrenes udflugt, siger hun. Kirkens Korshær skaber bare rammerne.

“Når vi mødes, så er børnene altid forældrenes ansvar. Selvfølgelig vil vi gerne se, når de hopper på trampolin eller rutsjer ned, men de er afsted sammen med deres forældre,” siger hun, og Karen Doktor supplerer:

“Ideen er, at vi giver familierne nogle oplevelser sammen, nogle stjernestunder og gode minder.”

De understreger, at de selvfølgelig altid er klar til at hjælpe med at håndtere konflikter eller svare på spørgsmål. Men et af de helt væsentlige formål er netop at hjælpe forældrene med at være forældre.

“De her kvinder knokler for deres børn og for alle de andre krav, der bliver stillet til dem. De overforbruge simpelthen sig selv”

Fra graviditet til teenageår

Udflugterne og de forskellige arrangementer er desuden med til at skabe netværk mellem familier, der kan spejle sig i hinanden. Det samme er Fællesskabs-gruppen, der består af ti kvinder – alle mødre – og som slet og ret handler om egenomsorg.

“De her kvinder knokler for deres børn og for alle de andre krav, der bliver stillet til dem. De overforbruger simpelthen sig selv,” fortæller Lone Merrild Rasmussen.

Hver anden torsdag mødes kvinderne og deler livshistorier, lærer om smertehåndtering eller om craft-psykologi, altså hvordan håndarbejde kan være godt for sjælen. De har også lavet bål, fået læst højt og fået tilbudt fod- eller håndbad.

“Vi skaber noget sammen – både så de får en relation til hinanden, og så de føler, at der faktisk er nogen, der har omsorg for dem,” fortæller Lone.

Familietilbuddet favner altså bredt og rummer desuden Forældrecaféen, hvor man kan komme uden sine børn og få hjælp til det, der tynger. Derudover findes der også Ventor, hvor en voksen frivillig bliver matchet med en udsat teenager.

Man kan altså få hjælp, fra man bliver gravid, og helt til børnene bliver 18 år. Derfor ender Lone og Karen indimellem med at spille en vigtig rolle i familiernes liv gennem mange år, og netop det er også en stor fordel i socialrådgiverens og afdelingslederens arbejde.

“Hvis ikke vi har relationen til dem, så kan vi ikke gøre ret meget. Det er der, arbejdet rykker noget. Det er også der, vi nogle gange kan skille os rigtig meget ud i forhold til en kommunal familiebehandler eller -rådgiver. Vi oplever dem sammen med deres børn på andre måder,” siger Lone Merrild Rasmussen.

Tid til at være familie

Da pap, limstifter og brætspil efter en times tid er blevet pakket væk, samler Lone alle børn og voksne på den lange gang. I fællesskab får de lavet en række efter højde. Sofus er gået omkuld i sin barnevogn, men ellers går rækken helt fra den mindste på tre måneder, der ligger på sin fars arm, til de halvstore tweens og forældrene til sidst.

Efter en enkelt fællessang med fagter, som alle ser ud til at kunne i forvejen, er der håndvask på programmet og derefter hjemmelavede kyllingefrikadeller med sovs, kartofler og salatbuffet til.

ed bordene går snakken. En pige prøver at gætte alle de voksnes alder, hvilket ikke er nemt. Når man selv er otte år, er 45 og 65 nærmest det samme. Ellers bliver der talt om almindeligheder. Erfaringer med brugte barnevogne, gode råd om søvn og frustrationer over børn, der hellere vil have slik end aftensmad.

En ung mor med lyserødt hår ser på sin 4-årige søn, der spiser suppehorn med brun sovs, agurker i tern og grønne ærter. Hun fortæller, at hun og hendes mand faktisk er flyttet fra Vinderup, men at de stadig kommer hver gang, der er fællesspisning.

“Man glemmer nogle gange at lege med børnene i en stresset hverdag. Her er der ligesom plads til at have fokus på at være sammen som familie,” siger hun.

Da klokken bliver 18 er familieaftenen slut. Sofus er vågnet og er sulten, så mens han får en tår mælk, hjælper hans storebrødre Karen og Lone med at samle stole sammen og rulle duge ind, før de til sidst får en krammer og et “hav det rigtig godt, til vi ses igen”.

For de fleste familier kommer nemlig igen. Forældrene kommer for at få rådgivning og støtte og for at få nogle velfortjente stjernestunder med deres børn. Om det så bare er for et par timer, før hverdagen melder sig igen, så er det noget, de kan tage med sig.

Denne artikel er bragt i Korshærsbladet #1, 2025.