Varmestuen er et fristed med samvær, samtale og varm mad. Her mødes alle i øjenhøjde med respekt, omsorg og nærvær – og med støtte til sociale og sundhedsmæssige udfordringer.
Varmestuen i Svendborg er et åbent og anonymt tilbud, hvor målgruppen er velkommen. Her kan man bare være, eller man kan få støtte, hvis man ønsker forandringer i sit liv.
Det er muligt at få hjælp til sociale og sundhedsmæssige udfordringer, ofte i samarbejde med kommunen. Hver anden uge er der fremskudt socialrådgivning i huset, gadesygeplejersken kommer efter behov, og der er et samarbejde med kommunens opsøgende socialarbejder.
Varmestuen tilbyder gratis morgenmad hver dag, der kan købes varm middagsmad, og på udvalgte dage deles der gratis fødevarer ud. Der er også en udendørs terrasse med plads til både gæster og hunde, hvor man må drikke medbragte øl.
Det er muligt at få adgang til pc og låne en telefon til at kontakt myndigheder. Derudover er der lavpraktisk hjælp: bad, rent og varmt tøj, klipning, NADA, pædagogisk massage m.v.
Det er socialfaglige medarbejdere og en større gruppe frivillige, der skaber den trygge og meningsfulde hverdag for brugerne. Der er desuden gudstjeneste en gang om måneden, og det er muligt at få samtaler med husets tilknyttede korshærspræst.









