Stofindtagelsesrummet sørger for, at mennesker med misbrug kan indtage stoffer i sikre omgivelser under opsyn. Sundhedsrummet tilbyder basal sundhedspleje og brobygning til det almene sundhedsvæsen.
Stofindtagelsesrummet er etableret, så mennesker med et misbrug – som et alternativ til at indtage stofferne i en baggård eller i en trappeopgang – kan indtage deres egne stoffer i sundhedsforsvarlige omgivelser. Der arbejdes skadesreducerende med injektionsteknik, vejledning, brobygning til samarbejdspartnere, og ved behov ydes der livreddende førstehjælp.
Sundhedsrummet ligger i forbindelse med stofindtagelsesrummet. Her kan udsatte personer få basal sundhedspleje, for eksempel behandling af sår, skrammer eller infektioner. Det er muligt at få en sundhedsfaglig henvisning til yderligere hos egen læge eller på hospitalet, hvis problemerne er mere alvorlige. Der tilbydes også kvalificeret hjælp til at komme i behandling for misbrug.
Der er ansat medarbejdere med både sundhedsfaglige og pædagogiske kompetencer, så begge rums brugere kan få hjælp og behandling.








