Tre Ege er et herberg med 36 pladser og arbejder efter Housing First-tilgangen. Med afsæt i nærvær, omsorg og respekt støttes beboere i at etablere fællesskaber og at komme i egen bolig. 

Herberget Tre Ege tilbyder ophold efter § 110 og arbejder efter Housing First-tilgangen. I tæt samarbejde med Aarhus kommunen bistås beboere med at komme i egen bolig, og medarbejderne fra Tre Ege yder bostøtte efter Servicelovens § 85a, hvor målgruppen er tidligere indskrevne beboere, der har fået egen bolig i Aarhus-området.

Herberget har 36 midlertidige § 110-pladser. Heraf kan fire konverteres til § 107-pladser for de borgere, der har et komplekst støttebehov, som overstiger tilbuddets generelle støttebehov.

Tre Ege tilbyder hjælp og støtte til at kortlægge og identificere individuelle støttebehov, ligesom det er muligt at få rådgivning og vejledning, og stedets ansatte kan fungere som bisiddere ved møder.

Der tilbydes rammer, hvor der altid er tid til at vise interesse for og lytte til den enkelte, og der stræbes efter hjemlighed og en hjemlighedsfølelse, der skal kunne opnås i nuet og være en realistisk drøm i en nær fremtid. Derfor er der også fokus på at etablere fællesskaber med andre beboere og medarbejdere.

Tre Ege er en selvejende institution, der har indgået driftsoverenskomst med Aarhus kommune. Anmodning om at blive optaget på Tre Ege sker ved at henvende sig personligt på tlf. 87 13 20 00. Der er personale til at besvare opkald døgnet rundt.

Om herberget Tre Ege