Familietilbuddet giver mulighed for netværksskabende aktiviteter, rådgivning, bisidder- og støtteopgaver til familier, hvis liv er præget af sårbarhed og sociale problemer. 

Kirkens Korshærs familietilbud i Ulfborg tilbyder familiegrupper for småbørnsforældre, hvor forældre med eller uden børn kan mødes hver uge til snak, hygge og samtaler om forældrerollen, børns trivsel og hverdagens udfordringer.

Hvert år er der cirka fire fællesspisninger. Det er et tilbud til forældre med børn, hvor familierne mødes klokken 16.00 til aktiviteter, som forældre og børn kan være sammen om. Der afsluttes med aftensmad, inden familierne går hjem klokken 18.00. Fællesspisningerne er et pusterum i hverdagen, hvor alle kan komme, uden at der er krav om at præstere eller bidrage.

Der arrangeres udflugter og lejre i skolernes ferier, hvor formålet er at give familierne oplevelser med hinanden samt skabe nye relationer til andre børn og voksne.

Stedet tilbydder også bisidderfunktioner, hvor det er muligt at få en bisidder til møder med familiesektionen, jobcenteret, skoler og institutioner. Derudover ydes støtteopgaver i form af Barnets Lov § 75 samt mentoropgaver for børn og voksne.

Endelig er det også muligt at få hjemmebesøg, hvis der er vilkår, som gør det svært at deltage i ovenstående aktiviteter, ligesom det er muligt at få rådgivning og vejledning om for eksempel, forældrerollen, børns trivsel og egenomsorg.

Ovenstående tilbud faciliteres af faguddannet personale fra Kirkens Korshærs familietilbud, og der kan være frivillige, som deltager. Medarbejderne er uddannede som henholdsvis socialpædagog og socialrådgiver, og begge har en efteruddannelse som familiebehandler.

Kirkens Korshærs familietilbud er også praktiksted for socialrådgiverstuderende.

Om familietilbuddet i Ulfborg