Regeringsgrundlag med flere gode tiltag for mennesker i udsathed

Regeringsgrundlaget rummer flere initiativer, som kan få betydning for mennesker med få ressourcer. Her er fem initiativer, som efter vurdering kan gøre en vigtig forskel.

Foto: Sehen

Bedre muligheder for huslejehjælp

I Kirkens Korshær har vi i flere år arbejdet for, at kommunerne får bedre muligheder for at hjælpe mennesker, der ikke kan få økonomien til at hænge sammen. Derfor er det meget positivt, at regeringen vil styrke mulighederne for hjælp til blandt andet boligudgifter og forebygge, at flere mister deres hjem.

Værdighedsreform i mål

Værdighedsreformen er en vigtig milepæl for samfundets mest udsatte, men nåede desværre ikke at blive vedtaget, inden valget blev udskrevet. Derfor er det meget positivt, at regeringen vil gennemføre en styrket reform med fokus på, at regler og bureaukrati ikke står i vejen for hjælpen.

Hjælp til børn i familier med få penge

Regeringen vil se nærmere på konsekvenserne af børns afsavn, styrke udsatte børns deltagelse i fritidsfællesskaber og gøre op med egenbetaling, som kan holde børn udenfor. Derudover vil regeringen forenkle fritidstillægget og følge op på forsøget med gratis skolemad. Alt sammen noget vi i Kirkens Korshær har talt for.

Ydelsesløft til nogle grupper

Der lægges op til højere ydelser til unge med bestemte psykiske diagnoser i kontanthjælpssystemet samt et løft til de folkepensionister, der har mindst at leve for. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Bedre regulering af ydelser

Når priserne stiger, rammer det mennesker på overførselsindkomst hårdt. Derfor er det vigtigt, at regeringen vil forbedre reguleringen af ydelser, så de hurtigere følger prisudviklingen.

Det er gode nyheder for mennesker, der kæmper med fattigdom og afsavn i hverdagen. Men et regeringsgrundlag er stadig kun ord på papir. Det afgørende er, hvad der rent faktisk bliver gennemført – og det kommer vi til at følge tæt.