Fra kanten af kanten til egen bolig

Kirkens Korshærs herberger er kun for de allermest udsatte mennesker. Her kan de komme til kræfter, få hjælp til det praktiske og få nogle gode oplevelser, der ruster dem til et liv i egen bolig. Sådan er det også for Dan, der om tre måneder får drømmen om sin egen bolig opfyldt.

Foto: Lea Meilandt

Tekst: Rikke Bolander

”Jeg giver ikke ved dørene. Jeg tigger selv,” lyder det fra den lukkede dør.

En mand i sort joggingtøj og klipklapper, mørkt, kortklippet hår og et stort grin åbner og byder indenfor. Manden hedder Dan, han er 51 år, og han har boet her på herberget i Odense i et halvt år. I øjeblikket er han den, der har boet her længst, og han gør da også, hvad han kan for at gøre sit lille værelse hjemligt. Sirligt opad væggen står fem par sko, og i vindueskarmen står en lille palme og en blåbærplante. På gulvet står en større, grøn stueplante, som Dan har fået i fødselsdagsgave af en af de andre beboere. På et bord ved vinduet står der lidt tørvarer, konserves og slik, og i værelsets lille køleskab ligger en pose med helstegt pattegris. Det er hovedingrediensen i aftenens burgere med pulled pork.

Dan kommer med egne ord fra ”strenge kår”. Han fik sin første betingede dom for hashsalg, da han var 15 år, og i en årrække derefter så Dan kun sine forældre sporadisk. Da han var 20 år, blev han ikke bare fanget af narkopolitiet, men også af det tv-hold, der var med ved anholdelsen. Det fik hans forældre til at slå hånden af ham. I dag har han lagt årtier med heroin og en række fængselsdomme bag sig, og nu bor han altså på herberget i Odense, mens han passer sin metadonbehandling og venter på den lejlighed, han får nøglen til om tre måneder.

Herberget er et pusterum

Dan er født og opvokset i Odense, og dermed er det lidt atypisk, at han har boet så længe på herberget. I snit bor de odenseanske borgere der kun i tre måneder, og det da heller ikke meningen, at man skal blive meget længere, fortæller Jan Lund Pedersen, der er forstander på Kirkens Korshærs herberg i Odense.

”Vi tager dem ind, og så finder vi ud af, hvad deres håb og drømme er for fremtiden. Det kan være store drømme, det kan være små drømme. De fleste kommer her, fordi de gerne vil have en bolig,” siger han.

Det handler altid om at få beboerne hurtigst muligt videre, fortæller han.

”Jeg vil jo ikke ønske for min værste fjende, at de skal bo på et herberg. Det er ikke her, man bliver bedre. Man kan godt komme til kræfter, blive stabiliseret og måske nå til en erkendelse af, at man vil i behandling for sit misbrug, men det er ikke her, man får det godt. Man jo er omgivet af nogen, der har det meget værre end en selv konstant.”

For at få en herbergsplads skal alle andre muligheder så at sige være udtømt, og derfor er beboerne i høj grad mennesker ’på kanten af kanten’, som Jan Lund Pedersen siger. Håbet er, at opholdet på herberget er det første skridt mod en bedre tilværelse.

”I det her hus kan vi give dem et pusterum, hvor de kan komme til kræfter igen og få lidt lys i øjnene. Ligesom Dan, der i dag er glad og smiler,” siger forstanderen.

Nye fællesskaber

Smilet på Dans læber får vi ved selvsyn at se, da han viser os rundt i stueetagen under gangen med de 17 værelser.

”Jeg ved ikke noget bedre end Anders And,” siger han og peger på en kasse med tegneserier, man kan tage med op på værelset.

Han elsker også at spille backgammon og drømmer om at komme til at spille i en klub en dag, men på herberget er det ikke altid nemt at finde nogen at spille med.

”Så skal man i hvert fald fange dem tidligt på dagen,” som han siger.

Mange af beboerne bruger stoffer eller alkohol og så kan det være svært at koncentrere sig om et spil backgammon. Men selvom Dan savner nogen at spille med, er han glad for at bo på herberget, og han hygger sig med mange af sine medbeboere. Lidt længere nede af gangen har han en navnebror, og de to laver tit mad sammen i herbergets køkken. Det hænder endda, at de er endnu flere, som for eksempel forleden, hvor de var fire, der lavede mad sammen. Der var et dejligt leben, som en af medarbejderne senere havde fortalt Jan Lund Pedersen. Og netop den slags oplevelser skal gerne være noget, man samler på, mens man bor på herberget, fortæller han.

”Det viser jo, at man godt kan finde nye bekendtskaber, som kan udvikle sig til noget mere; til venskaber. Man oplever, at man godt både kan lave mad sammen og spise sammen, uden at der behøver at være fire flasker vodka på bordet. Der er mulighed for, at der er noget, der kan spire,” siger han.

Håbet er, at sådanne oplevelser skaber en forandring i beboerne, så de i stedet for at opsøge det samme gamle miljø måske får lyst til at komme i et værested, hvor man ikke må indtage alkohol og stoffer, forklarer forstanderen.

Kender beboerne på godt og ondt

På herberget er det tilladt for beboerne at indtage alkohol og stoffer, men kun alene på deres værelser. Alligevel er der heldigvis mange, der opsøger fællesskabet i stueetagen, hvor de spiller billard, bordfodbold eller brætspil med personalet og hinanden.

Hver aften klokken 20 er der kaffe og som regel lidt sødt, og her benytter mange lejligheden til at få en snak med en af de to socialpædagoger, der er på arbejde hver aften. Og det er der god tid til, for den ene pædagog har først fri klokken 8 næste morgen, mens den anden er på arbejde et helt døgn til klokken 15.15 dagen efter. Og netop døgnvagterne er et vigtigt greb i mødet med beboerne, fortæller Jan Lund Pedersen.

”Vi ser dem, når de har det allerbedst, og når de har det allerværst. Det gør de ikke nødvendigvis på en varmestue, hvor de kun er et par timer ad gangen”.

”De er jo udelukkende på beboernes side, og de må gang på gang advokere for de her mennesker i systemet. Vores socialrådgivere er som to bullterriere, og de går altid en ekstra meter. Det er vi bare nødt til,” siger Jan Lund Pedersen.

Næste skridt egen bolig

Det er også socialrådgiverne, der har hjulpet Dan med at finde den lejlighed, som han snart skal flytte ind i – kun 100 meter fra hans søster og hendes sammenbragte familie med hele seks nevøer og niecer. Dét glæder han sig til. Selv har han aldrig fået børn, og det er han faktisk glad for.

”Med det liv, jeg har levet, er det godt, jeg aldrig fik børn,” konstaterer han.

Til gengæld vil han gerne være en god onkel for sin lillesøsters børn, og det håber han, han kan, når han får sin egen lejlighed lidt nede af gaden fra dem.

For herbergets personale er opgaven at ruste Dan og hans naboer så godt som muligt til næste kapitel af deres liv, fortæller Jan Lund Pedersen.

”Vores fokus er, at de kommer ud i deres egen bolig og får den gjort hyggelig, så de kan kalde den et hjem, og at de har den støtte, de har brug for. Der skal hele tiden være nogen omkring dem, som kan fange dem, inden de falder,” siger han.

I fælleskøkkenets fryser har Dan snuppet et par pakker oksekød, som er blevet doneret til fri afbenyttelse.  Det skal tø op i hans køleskab til i morgen. Han ærgrer sig over, at der ikke er fryser på hans værelse, men når han får sin egen lejlighed, vil han gå på tilbudsjagt og fryse maden ned i små portioner. Det er bare en af de ting, han glæder sig til, når tilværelsen på herberget snart er et lukket kapitel.