”De vil jo bare tale med et menneske” 

Når tilværelsen bliver for svær, sidder Lisbet klar til at lytte. Hun er en af de frivillige i Sct. Nicolai Tjenesten, der årligt besvarer knap 60.000 opkald fra ensomme og sårbare mennesker. 

Tekst: Charlotte Lund Dideriksen

Foto: Kirkens Korshær

Hvem er der for dig, når tavsheden bliver så rungende, at den slet ikke er til at bære? Det er Sct. Nicolai Tjenesten.  

I snart 70 år har samtaletjenesten sikret, at der er en frivillig, der er klar til at lytte, når et menneske står helt alene i verden og har det svært.   

”Egentlig troede jeg, at det var de store eksistentielle samtaler, som brugerne havde behov for. Men ofte er emnet små hverdagsting. Dem vi andre deler med hinanden. Hvad de har lavet den dag, og hvad de har købt i Brugsen. De vil jo bare tale med et menneske, og der er er ingen andre i deres liv, som de kan tale med,” fortæller Lisbet. 

Så plejer hun at spørge brugerne, hvad de så købte? Sidste gang var det måske smør til pandekager. Og så går snakken om dengang i barndommen, hvor faren stod med stegepanden i hånden. De minder er gode at kalde frem.  

To år i telefonvagten 

I to år har Lisbet været at finde i telefonvagten i Sct. Nicolai Tjenestens lokaler i hjertet af København. Hun tager typisk en vagt om ugen.  

Indimellem kræver vagterne lidt ekstra af hende. Det er især, når tomheden og de mørke tanker trænger sig på hos brugeren, som ringer ind. Men så trækker hun på sin erfaring, for hun har et helt arbejdsliv som gymnasielærer med speciale i dansk, filmvidenskab og studievejledning i bagagen.      

”Jeg talte for nylig med en ung mand, som havde svært ved at se en mening med tilværelsen. I løbet af vores samtale kom vi blandt andet til at tale om forfattere, der selv i perioder havde haft det svært, men overvandt deres nedture. Vi nåede også omkring filmen ”Gummi Tarzan” med samme tema. Vores snak endte med, at vi begyndte at fokusere på den unge mands uddannelsesdrømme, og jeg var lettet over den positive drejning, som vores samtale havde taget. Vi talte sammen i næsten halvanden time,” fortæller Lisbet. 

Mening i meningsløsheden 

Netop det at finde en mening i meningsløsheden er årsagen til, at telefontjenesten findes.  

Haldor Hald, der var chef for Kirkens Korshær i 1946-1964, talte i 1957 med Ekstra Bladet om det bekymrende store antal af selvmord, der hærgede byens fattige kvarterer. Det blev til en artikel med den kuriøse overskrift ”Ring til mig, hvis De tænker paa selvmord”.  

Og telefonen ringede så ofte, at det blev meget tydeligt, at der var behov for et sted, hvor mennesker kunne henvende sig anonymt for at tale om deres problemer. 

Haldor Hald bad derfor de københavnske sognepræster om at medvirke i en anonym, folkekirkelig samtaletjeneste, organiseret af Kirkens Korshær. Cirka 100 præster sagde ja til at deltage, så Sct. Nicolai Tjenesten kunne åbne 12. september 1957 – navngivet efter den kirke, hvor de frivillige præster sad. 

Stadigvæk stort behov  

Sidste år blev knap 60.000 opkald besvaret af frivillige som Lisbet. Selvom tjenesten blev oprettet efter en artikel om selvmord, så har tjenesten siden begyndelsen haft fokus på meget andet. Ikke mindst psykisk sårbarhed og ensomhed. 

”Nogle brugere er blevet udskrevet til ingenting med et pilleglas i hånden. Andre er helt alene i verden: De taler ikke med en sjæl, udover måske hjemmeplejen, mens hun støvsuger i de otte minutter, hun har til det. De her mennesker kæmper en sej kamp for at holde den gående, og det er noget af en tillidserklæring, at de under vores samtaler tør blotlægge deres liv for os. På godt og ondt. Det har jeg meget stor respekt for,” fortæller Lisbet.  

Det er den respekt, der gør, at hun uge efter uge tager turen ind til byen for at læne sig frem i stolen med headsettet på. Klar til at lytte. 

”Da jeg var en lille pige fra provinsen, tog mine forældre mig med ind til hovedstaden hvert år, når jeg skulle have en ny kjole. Så plejede min far at pege ind på Sct. Nicolai Tjenestens lokaler og sige: ’Derinde sidder nogle meget kloge mennesker og rådgiver døgnet rundt.’ Det har jeg tænkt på lige siden. Og efter et langt liv så tror jeg faktisk, at jeg er ved at være erfaren nok til at være en af dem.”