Når der ikke findes botilbud og plejehjem for udsatte ældre, kan en plads på et af Kirkens Korshærs herberger blive det sted, man tilbringer sin alderdom. Men Peter og Hennings historier viser, at det er udfordrende at bo på herberg, når man er oppe i alderen.
Foto: Lea Meilandt
Tekst: Kjartan Andsbjerg
Peter
Peter var en ældre beboer, som boede på herberget i en lang årrække. Peter var blevet heroinbruger sent i livet. Han havde voldsomme tvangstanker, ændret virkelighedsopfattelse, motoriske vanskeligheder, vejrtræknings- og lungeproblematikker og en smertefuld kronisk lidelse.
I slutningen af sit liv bliver Peter indlagt med en alvorlig infektion. Og da han bliver udskrevet, er han så svag, at han ikke kan bevæge sig rundt, komme ind og ud af sengen eller på toilettet uden hjælp.
Men der er ikke nogen steder at sende Peter hen. Selvom han er særdeles plejekrævende, vurderer kommunen, at han ikke er i målgruppen for et plejehjem grundet sit brug af heroin. Derfor kommer han tilbage til herberget.
Den sidste tid
Herbergets medarbejdere forsøger at hjælpe Peter videre til et omsorgsophold. Men her vurderes han til at være for plejekrævende, og kommunen afviser visitation til hjælpemidler.
Derfor tager herberget sagen i egen hånd. De låner en hospitalsseng og køber for egne penge en trykluftsmadras til Peter, der nu er sengeliggende stort set hele døgnet. Desværre forværres Peters tilstand hurtigt, og man vurderer, at han er terminal.
Kommunen afviser igen herbergets råb om hjælp. Derfor må Peter ligge på herberget i sin lånte hospitalsseng og få den omsorg, herbergets medarbejdere kan give.
Men herberget er ikke gearet til sådan en plejeopgave. Og selvom medarbejderne opholder sig hos Peter så meget som muligt, ligger han det meste af dagen alene på et værelse i et hus, der kan være yderst kaotisk.
Kort tid efter bliver Peter indlagt igen. Her sover han ind. Alt for tidligt. Og med en alt for uværdig sidste tid.
Henning
Henning var en venlig, ældre mand, som i en periode boede på herberget, fordi han havde et stort indtag af alkohol og havde mistet sin bolig.
En dag ser en medarbejder, at Henning går rundt udenfor herberget og ser søgende ud. Medarbejderen går ud til Henning. Men selvom de to kender hinanden godt, genkender Henning ikke medarbejderen. Han ved heller ikke, hvor han bor henne. Medarbejderen hjælper Henning ind på hans værelse og kontakter sundhedsfaglige instanser. Men da hukommelsestab ikke er en akut skade, kan Henning ikke få hjælp.
Henning har haft et stort indtag af alkohol i mange år, men nu glemmer han at drikke, fordi han har mistet hukommelsen. Det gør ham meget syg. Han begynder at gå rundt på gangene om natten, fordi han ikke kan finde toilettet eller sit eget værelse.
Forværret tilstand
Henning bliver abstinent og indlagt. Det tager lang tid at få stabiliseret Henning, og da han bliver udskrevet, er hans tilstand blevet værre. Personalet må hver dag vække ham, minde ham om bad, følge ham til hans værelse og servere måltider for ham. Henning ved stadig ikke, hvem han er, eller hvor han er henne.
Til sidst bliver Henning tilbudt en plads på et privat aflastningshjem i København, hvor hans kontaktperson besøger ham. Desværre kan han stadig ikke genkende hende og tror, at han er tilbageholdt i en arbejdslejr.
Henning kommer aldrig tilbage til sig selv, men hans kontaktperson har sammen med Henning nedskrevet hans livshistorie, før han mistede hukommelsen. Henning kan derfor læse om sig selv med sine egne ord. Et lille lyspunkt i en ellers trist hverdag.
Forstander på Kirkens Korshærs Herberg på Hillerødgade, Mathilde Holmgaard, om at bo på herberg som ældre
Det er hårdt at bo på herberg. Du skal forholde dig til andre beboere og fagprofessionelle. Gøre dit værelse rent. Møde på jobcenteret. Navigere i kommunale systemer. Måske i rusmiddelbehandling. Samtidig slås du med ar på krop og sjæl fra dit liv som udsat – jo længere tid du er på gaden, jo tydeligere bliver de ar.
De unge, som banker på min dør, har en vis energi til at håndtere udfordringer. Sådan er det ikke for de ældre. De kommer, fordi gaden har slidt dem op.
Ældre beboere kan have store plejebehov og svært ved at finde en rutine i at handle, lave mad og få rent sengetøj på. Samtidig lider de under forventningen om, at nu, hvor de har tag over hovedet, så har de energi nok til alle de vigtige skridt, der skal tages for at løse deres sociale problem. Den energi har de bare ikke. De har kun energi til det sure som at få åbnet e-Boks og dukke op til møderne på kommunen. Det forringer deres livskvalitet betragteligt.
Der mangler gode løsninger for ældre i hjemløshed. Så de kan få gode, sunde og kærlige rammer i deres sidste tid.
Peter og Henning er ikke hovedpersonernes rigtige navne.
Redaktionen kender deres rigtige identitet.
