Hvordan ender man på en varmestue? Marianne fortæller.

Et chok og en ubærlig sorg førte til misbrug. Nu kæmper Marianne for at få livet tilbage.

De fleste har stået ved en forgrening i livets landevej, hvor vejen delte sig i to, og de skulle tage en beslutning: dén uddannelse, dét job, dén kæreste? De langsigtede konsekvenser af at vælge den ene vej fremfor den anden lurer først ude bag horisonten.

For nogle bliver det forskellen mellem livet som tandlæge og som brandmand.

For andre mellem rækkehuset og varmestuen.

Mariannes far blev smidt ud hjemmefra, fordi han drak for meget. Derfor blev hun selv afholdskvinde. Indtil livet blev for hårdt. Så holdt hun sig ikke tilbage længere.

Ifølge SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, er der en større risiko for at ende på varmestuen, hvis du har mødt modstand tidligt i livet. Du kan også sagtens leve med et misbrug, men den dag, du rammer et bump i vejen, bliver misbruget et åg om halsen på dig.

I dag kan man finde Marianne på en af Kirkens Korshærs varmestuer, hvor hun samler energi til langsomt at genopbygge det, hun kalder et normalt liv.

Bumpet i vejen

Den 16. marts 1999 var en dag som alle andre. Marianne stod op sammen med sin mand, de spiste morgenmad, og hun fulgte børnene i børnehave og skole.

Mens hun var væk, sprang hendes mand ud foran et gennemkørende S-tog.

Det behøver ikke være starten på en historie om en nedtur. Men psykologen ville hellere tale om Mariannes barndom og forholdet til hendes mor, end om hvordan hun levede med, at hendes mand tog livet af sig. Kommunen sendte hende breve om, at hun ikke kunne håndtere at være alene med tre børn. Måske havde de ret. Børnene kom i aflastning, og Marianne fik tid til at se andre voksne mennesker.

– Jeg kan være meget stille og meget genert. Jeg er ikke den, der kommer ind og siger ’halløj, her kommer jeg!’ Havde jeg fået et par glas vin eller tre, så havde jeg lidt nemmere ved at gå ud og tale med fremmede, fortæller hun.

Så blev det starten alligevel.

– Det var ikke sorg, det var vrede. Jeg har været så vred i mange, mange år. Jeg havde godt nok bedt om skilsmisse, men vi havde tre børn, kunne han dog ikke være blevet i den her verden, så vi kunne have været sammen om det? Siger Marianne.

Langsomt tog det til med flere glas vin, når hun var ude med sine venner – og når børnene var i skole. Da hun nogle år senere mødte en god mand, kunne hun ikke længere styre det.

– Der var en mand, der ville mig det godt, men jeg havde ikke fået bearbejdet selvmordet. Jeg smed ham ud otte gange, 10 gange. Jeg hævede hele tiden barren for, hvad han skulle gøre, for at jeg var glad. Om morgenen kunne jeg ikke huske, at jeg havde smidt ham ud, fortæller Marianne.

Det normale liv

For Marianne var der et øjeblik, hvor det gik op for hende, at hun ikke ville drikke mere. Det var, da hun for anden gang faldt og slog ansigtet efter lidt for mange glas vin.

Hun forlod sin mand en nat, da hun blev bange for, at han ville eskalere fra psykisk vold til den fysiske af slagsen. Hun fik hjælp af sin sagsbehandler til en midlertidig bolig og begyndte at komme på Kirkens Korshærs lokale varmestue, hvor hun efter et stykke tid fik hjælp til at få sin egen lejlighed.

– Havde det ikke været for min sagsbehandler og Kirkens Korshær, så var jeg nok gået tilbage til ham. Jeg havde ikke andre steder at gå hen, siger hun.

Problemet var bare, at hun følte sig alene, og hvor vidste hun af erfaring, at hun kunne få selskab? På værtshuset. Det var et sted, hun kendte. Der var mennesker at tale med.

Heldigvis har hun nu fået selskab i varmestuen og i en forening af tidligere alkoholikere. Efter fald nummer to kunne hun holde op med at drikke uden at blive ensom. Nu har hun mennesker, hun kan tale med, og som forstår hende.

– Jeg vil have lov til at føre et normalt liv og selv have kontrollen over mit liv, for det havde jeg ikke før, siger hun.

* Marianne er ikke hendes rigtige navn, men Kirkens Korshær er bekendt med det.