På gaden handler det om at overleve. Kampen for at finde et sted at sove og for at få opfyldt et basalt behov om mad er endeløs – og nogle gange er det faktisk nemmere at skaffe stoffer end et måltid mad. Wesleys fortælling sætter ord på, hvordan livet på gaden fysisk og mentalt æder dig op.
Tekst: Tobias Sonne Olsen
Wesley er lige fyldt 40. Han bor på Kirkens Korshærs herberg på Hillerødgade i København – en adresse han har haft de seneste to år. Men før han fik et værelse her, tilbragte han det meste af sit liv på gaden.
Han er født i Brasilien og boede dér de første ti år af sit liv. Så mødte hans mor en dansk sømand, og sammen rejste de til Danmark, hvor familien slog sig ned.
”Jeg kom til Danmark, og det eneste jeg kunne sige, da jeg begyndte i en dansk folkeskoleklasse, var ’det forstår jeg ikke’. Det var svært, at jeg konstant blev mødt af kulturforskelle, fordi jeg ikke lignede de andre,” fortæller Wesley, da vi mødes på Hillerødgade.
Et liv i konstant kamp
Han er en høj, ranglet mand, hvis krop bærer tydelige spor af et liv i konstant kamp for at få dækket de mest basale behov. Sult har fulgt ham som en skygge. Allerede som 12-årig endte han første gang på gaden.
”Da alle andre tog hjem til deres familier og spiste mad, som de tog for givet, vidste jeg ikke, om jeg ville få mad i dag eller i denne uge.”
I årene efter boede Wesley af og til på børnehjem eller hos venner. Men ofte var fortove, brosten og varmeriste hans eneste seng. Kulden og abstinenserne gjorde ondt, men sulten – den nagende fornemmelse af en tom mave – var det sværeste at udholde.
”Når du ikke har spist i fem dage, så er mad det eneste, du kan tænke på. Hvordan du skaffer det, hvad du kan få fat i, og om det bliver i dag eller i morgen. Som en af mine venner engang sagde til mig: ’Vores allerværste fjende er vores mave. Virker den ikke, så virker resten heller ikke’.”
© Massimo Fiorentino
Da han som 12-årig forsøgte at få hjælp i sin daværende hjemkommune, mødte han op til et møde med sin sagsbehandler. Han havde ikke spist i fem dage og besvimede næsten i stolen. Alligevel blev det noteret, at han var så påvirket af stoffer, at han knap kunne stå på benene.
”Det er bare en episode ud af mange, hvor man virkelig har kunnet se på mig, at jeg ikke fik mad. Men fordi jeg var stemplet som misbruger eller utilpasset ung, var det dér, fokus var. Det er svært at være klar i hovedet til at tage imod hjælp og opsøge den, når du har levet af luft i en uge.”
Gaden bliver ekstra hård
Når man – som Wesley – har tilbragt store dele af sit liv på de danske fortove, på evig jagt efter et bad, et måltid mad eller stoffer til at dæmpe de indre dæmoner, så kender man gadelivets mange ansigter.
Selvom mange ser livet på gaden som hårdt og brutalt – hvor det gælder om at klare sig selv – så bliver det hele endnu mere nådesløst, når maden begynder at slippe op.
”Du er desperat i forvejen. Du ved ikke, hvor du skal sove, skaffe penge, eller hvem du kan stole på. Når du så samtidig kan mærke, at flere er sultne, så bliver det hårdere, fordi folk bliver endnu mere desperate – ikke kun for at leve, men helt simpelt overleve til i morgen.”
Især uden for de større byer mærkede Wesley, hvor få muligheder der var for at finde mad. I sine år som gadehjemløs i provinsen oplevede han, at kampen om det næste måltid var benhård.
”Hvis jeg stod et sted, og der kun var en portion tilbage, men tre mennesker i køen, så var der jo to, der måtte sulte – i hvert fald til i morgen.”
Sulten sætter sig ikke kun i kroppen. Den slider også på psyken, fortæller Wesley.
”Du var så tæt på at få stillet dit dybeste behov – og så alligevel ikke. Du kunne lugte mætheden, du kunne se den, men du fik den ikke følt den dag. Så er det hårdt at gå videre ud på gaden for at se, om du kan finde et sted at sove – helst i læ.”
Sulten er en ond spiral
Som hjemløs handler meget af dagen om at finde noget at leve af. Det kan være flasker, der kan pantes, mad, der kan spises, eller penge, der kan skaffes.
Alt det kræver energi, man ikke har. Når kroppen er tom, og du alligevel må bevæge dig gennem byen i jagten på overlevelse, bliver hvert skridt en kamp. Det kan ses på mennesker, når de kæmper, fortæller Wesley.
”Folk undgår dig på gaden. De kigger væk eller går over på den anden side. De tror, du er skæv, men du er egentlig bare underernæret, og dit eneste fokus er, at du ikke vil vælte og besvime foran alle og enhver.”
For nogle bliver stofferne en måde at håndtere ikke bare abstinenser og psykisk smerte – men også sulten.
”Der er stoffer, der gør, at du ikke kan mærke sulten på samme måde, som når du er clean. På gaden kan det også være nemmere at skaffe stoffer end mad.”
Varmestuer redder liv
Da Wesley første gang kom til København og sov på gaden, kendte han ingen. Han vidste ikke, hvor han kunne få gratis eller billig mad. Byen er stor, mulighederne er der – men uden nogen til at vise vej, er de svære at finde. Han endte med at gå rundt i et par dage uden mad, fordi han ikke vidste, hvor han skulle henvende sig.
”Da jeg endelig fik mad, fandt jeg også hurtigt en ro, der satte sig i hele kroppen – også i hovedet.”
Men den ro er flygtig, fortæller han.
”Hurtigt skal du jo finde et nyt sted at sove, og du ved ikke, om du får morgenmad. Det er et stressende liv. Mætheden bliver aldrig hel, fordi der er en chance for, at du bliver sulten igen om et par timer, og så kan der gå flere dage, før den kortvarige ro rammer kroppen igen.”
Ifølge Wesley spiller varmestuer og sociale tilbud en afgørende rolle – ikke kun for overlevelse, men også for værdighed. Et bad, tøj på kroppen og et måltid i maven kan være forskellen på, om man kan skaffe penge på en legitim måde eller ej.
”Når vi ikke kan komme i bad, så er der ingen, der vil købe aviser af os, og så kan vi ikke skaffe penge. Og når man så bliver desperat nok, kan man blive nødt til at stjæle mad fra en container.”
Han tøver ikke, da han bliver spurgt, om varmestuer og madtilbud gør en forskel.
”Hvis os på gaden ikke fik de her muligheder, ville flere dø. At sove på gaden i Danmark om vinteren er hårdt nok, men hvis du samtidig ikke har spist i flere dage, er det farligt. Jeg har ikke drømt om det her liv med sult, men det er sådan, det er for mig nu, og derfor er jeg glad for, at vi kan få mad, så vi bare nogle gange er mætte, ligesom dem der sidder inde i varmen.”
