Et udsat menneske bliver endnu mere udsat, hvis de ikke kan se. I otte år har brillekæden SmartEyes åbnet deres butikker for brugere af Kirkens Korshærs varmestuer, som så kan vælge sig et par briller.

Tekst: Charlotte Lund Dideriksen
Foto: Kirkens Korshær
– Hey, du ser godt ud her til morgen, makker. Men nu må vi se, om du stadig gør det, når jeg har fået briller!
Manden i den grønne vinterfrakke besvarer tilråbet med en høj latter, og slutter sig til den lille flok, der har taget plads omkring et fælles askebæger på bænkene i gården med fyldte kaffekrus i hænderne.
Vi er på Paradiset, et værested for socialt udsatte mennesker i Lyngby ved København, hvor omkring 90 mennesker, der til dagligt slås med hjemløshed, ensomhed, psykisk sårbarhed eller et problematisk forbrug af stoffer eller alkohol.
I Paradiset kan man få et måltid mad, omsorg, støtte og hjælp til basale behov. I dag er det briller, til de af brugerne, der kæmper med synet, det handler om.
For det at have passende briller er noget, mange tager for givet. Men er man et menneske i udsathed så er briller – og briller der passer – sjældent noget, som økonomien rækker til.
“De sidste par måneder har jeg måttet spørge min kammerat, om hvad der stod, hvis jeg skulle læse noget. Selv på telefonen, det blev helt sløret. Da jeg sad derinde i stolen, og han drejede på sin maskine, stod det hele knivskarpt frem.”
Som alle andre
Inde i varmen, i Paradisets lille køkken, er der travlt. Mens der bliver smurt en hel pladefuld sandwich med skinke og ost til turen krydses listerne af. 18 af stedets brugere skal have nye briller i dag. Lene og Gurli, to af stedets faste frivillige, har meldt sig som chauffører.
De næste timer kører de fast rutefart mellem værestedet og brillebutikken, så alle kan komme med. Ventetiden går med gode snakke med brugerne og med strikketøj.
– En af de ting vi er glade for ved det her samarbejde, er at folk bliver behandlet som alle andre mennesker, det er de ikke vandt til når de kommer ind i en butik. Brugere, der måske ikke har været så meget i bad, oplever ofte at blive set skævt til. Her tager butikken sig tid til dem, fortæller Anders Holst Bundgaard, der er leder af Paradiset.
Hvert år siden 2016 er turen gået nordpå til Hørsholm, hvor den lokale optiker fra SmartEyes tager imod.
Denne mandag har de lukket butikken for de almindelige kunder, og uden beregning skal synet på Paradisets brugere tjekkes, og derefter kan de frit vælge et par nye brikker fra butikkens hylder.
Allerede da butiksdørene rulles til side står de første tre brugere klar, og snart står de alle langs væggene mens de nøje studerer udvalget.
Synet har vital indflydelse på vores evne til at læse, lære og generelt opleve god livskvalitet.
Siden 2016 har brillekæden SmartEyes, der er en del af Synoptik, samarbejdet med Kirkens Korshær om at give socialt udsatte et bedre syn på livet ved at uddele briller.
I Smarteyes ser man uddelingen som en væsentlig del af ens ansvar for omverdenen. Det forklarer Sarah Pilegaard, der er marketingansvarlig i optikerkæden: Vi arbejder hver dag for at give danskerne bedre forudsætninger for at se bedre. Vi er stolte af, at vi i samarbejde med Kirkens Korshær fortsat kan hjælpe mennesker, der måske ikke selv har midler”.
I 2024 forventes det, at omkring 600 socialt udsatte mennesker over hele landet vil få uddelt briller gennem samarbejdet
Et helt nyt ansigt
Der er sin sag at finde det rette brillestel. Mange leder efter et holdbart et, så det kan tåle at ryge en tur på gulvet. For det sker jo.
– Det er jo næsten ligesom at være i en bolsjebutik, men det er sgisme svært at vælge. Det her kræver vist bønner, siger en bruger efter at have været de første tre brillehylder igennem. Han går over til butikkens kaffemaskine, der kværner kaffebønner på fuldt tryk.
Tykke, tynde, tunge, lette, indrammede, farvede eller metal. Der er mange forskellige slags stel, og de gør noget forskelligt for ansigtet.
– Den her form klæder mig altså, det er som om at hele mit hoved bliver løftet et par centimeter, griner en bruger, mens hun prøver briller med lysegråt stel.
– De er godt nok gode på dig, dem der. Men det vigtigste er at de sidder godt, så lad mig lige rette dem til, forklarer Jeppe Lockenwitz Petersen, der er butikschef i SmartEyes i Hørsholm.
Han finder en lille tang frem, og retter brillestængerne til. Så træder han et skridt tilbage og tjekker efter. Efter et par prøvninger sidder brillerne helt perfekt.
– Ej men altså, jeg får jo et helt nyt ansigt med dem på, siger hun og tager et sidste blik i spejlet før brillestellet lægges klar på butikkens disk, så de nye brilleglas kan komme i dem.
Om to uger er de klar til, at hun kan hente dem. I de fleste tilfælde skal brillerne lige rettes en sidste gang, det klarer man i butikken.
Tilbage i sadlen
Bagerst i butikken er to af medarbejdere travlt optaget med at lave synstest. En efter en kaldes brugerne ind, synet kan blive målt og testet, og man i fællesskab kan nå frem til, hvad der er brug for.
– Det var vildt, så klart det pludselig blev da han drejede på den knap. Jeg kan slet ikke huske at noget har været så skarpt, fortæller en bruger.
Det er halvandet år siden han mistede sine briller, så tingene har set noget sløret ud lige siden. Det har også betydet at han er faldet nogle gange, fortæller han.
– Det er længe siden jeg sidst turde at cykle, det var helt umuligt at få overblik over sådan en vej. Men hvis mine briller bliver lige så skarpe som derinde, så tør jeg altså godt at sætte mig på cyklen igen, fortæller han, mens han nøje udvælger et markant sort stel fra væggen. Dem skal det være.
Han slentrer ud af butikken og sætter sig med en sandwich og en kop kaffe, men sender et par opmuntrende tilråb til de af brugerne, der stadig er i gang med at vælge stel.
– Den der, den er lige i øjet. Du ligner en rocksanger.
Slut med læsehjælp
Der er frit valg på alle hylder i butikken. Det er det letteste, men vigtige endnu er det også det mest værdige, at man ikke bare skal holde sig til et enkelt stativ
– De er jo vores kunder, og skal behandles sådan, forklarer Jeppe Lockenwitz Petersen.
– Det er et noget andet klientel end dem vi møder til dagligt. Men der er altid god atmosfære, når de kommer. De siger tingene, som det er, og det er fedt. Som optiker kan man godt blive overrasket over, hvor længe folk har gået uden at kunne se. Jeg talte med en der i 10 år kun har set en rød facade, nu kan han se mørtlen mellem murstenene.
Efter et par timer i butikken er folk ved at få den sidste runde forbi de mange brillestativer inden turen går hjem. Foran det oplyste spejl kaster man lige et sidste blik på sig selv i alle vinkler.
På vejen hjem i bilerne går snakken. Et par af brugerne tæller allerede dagene til at ventetiden, til de nye briller er klar, er slut.
– De sidste par måneder har jeg måttet spørge min kammerat, om hvad der stod, hvis jeg skulle læse noget. Selv på telefonen, det blev helt sløret. Da jeg sad derinde i stolen, og han drejede på sin maskine, stod det hele knivskarpt frem.
Paradiset er et fristed, der oprindeligt blev startet op af brugerne tilbage i november 1991. I dag drives Paradiset af Kirkens Korshær, hvor der er to ansatte. Det er et sted, hvor man kan komme og være sig selv. Og et sted, som kan rumme dem, der har slået sig på livet.

Vil du vide mere om erhvervssamarbejder?
Kontakt Jamila Shah på
23 29 19 98 eller j.shah@kirkenskorshaer.dk




