Som alenemor har Emma fundet støtte, tryghed og fællesskab i Kirkens Korshærs Børnecafé. Her får hun hjælp til både julen og hverdagen, mens hun skaber et bedre liv for sig selv og sin datter.

Tekst: Ida Friis Agermark
Foto: Kirkens Korshær
Emma er alenemor til en pige på to år, og kommer hver dag i Børnecaféen på Christianshavn, der er et af Kirkens Korshærs familiestøttende tilbud. Her får hun hjælp og støtte til at håndtere hverdagen.
“Vi kommer i Børnecaféen hver dag. Det betyder rigtig, rigtig meget for mig, at jeg kan komme hernede. Jeg vil sige, at det her sted er en familie for mig”, fortæller Emma. Hendes egen familie bor ikke i nærheden, og det er en stor aflastning, at hun i Børnecaféen kan dukke op, når hun har brug for det.
Børnecaféen på Christianshavn er et af Kirkens Korshærs 15 familiestøttende tilbud på landsplan. Her kan udsatte familier hele året få hjælp og støtte til fx dialog med offentlige instanser og sundhedsvæsnet.
For Emma er det ikke kun hjælpen med praktiske eller mentale udfordringer, der gør, at hun bruger Børnecaféen så flittigt. Hun har også fundet et fællesskab med kvinder i samme situation, som hende selv:
”I Børnecaféen føler jeg mig ikke anderledes, for her har vi allesammen været igennem et eller andet. Jeg er virkelig mig selv, når jeg er hernede og behøver ikke have en facade på, som jeg ville have andre steder.”
“I år skal vi i kirke. Jeg har aldrig prøvet en gudstjeneste før, så jeg ser virkelig frem til det. Dét, og de andre julearrangementer, hvor vi skal lave julepynt og pynte op, glæder jeg mig mest til her i julen.”
En jul som alle andre børn
I december har familietilbuddene særligt fokus på juleaktiviteter, hvor fællesskab, god stemning og traditioner er i fokus. Der bliver også uddelt julehjælp i form af gavekort, mad og kalender- og julegaver til børnene, og der bliver lavet julepynt. Mange af de familier, der bruger Kirkens Korshærs familietilbud, har nemlig udfordringer, der gør det svært selv at holde fast i juletraditionerne.
Emma søger julehjælp for andet år i træk. Sidste år fik hun bl.a. et gavekort, som hun brugte på at købe vinterstøvler til sin datter. Og i år har hun fået vintertøj, så datteren er klar til de kolde måneder.
”Det betyder meget for mig at kunne give mit barn en jul ligesom alle andre børn. Nu er hun to år og forstår faktisk, hvad julen er, så det betyder meget at kunne fejre det med hende. Det var hendes første jul sidste år, så i år bliver det endnu mere betydningsfuldt at kunne give hende en julegave,” fortæller Emma. Hun har også fået hjælp med julemaden, så den lille familie kan holde en rigtig juleaften.
Der er så mange traditioner og forventninger i december, der er forbundet med at være sammen. Men når man ikke har familie tæt på, kan det føles ensomt og uoverskueligt. Derfor ser Emma meget frem til juleaktiviteterne i familietilbuddet:
”I år skal vi i kirke. Jeg har aldrig prøvet en gudstjeneste før, så jeg ser virkelig frem til det. Dét, og de andre julearrangementer, hvor vi skal lave julepynt og pynte op, glæder jeg mig mest til her i julen,” siger Emma.
Frirum til at være sig selv
Emma fortæller, at det særlige ved Børnecaféen er, at hun kan være helt sig selv. Dér kan hun slappe af, og hun føler sig helt tryg, når hun træder indenfor og møder velkendte ansigter blandt personale og de andre brugere.
Da Emma blev mor, flyttede hun i en lejlighed, hvor huslejen var så høj, at der ikke var råd til mad til hverken hende selv eller hendes datter. Det var på det tidspunkt, hun først hørte om Kirkens Korshærs familietilbud på Christianshavn.
”Hvis jeg ikke havde haft Børnecaféen, tror jeg faktisk, jeg ville være på gaden. Hele min kontanthjælp går til el og husleje”, forklarer Emma. ”Op til jul får jeg hjælp i form af gavekort, tøj og mad, som jeg aldrig selv havde haft muligheden for at købe. Og så får jeg hjælp og støtte hernede, som betyder alt for mig.”
Når hun er urolig, kan det hjælpe at komme ned og give en hånd med, fx når der skal gøres klar til den ugentlige fællesspisning om onsdagen. Så får hun ledt tankerne væk og kan bedre bare være. Det hjælper også, at der er nogle, der kender hende og kan se, hvis hun har en dårlig dag.
”Hvis jeg er ked af det, så spørger personalet ind til det. Det hjælper at tale om det,” forklarer Emma, og fortsætter: ”Jeg blev virkelig ensom, efter at jeg fik mit barn og flyttede hertil. Jeg havde ingen tæt på og manglede et fællesskab. Det har jeg fået hernede, og jeg har været her hver dag, siden jeg startede.”
Kirkens Korshær er et fristed for de mennesker, som kommer i vores tilbud. Derfor er Emmas navn ændret og hendes historie anonymiseret.

Har du spørgsmål til artiklen
Kontakt Kjartan Sveistrup Andsbjerg på
29 83 97 70 eller ksa@kirkenskorshaer.dk




