Uanset hvor meget et menneske er faret vild i livet, uanset antallet af brændte broer og handlinger, der måske tynger samvittigheden, så er der stadig tale om et menneske med umistelig værdi. Jonas Jakobsen fortæller flittigt om Kirkens Korshærs arbejde fra sin private profil på Facebook og formidler Kirkens Korshærs menneskesyn i praksis.
© Massimo Fiorentino
Tekst: Charlotte Lund Dideriksen
Foto: Massimo Fiorentino
Når Jonas Jakobsen, leder af Kirkens Korshær i Aalborg og Regionschef for Nord- og Midt/Vestjylland, skriver sine opslag på Facebook, så gør han det ikke – som man måske kunne tro – for at andre skal se dem.
Han laver opslagene, fordi han elsker at skrive og gerne vil dele sine tanker om, hvad han oplever i Kirkens Korshær.
”Jeg synes, at de mennesker, vi møder i Kirkens Korshær de har levet nogle liv, som langt de fleste borgere i vores samfund ikke aner eksisterer.”
Allerede her viser Jonas’ menneskesyn sig. Og det bliver hurtigt tydeligt, at der i opslagene på hans private Facebook er en grundtone af næstekærlighed – af nærvær, omsorg og respekt – som er en del af Jonas’ dna.
”Mit mål er ene og alene at bidrage til at synliggøre, at mennesket er mangfoldigt. At der findes mange liv, og rigtig mange måder at leve sit liv på. Og nogle af dem er så smertefulde, at det næsten ikke er til at holde ud, men de fortjener også at blive omtalt med værdighed og ordentlighed,” forklarer han.
”Det var så stærkt, at det klingede totalt hos mig. Jeg tror virkelig på, at uanset hvilke bedrifter eller status et menneske har, eller hvilket livsforløb et menneske har haft, så har det menneske præcis den samme værdi som du og jeg.”
Fuldendt integration
Jonas taler sig hurtigt varm, og det er tydeligt, at han er en levende forlængelse af Kirkens Korshærs menneskesyn. Sådan skal det nok være, når man har haft næsten hele sit arbejdsliv – på nær et halvt år som sagsbehandler og 7-8 måneder som opsøgende gadeplansmedarbejder – i Korshærens tjeneste.
Gennem årene er der med Jonas’ ord sket en ’fuldbyrdet integration’ mellem ham og Kirkens Korshær. Selvom der ikke blev talt om gud eller kirke i Jonas’ barndomshjem, så gav mødet med Kirkens Korshær mening på et højere plan. Især fandt Jonas sig godt til rette i Kirkens Korshærs tilgang, at alle mennesker er skabt i Guds billede og har uendelig stor værdi.
”Det var så stærkt, at det klingede totalt hos mig. Jeg tror virkelig på, at uanset hvilke bedrifter eller status et menneske har, eller hvilket livsforløb et menneske har haft, så har det menneske præcis den samme værdi som du og jeg.”
”Indimellem oplever vi her i Aalborg, at der er nogen, der omtaler lige præcis de borgere, som om det er andenrangsmennesker, der skal ud af byen. Det synes jeg er beskæmmende.”
Værdigrundlaget er kernen
Det faktum, at alle er lige, gennemstrømmer også Jonas’ arbejde som leder af Varmestuen i Aalborg. Og det ligger dybt indlejret i ham, at alle møder med andre mennesker skal tage et næstekærligt afsæt og spindes omkring nærvær, omsorg og respekt.
”Det gælder, uanset om det er det hjemløse menneske på varmestuen, om det er familien, der kommer ind i familietilbuddet, kommunalpolitikere, vi samarbejder med, eller en kunde i genbrugsbutikken. Ethvert menneske skal mødes med nærvær, omsorg og respekt.”
Måden Jonas siger det på, gør det klart, at han faktisk mener, at ethvert menneske har ret til at blive mødt ud fra de tre principper.
Retorikken har ændret sig
Grunden til, at Jonas understreger det, er nok, at retorikken er ændret, når andre mennesker taler om udsatte. Der er mindre sympati for eller rummelighed over for mennesker, der stikker ud. Hvor utilfredshed før blev luftet i læserbreve, så oplever han nu målrettet kategorisering og indimellem direkte udskamning af udsatte mennesker.
”Indimellem oplever vi her i Aalborg, at der er nogen, der omtaler lige præcis de borgere, som om det er andenrangsmennesker, der skal ud af byen. Det synes jeg er beskæmmende,” siger han med en tone, så alvoren ikke er til at misforstå.
Men alligevel er der plads til omsorg, nærvær og respekt, også når han taler om andre menneskers tvivlsomme adfærd. For selvom Jonas tager afstand fra dem, der dømmer, så dømmer han dem ikke. Helt efter den korshær’ske drejebog.
”De mennesker, der udtaler sig på den måde, gør det jo ud fra et rationale, der er baseret på frygt og på utryghed. Vi kommer ikke videre, hvis vi dømmer dem. Vi bliver nødt til at forstå, hvad der ligger bag de udtalelser, og hvorfor der er behov for at omtale andre mennesker på den måde. Og så er det jo det, vi må snakke om – i stedet for at begynde at udskamme mennesker, som i forvejen lever en meget, meget udsat tilværelse.”
Nærvær, omsorg og respekt i hvert møde
Nærvær er det her med at kunne være nær. At være nær med et andet menneske handler også om, at du kan være nær med dig selv. Hvis du ikke kan være nær med dig selv – og ikke ved, hvad der ’trigger’ reaktioner hos dig – så bliver nærværet besværligt. Pludselig følelsesmæssige reaktioner er ikke gode, når man skal være i en tæt relation. Så nærværet handler både om at kunne være nær det andet menneske, men også at kunne være nær sig selv.
Omsorg handler om, at vi står til rådighed med det, som et andet menneske måtte have brug for. De mennesker, der kommer hos os (Kirkens Korshær, red.), kommer af en grund. Den årsag skal vi finde, så vi bedst muligt kan lindre det liv og den smerte, de lever med. Så omsorg handler om at kunne give noget af det, vi har i overskud, til nogle af dem, som har underskud.
Respekt er et medmenneskeligt element, der handler om, at vi behandler mennesker ordentligt, taler pænt til dem og ser dem som ligeværdige. Uanset om du lever på gaden eller ej, så er du lige så værdigt et menneske som alle os andre.
I øjenhøjde på Facebook
Så når Jonas sætter sig til tastaturet, er det også for at få flere til at se på andre mennesker gennem prismet, at mennesker har umistelig værdi. Og for at levere det levede, udsatte liv i øjenhøjde til dem, der følger med.
Han gør det – selvfølgelig – med nærvær, omsorg og respekt, fordi de tre elementer altid giver kvalitet i en relation til et menneske.
”Hvis vi alle sammen kunne møde mennesker på den måde, ville vi bo på en bedre planet. Sådan er det også i forhold til udsatte mennesker. Vi skal huske på, at udsatte mennesker ofte har livslang erfaring med ikke at blive mødt på den måde.”
Måske er det også derfor, at Jonas meget sjældent møder negative kommentarer på sine opslag. Opslagene kommer fra et rent sted, helt ærlige og uden bagtanker, som han siger.
”Fordi jeg har den tilgang til opslagene, hvorfor skulle der så være nogen, der har behov for at være negative omkring det? Jeg møder generelt meget få negative mennesker i mit liv, så på den måde tror jeg faktisk, at det hænger sammen: Det jeg kommer ud med, det er også det, jeg bliver mødt af.”
Så Jonas skriver videre. For at få afløb for sin lyst til at skrive, for at give dem, der læser med, et indblik i livet blandt udsatte i Aalborg – og fordi han føler et kæmpe ansvar for at tale om dem, alle andre ikke taler så meget om. For alle mennesker er lige meget værd og fortjener, at der er nogen, der taler deres sag og fortæller deres historie.
