I Hyttebyen kan man være den, man er

I udkanten af Vejle ligger Hyttebyen, hvor tidligere hjemløse har fundet hjem og frihed til at kunne være sig selv. Det bidrager til at skabe en værdig alderdom. 

Tekst: Kjartan Andsbjerg Svejstrup

Foto: Iben Gad

Lige hvor Vejle stopper, dukker syv koksgrå hytter op. Omgivet af bare marker og de træklædte skråninger, der omgiver ådalen. Det er ikke Toscana, men det er så smukt, som et gråt dansk landskab nu engang kan være det. 

De koksgrå hytter kaldes Hyttebyen. Her bor seks mennesker over 50 år, der alle har mærket det barske liv i hjemløshed på egen krop. Men som nu kan kalde de koksgrå hytter i udkanten af Vejle for deres hjem.   

Senere på året skal Hyttebyen flyttes én kilometer længere ud af samme vej. Kommunen har nemlig planer om at opføre en ny bydel med etageejendomme og caféer her på de tomme marker. Og selvom det måske lyder tillokkende for mange af os, er det ikke de mest ideelle rammer for beboerne i Hyttebyen, forklarer Bettina Bøgelund Skjølstrup, afdelingsleder hos Kirkens Korshær i Vejle. 

– Beboerne kan godt have en anderledes måde at leve på, som ikke harmonerer med tæt bebyggelse. Så selvom vi selvfølgelig er kede af at skulle flytte, skal vi nok få noget godt ud af det. Og alle beboere flytter med. 

Bettina Bøgelund Skjølstrup har arbejdet i Kirkens Korshær i 23 år og har som afdelingsleder blandt andet ansvaret for Hyttebyen. Her kommer hun og hendes kollegaer hver dag i dagtimerne for at hjælpe beboerne ”med at gå hverdagen til at fungere”, som hun formulerer det.  

Om aftenen er der en telefonvagt, hvis beboerne skulle have akut brug for hjælp. Den giver beboerne en tryghed, forklarer Bettina Bøgelund Skjølstrup. Men det er sjældent, den bruges. For det meste klarer beboerne sig selv. Og da de en dag ikke kunne få fat i en deres bofæller, der var faldet om, klatrede de selv ind ad vinduet hos ham og hjalp med at komme op. 

Tomater, flag og en smilende sol 

Hyttebyen består af seks rektangulære koksgrå boliger på cirka 50 m2. Hver bolig består af eget bad, soveværelse og køkkenalrum. Til hvert hus hører en grund på omkring 5 gange 5 meter.  

Mellem husene var engang var højt grønt græs, som beboerne hjalp med at klippe. Men i dag er der større fokus på biodiversitet, så grunden er i stedet fyldt med vildtvoksende græsser, der giver et hyggeligt landligt udtryk. 

Vejret betyder, at ingen beboere opholder sig udenfor ved de bænke og stole, der står arrangeret uden foran husene. Men det gør de faktisk, når det er sommer, fortæller Bettina Bøgelund Skjølstrup, mens hun viser, at der om sommeren vokser blomster i kummer bestående af bildæk, ligesom nogle beboere dyrker jordbær, grøntsager og tomater.  

Solmodne tomater virker meget langt væk her i blæst og fire grader, så afdelingslederen sætter kurs mod Fælleshuset. 

Fælleshuset er på størrelse med de andre huse. Der er åbent for beboerne hele døgnet. Her er et køkken, et spisebord og en sofagruppe. I køleskabet står der altid smørrebrød fra en forretning inde i byen. Det skal sikre, at folk husker at få noget at spise. Om fredagen er der fællesspisning, men beboerne har mulighed for at bruge køkkenet alle dage.  

I huset kommer beboerne hver dag for at mødes. Nogle kommer for at drikke en kop kaffe. Andre kommer for at lave mad med andre. Nogle bare for at være sammen med andre.

At kunne være den, man er 

Ved første øjekast ser hytterne nærmest identisk ud. Men kigger man efter, opdager man, at de har masser af individuelle særpræg. Én har flag i vinduet. En anden en lille smilende sol. Én har været ved at bygge sin egen terrasse af paller. Nogle har trukket gardiner fra de to store panoramavinduer. Andre har trukket for.  

Netop denne forskellighed er en af hovedpointerne med hyttebyen. At folk kan være forskellige. Fra hinanden og fra resten af samfundet. Leve på deres egne præmisser, uden at de bliver slået i hovedet med andres opfattelse af, hvordan man bør leve sit liv. Det er nemlig opskriften på en værdig tilværelse, når man lever i udsathed, forklarer Bettina Bøgelund Skjølstrup. 

– Hyttebyen er til for mennesker i hjemløshed, hvor alle andre muligheder har været afprøvet først. Nogle er blevet smidt ud af tidligere boliger, fordi andre beboere klagede over højlydt adfærd, skrald foran døren eller gæster. Andre har boet på forsorgshjem, men har haft et stort ønske om en egen bolig. Et sted hvor man kan lukke døren og være den, man er. 

Og være den, man er – det kan man i Hyttebyen. Her er få faste regler, ud over at ens adfærd ikke må ødelægge det for de andre. Man må gerne drikke alkohol. Man må gerne spille høj musik. Og man må gerne have poser med flasker stående ude foran. Livet skal foregå på beboernes præmisser. 

– Her kan man være, som man vil. Tillade sig at være den, man er. Man kan gå herover i fælleshuset, blive mødt, set i øjnene og hilst på med sit navn af andre. Det giver respekt og værdighed, fortæller Bettina Bøgelund Skjølstrup. 

Det betyder ikke, at Bettina Bøgelund Skjølstrup og de andre medarbejdere bare lader stå til. Hvis flaskerne hober sig op, eller der er brug for rengøring indenfor, spørger de, om de ikke må hjælpe. Og hvis de må, rydder hun eller en af hendes kollegaer op sammen med beboeren.  

– Vi prøver at gøre det meste i samarbejde med beboerne. Det er også et element i værdigheden, at man selv deltager i sit liv. At man får mulighed for at hjælpe med det, man kan, fortæller Bettina Bøgelund Skjølstrup. 

Forventninger og forandring 

Mens afdelingslederen snakker, trækker en taxa op mellem husene. Snart pibler det frem med mennesker fra en af hytterne. Én for én sætter de sig ind i taxaen og forlader matriklen.  

Bettina Bøgelund Skjølstrup forklarer, at de er gæster hos en af beboerne. Der har været fest her til morgen. Det er selvfølgelig ok. Men det kan også blive for meget. Hvis der er for mange gæster, eller de opfører sig ubehageligt. Og så siger Bettina Bøgelund Skjølstrup eller de andre beboere til og får lukket festen. 

Bettina Bøgelund Skjølstrup ved godt, at nogle rynker på næsen af, at hyttebyen tillader morgenfester, alkohol og anden adfærd, der stikker ud. At det i nogles øjne er at fastholde mennesker i udsathed. Den kritik er hun ikke enig i.  

– Vi har ingen forventninger om, at beboerne skal stoppe med at drikke alkohol. Og nogle gange virker det selvregulerende. Folk ændrer selv vaner og får lyst til mere, fordi de bliver mødt med respekt. Andre gange forbliver folk, som de er. Men så kan vi give dem værdige rammer. 

Netop de værdige rammer er afgørende i Hyttebyen. For mennesker er forskellige og har forskellige ønsker og drømme. 

– Man må forstå, hvordan beboerne har det. De kæmper med problemer, som forhindrer dem i at leve samme type liv som andre. Målet for dem er at få en værdig tilværelse, hvor deres ønsker og behov mødes. Uden at blive presset ind i et system, de ikke passer i. Og det kan hyttebyen hjælpe med. Helt til det sidste. 

Værdighed til det sidste 

For at illustrere pointen fortæller Bettina Bøgelund Skjølstrup historien om en tidligere beboer i Hyttebyen. Hun havde levet som hjemløs i syv år, og det tog lang tid for Bettina Bøgelund Skjølstrup at overtale hende til at tage imod tilbuddet om en bolig. Hun insisterede nemlig på, at der måtte være andre med større behov. 

Da det endelig lykkedes, fandt kvinden sig hurtigt til rette Hyttebyen og blev et socialt omdrejningspunkt. Hun havde også altid ønsket sig en kat, så det fik hun. Og da hun en dag kom og sagde, at hun gerne ville have kontakt til hendes børn igen, gik Bettina Bøgelund Skjølstrup i gang med at kontakte dem.  

Børn og børnebørn kom på besøg til påske og var i cirkus med kvinden. Genforeningen var en stor succes. Men den skulle desværre også vise sig at være et af familiens sidste møder. 

Omkring samme tid viste det sig, at kvinden var alvorligt syg med en hjernetumor. Og få uger efter genforeningen fandt en medarbejder hende død derhjemme. Siddende i sin stol vendt med udsigt ud over markerne. Med sin elskede kat i skødet.  

Kvinden var sovet ind i det, der var blevet hendes hjem og rammen for et bedre liv. Et sted hvor hun kunne leve, som den hun var – men også få hjælp til det, hun ikke selv kunne klare. Og hvad kunne i grunden være en mere værdig afsked?