Fattigdom er ikke noget, børn selv vælger

Fattigdom risikerer at have store konsekvenser for børn på både kort og lang sigt. Det er budskabet fra seniorforsker Rune Vammen Lesner, en af landets førende forskere i børnefattigdom. 

Tekst: Kjartan Andsbjerg 

Foto: Iben Kaufmann  

Når mor og far ikke har råd til en vinterjakke til lille Ole. Og når storesøster Kirsten ikke har penge til at tage med veninderne i svømmehallen. Så risikerer det at have voldsomme konsekvenser for både børnenes trivsel i nuet og deres muligheder i fremtiden. 

Det forklarer Rune Vammen Lesner, seniorforsker ved VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analyseinstitut for Velfærd. Som en af de førende danske forskere i børnefattigdom er han dykket ned i konsekvenserne af at vokse op under trange kår. Og forskningen peger kun én vej, forklarer han. Fattigdom gør ondt. På en lang række områder. 

”Når man ser på helt små børn, så er det sundhedsproblemstillinger, studierne finder effekter på. Når de er blevet lidt ældre, så er det adfærd. I skolealderen begynder man at se effekter på resultater i skolen, fravær, mental trivsel og den slags. Det er selvfølgelig forskellige ting i forskellige aldre, men vi skal huske, at det er alle de ting, man måler på. Det peger på, at børnefattigdom har konsekvenser bredt set.” 

Gør ondt både nu og senere 

Børnefattigdom gør altså ondt i nuet. Men det kan også have store konsekvenser for børnene på lang sigt.  

”Når familien mangler penge på kort sigt, kan vi se, at børnene på længere sigt klarer sig dårligere på beskæftigelse, uddannelse og sundhed.” 

Når børnefattigdom har så store negative konsekvenser, har det ifølge Lesner mindst tre forskellige årsager. Først og fremmest skyldes det konkrete afsavn i hverdagen, der kan skade barnets udvikling. 

”Der kan mangle nogle ting i hjemmet. Boligforholdene kan være dårlige. Der kan mangle ordentlig mad på bordet. Man går måske og fryser. Der mangler måske legetøj, skoleredskaber og en computer. Det er konkrete afsavn, som ikke er en problemstilling i mange familier i Danmark, men som faktisk er det for en stor gruppe danske børn.” 

Det rammer relationer 

Oven i de materielle afsavn kommer sociale afsavn, som også kan have stor negativ påvirkning på børns udvikling, forklarer Lesner. 

”Vi ved, at de rette fællesskaber er afgørende for både trivsel og udvikling af sociale kompetencer, som de får brug for senere. Meget forskning viser, at de sociale kompetencer er helt afgørende for, hvordan man klarer sig blandt andet i uddannelse og beskæftigelse.”  

Hvorfor ender børn i fattigdom så uden for fællesskaber? Ifølge Lesner skyldes det helt oplagte ting som at mangle penge til ”børnefødselsdage, fritidsaktiviteter og transport til forskellige aktiviteter”. Men det handler også om mindre oplagte ting.  

”Det kan være, at man går i andet tøj end andre børn og ser anderledes ud. Det kan også være, man ikke har en mobil eller en computer, så man ikke kan være med online. Måske holder man igen i fællesskaberne som coping-strategi for at undgå, at man bliver sat i en situation, hvor man bliver nødt at afsløre, at familien mangler penge. For vi skal ikke glemme, at der i Danmark stadig er en stigmatisering omkring fattigdom, og det er noget, de her børn også oplever.” 

Den sidste hovedårsag til, at børnefattigdom kan have voldsomme konsekvenser for børn på både kort og lang sigt, er, at det lægger et stort pres på familierne, forklarer Lesner. 

”Hvis familier er pressede i en længere tid, kan det påvirke forældrene og udvikle sig til skadelig stres. Det kan for eksempel være, at de ikke ved, om de kan blive boende i deres bolig, om de kan betale regningerne sidst på måneden, eller om gælden vokser, og der ikke kan komme mad på bordet.”  

Det er særligt relationerne, som tager skade i de situationer, uddyber Lesner. 

”Vi ved, at skadelig stress er problematisk i familier, fordi det kan påvirke relationerne. Det er både mellem forældrene, men også mellem børn og forældre. Hvis man har fokus på, at regningerne skal betales, så man kan blive i boligen, er der måske ikke overskud til, at man kan sidde på gulvet og lege. Og hvis børn selv udvikler skadelig stress, ved vi, at det kan påvirke både immunforsvar og indlæringsevne.” 

Hvad skal vi gøre? 

Lesner fremhæver, at det selvfølgelig primært er for børnenes skyld, at vi som samfund skal bekæmpe fattigdom. Men der er også økonomiske argumenter for at gøre det. 

”Der foreligger ikke cost-benefit-analyser på det. Men ser vi bredere på, hvordan det bedst kan betale sig for staten at bruge penge på borgerne, så er der størst økonomisk gevinst på udsatte grupper og børn. Forskningen peger på, at det er en gruppe, hvor omkostningen ved at bruge penge ikke er så stor på sigt.” 

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad vi kan gøre for at bekæmpe børnefattigdom. Og her peger Lesner særligt på familiernes økonomi.  

”Man kan tage fat om roden af problemet og forsøge at skaffe familierne flere penge. Langt størstedelen af dem er på offentlige ydelser – og på de lave af dem – så et konkret redskab kunne være at hæve ydelserne.” 

Lesner bemærker, at et løft i ydelser kan være svært at gennemføre politisk. Men der er også andre ting, man kan gøre for familier i fattigdom. 

”Noget andet er beskæftigelsesmulighederne. Vi ved, at forældrene allerhelst vil være selvforsøgende. Kan man hjælpe nogle af familierne videre med nogle helhedsorienterede indsatser? Vi må acceptere, at det kan være svært for nogle familier, men så kan det være, at vi får dem videre på en form for beskæftigelse, som stadig vil kræve støtte (fra det offentlige, red.).” 

For dem, hvor beskæftigelse ikke er en løsning, peger Lesner på, at stat, kommuner eller NGO’er kan gå ind og afbøde forskellige afsavn hos børnene og få dem ind i fællesskaber. Noget skal der i hvert fald gøres, afslutter han. 

”Vi skal huske på, at børnene ikke selv vælger fattigdom. De er blevet født et sted, hvor der mangler penge, og det har langsigtede konsekvenser for dem. I mine øjne er det et samfundsproblem.”