Det gør mig så glad, når de unge mennesker lykkes

75-årige Jonna finder stor glæde i sit frivillige arbejde med udsatte unge mellem 18 og 30 år i Grobund. Hun føler sig som en del af en stor familie – og så er hun altid klar til at lægge ører til, når de unge vil lette deres hjerte.

Tekst: Charlotte Lund Dideriksen

”Jeg glæder mig, når jeg kører derud, og jeg er glad når jeg kører hjem igen”.

Sådan beskriver Jonna Nielsen følelsen efter en veloverstået frivilligtjans i Grobund – et praktisk tilbud til udsatte unge mellem 18 og 30 år, der er drevet af Kirkens Korshær.

Stedet er en mulighed for aktivitetsparate unge, hvis tilværelse er præget af komplekse problemer som brug af rusmidler, fysisk og psykisk sygdom, et spinkelt netværk, ensomhed og ingen eller meget sjælden kontakt til familie. Her kan de i en periode være en del af et unikt fællesskab.

De kommer med en rygsæk af dårlige minder, som de færreste af os kan begribe, men de er så søde og ordentlige ved hinanden.”

Pragtfulde unge mennesker 

Grobund ligger på en landejendom lidt uden for Aalborg. Og det tilbyder forskellige arbejdsfællesskaber inden for træ, håndarbejde, lysstøberi og butiksdrift, der tager udgangspunkt i det enkelte unge menneske, og de problemer som de tumler med.

”Det er ganske enkelt nogle pragtfulde unge mennesker, vi møder her. Helt fantastiske. De kommer med en rygsæk af dårlige minder, som de færreste af os kan begribe, men de er så søde og ordentlige ved hinanden. Det gør mig så glad, når det lykkes for dem at komme videre i deres tilværelse,” fortæller 75-årige Jonna.

Lidt som en familie

I Grobund laver man mange af de ting, som man gør i en familie. Man spiser sammen, hjælper hinanden, deler sine sejre og giver plads, hvis det har været en dårlig dag. Og så gør de frivillige ofte lidt ekstra for de unge.

For eksempel laver de pakkekalendere op til jul, for det bliver man jo aldrig for gammel til. Slet ikke, hvis man – som den her gruppe unge – har haft en hård opvækst uden meget plads til julestemning og glæde.

”Ingen af de unge, vi har indskrevet, havde nogensinde prøvet at få kalendergaver, før vi uddelte dem,” forklarer Lene Højland Laursen, der er leder af sociale indsatser i Nordjylland.

Det er noget af det, som giver de unge en følelse af at høre til. Og en af de ting, som giver dem støtte til at vokse og til at blive tanket op med mod til nye retninger og muligheder i livet.  

For nylig var der en af de unge mænd, der sagde: Jeg vil sidde sammen med Jonna, for hun minder sådan om min mormor. Hende kan jeg fortælle alt. Og det er jo noget af en tillidserklæring.

Opflasket med frivillighed

Efter et langt arbejdsliv, som spænder fra husholdningslærerinde til kontorassistent i en bank, er Jonna Nielsen i dag pensioneret og frivillig.

Hun er ofte at finde blandt gryderne i Grobunds køkken, hvor hun sammen med de unge laver kaffe og frokost. Det fælles arbejde danner grundlag for mange gode snakke.

”Sidste torsdag kom en ung pige ud til mig og fortalte om, hvordan det har været med en opvækst i systemet, og så talte vi om det. Jeg kommer ikke med råd og anvisninger, det er der andre til. Men jeg lytter, det er der også brug for”

Jonna har været frivillig i Kirkens Korshær i en årrække og en del af Grobund siden dens opstart. Men det med det frivillige kom ind med modermælken. Hun voksede op i et indremissionsk hjem i Aabybro, hvor en indsats for fællesskabet var en del af opdragelsen.       

”Min mor sagde altid, at de bare skulle vide, hvor mange lagkager hun har lavet til diverse arrangementer. Det har præget mig meget. Som helt ung var jeg meget engageret i KFUM og KFUK, og da jeg gik på efterløn, hev en god ven mig med ud til Kirken Korshær. Det er godt nok noget af det, jeg har været allermest glad for,” fortæller hun.

 

Minder om mormor

For det er ikke kun de unge, der har glæde af indsatsen, det har Jonna også.

”Samværet med de unge er helt fantastisk, jeg beundrer dem for deres mod og omsorg, og den fortrolighed de viser mig. Det giver mig meget”, fortæller Jonna.

Hun understreger, at en af de vigtigste opgaver er at være der, når de unge er klar til at åbne op. Det kan ske, når man mindst venter det.

”For nylig var der en af de unge mænd, der sagde: ’Jeg vil sidde sammen med Jonna, for hun minder sådan om min mormor. Hende kan jeg fortælle alt’. Og det er jo noget af en tillidserklæring.”

Vil du være med til at gøre en forskel?

Har du lyst til at være en del af et varmt fællesskab og gøre noget meningsfuldt? Så er der plads til dig som den næste frivillige. Du behøver ikke erfaring – kun lysten til at være med.

Bliv frivillig