Dampende suppe på den gamle station

“Her er plads til alle, der vil give plads til andre,” står der over døren.

Foto: Kirkens Korshær

Tekst: Charlotte Lund

Suppekøkkenet i Lyngby tilbyder varm suppe og en hjælpende hånd til byens udsatte skæbner, der her kan finde et frirum og et fællesskab, det kan være svært at finde andre steder.

Minestrone, oksekød, asparges eller gullasch. Sidst på eftermiddagen breder den liflige duft af varm og fyldig suppe sig på den lille plads foran det gamle stationshus i hjertet af Lyngby lidt nord for København. Siden det tidlige forår i 2015 har det lille, men hyggelige, sortmalede træhus ved den lokale Nærumbanens stoppested været samlingssted for tyve-femogtyve daglige gæster.

Det har skabt et fællesskab så stærkt, at mange sidder klar i god tid på bænkene på den lille flisebelagte stationsplads.

Fællesskab over suppeskålene

– De kommer lige så meget for fællesskabet som for suppen. Vi møder ind ved firetiden, og der sidder de allerede derude. Og så laver vi kaffe med det samme. Om sommeren går snakken på bænkene udenfor, og om vinteren kommer de ind og sidder i varmen, mens jeg laver maden færdig, fortæller Annette Nielsen, der er suppemutter på stedet.

Sammen med sin kollega Henrik og omkring 30 trofaste frivillige driver hun stedet, der har åbent hver eneste tirsdag, torsdag og søndag året rundt. Også i julen og påsken, for der er behovet jo lige så stort.

– Vi har indført faste spisetider, for en suppe, der har kogt og kogt i tre timer, er jo ikke meget værd. Så nu har vi vænnet os selv og gæsterne til, at der bliver ryddet til side ved halv syvtiden, og så snakker vi sammen over en kop kaffe bagefter, fortæller hun og tilføjer, at det ikke har rokket ved, at gæsterne bliver til lukketid.

Også selvom de stigende priser gør, at det sidst på måneden kan være svært at finde den flade femkrone, som en skål suppe koster.

– Vi er blevet en familie hernede, selvom der af og til er nye folk, der stikker hovedet ind og hilser på, fordi de har hørt om os ude i byen, så er det er jo mest mennesker, der kommer her fast. Så de sidder og snakker sammen på kryds og tværs. Det er også her, vi kan hjælpe med de ting, som folk går og tumler med. Lige fra en brækket finger og barske minder til oversættelse af kommunens breve og bøvl med MitID, forklarer hun.

Varme til både hænder og mave

Det er ikke tilfældigt, at det netop blev suppen, der skulle danne rammen for fællesskabet i stationshuset.

Suppe er en lækker og nem løsning, både sommer og vinter. Vi har ikke industrikøkken her, så vi kan kun varme op. Så er det jo oplagt. Vi serverer suppe, kaffe og brød, og det er vores gæster rigtigt glade for. Så glade at når jeg en sjælden gang har haft en kalvefilet med hjemmefra, så der ofte nogen, der spørger, om de må få en skål suppe i stedet. Det er jo også det, vi er kendt for.

Netop suppe er særligt velegnet til folk, der tilbringer meget af den kolde tid udendørs. For varmen fra suppen kan mærkes fysisk hele vejen fra hænderne, der holder den varme skål, og helt ned i maven, som Mou selv udtrykker det. Suppekøkkenet er også glade for samarbejdet.

– I starten fik vi kun oksekødssuppe, den er lækker, men i længden blev det lidt trivielt tre gange om ugen. Men da Mou blev opmærksom på det begynde de at donere flere slags. For eksempel minestronesuppe eller aspargessuppe. Vores gæster er meget glade for variationen, så det er dejligt. Og ved sidste donation var der sørme også poser med kød- og melboller med, så dem slap vi for at gå ud og købe denne gang. Det er en stor besparelse for os, som vi er meget taknemmelige for, fortæller Annette.

Lovens lange arm blev en hjælpende hånd Det lå ellers ikke i kortene, at Annette Nielsen skulle ende som suppemutter. De første mange år af hendes arbejdsliv var hun politibetjent.

– Min forgænger her på stedet var faktisk også tidligere politibetjent. Så da han gik på pension fra suppekøkkenet, opfordrede han mig til at søge hans stilling. Først tænkte jeg, ”Det ved jeg godt nok ikke lige”, men så besøgte jeg stedet og var solgt, fortæller hun.

For Annette Nielsen er der en klar sammenhæng mellem de to stillinger, suppemutter og politibetjent, om end de nok ser tingene fra hver deres vinkel.

– Når man hele sit liv har haft med mennesker – og udsatte mennesker – at gøre, så hænger det godt sammen. Da jeg var i politiet, så havde jeg jo også med den her gruppe at gøre. Bare under lidt andre omstændigheder. For eksempel, når jeg skulle ud at stoppe et værtshusslagsmål. Men nu er lovens lange arm altså blevet skiftet ud med den hjælpende hånd.