Ung i Kirkens Korshær: Her er der plads til at være anderledes

I Viborg skaber Kirkens Korshær et frirum for børn og unge, der har svært ved at finde fodfæste i andre fællesskaber.

Foto: Kirkens Korshær

Tekst: Ida Friis Agermark

Om onsdagen summer der af liv i Kirkens Korshærs ungdomsklub i Viborg, Klub K. Lyden af brætspil, dæmpede grin og engagerede stemmer fylder lokalet. Her er fyldt med børn og unge, der har fundet et frirum – et sted, hvor de kan være sig selv uden frygt for at falde igennem.

Klub K er Kirkens Korshærs tilbud i Viborg til børn og unge i alderen 10-15 år. Tilbuddet har eksisteret i små tre år og er et alternativ til andre fritidsaktiviteter eller -klubber for børn og unge i byen. Et alternativ, som det har vist sig, at der var brug for.

”Mange af de unge, vi møder her, har svært ved at indgå i andre fællesskaber. De kan måske ikke spejle sig i de andre til spejder eller svømning, og så føler de sig forkerte”, fortæller Trine Wessel Buchwald, der er specialpædagog og ansat som socialfaglig medarbejder i Kirkens Korshærs familietilbud i Viborg. Det er hende og kollegaen Dorte Kabel Larsen, der hver onsdag byder de unge indenfor i Klub K.

”Hos os er der plads til, at de kan gå ind og ud af det, der er svært. Det ene øjeblik kan man måske fjolle og grine med de andre børn, og så bliver man ramt af det, der er svært, det næste. Hos os er der ingen, der synes det er mærkeligt”, fortsætter hun.

Flere af børnene, der kommer i Klub K, har psykiske diagnoser eller er i udredning. Ofte kæmper forældrene også med psykiske, sociale eller økonomiske udfordringer. Mange har svært ved at finde fodfæste i sociale fællesskaber og har brug for et sted, hvor de kan føle sig set og accepteret. For dem er Klub K mere end blot en aktivitet efter skole – det er et pusterum, hvor de kan genfinde troen på sig selv og andre mennesker.

Fra uro til tryghed

Mellem de mange ansigter skiller én dreng sig særligt ud. Han har kæmpet med at finde sin plads i livet. Fællesskaber har altid været svære for ham, skolen en kamp, og troen på sig selv nærmest ikke-eksisterende. Men i løbet af de 2,5 år han er kommet i Klub K, er noget forandret. Her venter de på ham og glæder sig til han kommer. De voksne ser ham, lytter og guider uden pres.

Han søger selv mod dem nu – tør række hånden frem, både til nye kammerater og til voksne, der vil ham det godt. Han har endda sagt ja til at tage med ungdomsskolen på en rejse. Et stort skridt for en dreng, der tidligere helst holdt sig for sig selv. Langsomt, men sikkert, vokser han i troen på sig selv. Han tør prøve nye sociale ting, også dér hvor han føler sig på udebane.

“Jeg har lært, hvordan man er sammen med de andre”

Klar til næste skridt

En anden af drengene i ungdomsklubben, vi kan kalde ham Lille Per, ser verden med et blik, der rækker langt ud over hans alder. Han har fra tidligt i livet haft svært ved at passe ind, men her i klubben er han blomstret op. Han er ikke bare blevet en del af fællesskabet – han bærer det også.

Når en ny dreng eller pige træder ind ad døren, er han ofte den, der møder dem først. Med et smil og en velkomst, der signalerer: “Du hører til her.” Han har lært at tage imod, at vise omsorg og at give plads. Og vigtigst af alt: Han er begyndt at tro på, at han selv hører til.

Hans stolthed er til at tage og føle på, da han en dag fortæller, at han ikke længere skal gå i specialklasse. “Jeg har lært, hvordan man er sammen med de andre,” fortæller han glad. Klubben har været hans trygge øvebane, og nu er han klar til at tage næste skridt.

En plads i fællesskabet

Snart er det påske, og i Klub K glæder børnene sig. De har hørt om påskeæg og chokolade, om gækkebreve og små traditioner. Her i ungeklubben bliver påsken markeret med en lille fejring – påskepynt, måske en udflugt, måske et påskeæg. Det er små ting, men for børnene betyder de meget. De betyder, at de også hører til.

Kirkens Korshær ser hver dag børn og unge, der kæmper med at passe ind. Børn og unge, der vokser op i usikkerhed. Der ikke ved, om der er aftensmad på bordet, eller om de igen skal skifte skole. I Klub K får de et frikvarter fra bekymringerne. Et måltid mad. En voksen, der lytter. Et øjeblik, hvor de kan være børn uden at tænke på, hvad der venter udenfor.

For dem er hverdagen ofte en ensom kamp, men hos Kirkens Korshær har de en plads i fællesskabet.

Om Klub K

Tilbuddet til børn og unge i Viborg blev etableret i 2022 med hjælp fra såkalde PUF-midler, som er Social- og Boligstyrelsens pulje til frivilligt socialt arbejde. Tilbuddet henvender sig til børn og unge i alderen 10-15 år.

Omtrent 12-14 børn og unge mødes hver onsdag kl. 15.30. Programmet starter med en sund snack som frugt eller brød, og de slutter altid af med at spise aftensmad sammen. Er der rester, må man gerne tage lidt med hjem til mor eller far.

I Klub K laver de ofte krea-aktiviteter eller tager på ture, i svømmehallen, nogle gange får de doneret teater- eller biobilletter eller en tur i forlystelsespark. Til sommer har de unge i Klub K mulighed for at tage deres familier med på sommerferie på Nyborg Strand.