Når fattigdom bliver en “vanesag” 

Selvom fattigdom kan have voldsomme konsekvenser, kan det også blive normalen. Det er historien om Morten et eksempel på. 

Tekst: Kjartan Andsbjerg

Mortens venlige øjne og bløde stemme står i stærk kontrast til det barske liv, han har levet. Han er i 40’erne og har i mange af dem levet i fattigdom og hjemløshed. 

Første gang han blev hjemløs, skyldtes det, ifølge ham selv, dårlige valg. Anden gang kunne måske være undgået, hvis han havde fået hjælp og bolig, der var til at betale, forklarer han.   

– Jeg flyttede til København for en del år siden, hvor jeg fik en kommunalt anvist bolig. Jeg havde 8.000 kroner udbetalt, og de installerede mig i en lejlighed, der kostede 6.000 kroner. Jeg havde et banklån på 1.100 kroner. Jeg skulle leve for resten. 

De fleste mennesker vil nok have svært ved at leve for et rådighedsbeløb på under 1.000 kroner om måneden. Og Morten var ingen undtagelse. 

– Jeg var nødt til at gå på gaden for at finde flasker. Bare for at tjene, så jeg lige havde til mad og sådan noget. Og for 8-900 kroner om måneden, så bliver det svært bare at få til shampoo og tandpasta. Mad og kaffe. Der var ikke råd til fornøjelser. Der var ikke råd til at købe en sodavand. Så der blev jeg hjemløs for anden gang i mit liv, forklarer han. 

Fattigdommen og den usikre situation gjorde ondt på Morten. En smerte som, ifølge ham selv, førte ham ud i en afhængighed af stoffer.  

– Jeg har forsøgt at glemme min fattigdom og hjemløshed. Så jeg har taget nogle ting i mit liv, der har gjort, jeg glemte alt om det. Jeg var nødt til det. Ellers skulle jeg sidde og banke mig oven i hovedet over, at jeg ikke havde råd til det og det og det. 

Fem kroners frihed 

I dag er Morten heldigvis ikke hjemløs længere. Han har fået et fast sted at bo og er blevet tilkendt førtidspension. Men pengene er stadig små.  

– Når jeg har betalt mine regninger og fyldt køleskabet op først på måneden, så er der bare ikke flere penge tilbage. Så er der ikke mere at gøre godt med, siger han. 

For Morten er en del af løsningen blevet, at han kommer i en af Kirkens Korshærs varmestuer. For her kan han få et billigt og nærende måltid mad. Men selv det kan være svært at få råd til, når økonomien er presset i bund. Og det er noget, der går ham på. 

– Noget så simpelt som en morgenmad her, som koster 5 kroner. Det er der mange, der ikke har råd til. Så de må få det skrevet, og så betaler det i løbende, som der er råd til. Det er sådan noget, jeg gerne vil være fri for. Det er den frihed, jeg savner. Det er, at jeg bare kommer herhen og betaler fem, 10, 20 kroner for et måltid mad. Men det har jeg ikke. 

Morten har levet i fattigdom i store dele af sit liv og har ingen umiddelbar udsigt til at forbedre sin økonomiske situation. Han har vænnet sig til at leve under små kår. At han aldrig kommer til at have mange af de ting, andre betragter som selvfølgeligheder. 

– I dag er det blevet en vanesag. Jeg har bare ikke det, alle andre har. Eget hus og bil og alt sådan noget. Det har jeg ikke råd til, forklarer Morten. 

Som hjemløs og fattig har Morten set rigeligt til samfundets skyggesider. Derfor giver han heller ikke meget for overskrifterne om, at Danmark skulle være et af verdens lykkeligste lande. 

– Vi siger, at vi er verdens lykkeligste folk. Men når man så kommer ind og lever i det, så opdager man “ej, så lykkelige er vi sgu heller ikke”.