Når der ikke er penge, handler alt om penge

Influencer Sofie Amalie Hejn voksede op med enlig mor. Familiens fattigdom påvirker hende stadig i sådan en grad, at hun ofte har problemer med at sove om natten, og aldrig smider rester ud.

Tekst: Tobias Sonne Olsen

Mange forældre i en presset økonomisk situation gør alt, hvad de kan, for at skåne deres børn for store afsavn. Børnene spiser først, så der altid er mad til dem. Fritidsaktiviteter og oplevelser prioriteres højere end forældrenes egne behov, fordi børnene altid kommer i første række.

Sådan ser hverdagen ud for mange familier i Danmark, der lever i fattigdom. Forældrene gør alt for at beskytte deres børn mod den barske virkelighed. Men uanset hvor hårdt de kæmper, sætter opvækst i fattigdom spor, der kan mærkes resten af livet.

Sofie Amalie Hejn har over 70.000 følgere på Instagram og TikTok, hvor hun deler glimt fra sit liv. Her viser hun alt fra sine veninders koncerter til nye samarbejder med kosmetikbrands. Men hendes platform er også et rum, hvor hun åbent fortæller om noget mere alvorligt: sin angst – og ikke mindst sin økonomiske angst.

“Hun prioriterede børnene før sig selv hver gang”

Den økonomiske angst, som Sofie Amalie Hejn bærer med sig i dag, er dybt forankret i hendes barndom. Hun voksede op med en mor, der på trods af et fastarbejde – blandt andet med rengøring – kæmpede for at få økonomien til at hænge sammen. Hver en krone blev vendt og drejet, og prioriteringerne var aldrig til diskussion: Sofie Amalie kom altid først.

Selvom hendes mor gjorde alt for at skærme hende fra den økonomiske virkelighed, og hun ikke skulle føle sig forkert, så kunne Sofie Amalie alligevel mærke den pressede økonomi. Der var små tegn, små afsavn, som i øjeblikket virkede uskyldige, men som senere i livet har sat sig som en del af hendes forståelse af penge og tryghed. Ét minde står særligt klart for hende – en helt almindelig aftensmad, som afslørede mere, end hendes mor måske ønskede.

”Vi fik kylling, grøntsager og ris, men da maden blev serveret, var der ikke kylling på min mors tallerken. Hun sagde, at det var fordi, hun ikke var så sulten. Efter jeg havde sagt tak for mad, og min mor havde spist sine ris og grøntsager, tog hun mine små kyllingerester og spiste dem.”

Det var ikke en enkeltstående episode, men et tilbagevendende billede på, hvordan hendes mor levede – altid med Sofie Amalie som førsteprioritet, altid med sig selv som den sidste i rækken.

”Hun ville hellere undvære mad, end hun ville se mig gå sulten i seng.”

Den ubetingede kærlighed og opofrelse, hendes morviste, sidder stadig i Sofie Amalie i dag. Ikke kun som et minde, men som en grundlæggende følelse af, at økonomisk usikkerhed kan ramme, selv når nogen gør alt, hvad de kan, for at forhindre det.

Vigtigheden af at være sparsommelig 

Sofie Amalies mor har i hele hendes barndom forsøgt at lære hende at være sparsommelig. Når moren spiste hendes kyllingerester helt ind til brusken, handlede det om, at maden ikke skulle gå til spilde.

Sofie Amalie fik også at vide, at når man handlede, kiggede man ikke kun på prisskiltets store tal. Nej, man skulle kigge nærmere på kilopriserne, så man vidste, om det var det billigste, man var ved at købe. Sofie Amalie forklarer, at når man vokser op i en familie, hvor der ikke er mange penge, så handler alt om penge. Hvis de skulle noget, så handlede det ikke kun om, hvorvidt de havde lyst, men om der var råd. Kunne de bruge de penge, det koster at tage ind til København for at gå en tur, eller skulle pengene bruges på noget andet i løbet af måneden?

”Når min mor og jeg talte om økonomi, var det ikke for at lægge et voksenansvar på mine skuldre. Det var for, at jeg skulle forstå, at hun ikke sagde nej, fordi hun ikke gad – men fordi vi simpelthen ikke havde råd. Men hun ville altid sørge for, at jeg havde vinterstøvler og ordentlig mad.”

Den økonomiske angst påvirker stadig hverdagen

For Sofie Amalie Hejn har økonomi aldrig været et tema – det har altid fyldt som en præmis i hendes liv. Og det gør det stadig.

Fra det øjeblik, hun var gammel nok til at arbejde, har hun knoklet. Som studerende arbejdede hun i perioder mere end 30 timer om ugen – oveni sit studie. Ikke kun fordi hun nød at have et arbejde, men fordi frygten for ikke at have penge nok drev hende. Hun kalder det selv økonomisk angst. Og det er en følelse, der er uløseligt forbundet med hendes opvækst.

”Jeg bor sammen med min kæreste. Vi har det godt, og vi tjener penge, men alligevel kan jeg bryde grædende sammen, hvis han smider mad ud, som vi kunne have brugt til en suppe, eller grøntsager, der kunne spire på altanen. Det sidder så dybt i mig, at man skal strække alting så langt som overhovedet muligt.”

Angsten sniger sig ofte ind, når dagen stilner af, og hun ligger i sengen om aftenen.

“Hvis jeg begynder at tænke på, hvilke regninger der kan komme næste måned – eller om priserne stiger– kan jeg mærke, hvordan min krop går i alarmberedskab. I virkeligheden ville det nok ikke vælte vores budget, men jeg er vokset op med, at hvis noget bliver dyrere, så må man undvære noget andet. Den følelse sidder stadig fast i mig, og min krop reagerer, som om det hele kan ramle.”

I dag prøver Sofie Amalie at give sig selv lov til at bruge penge på små luksusgoder uden at lade den dårlige samvittighed tage over. For hende kan noget så simpelt som at købe trelags-toiletpapir føles som et lilleoprør – en sejr over den indgroede frygt for at bruge to kroner mere end det billigste alternativ. Men selv med de små sejre tager hun med stor sandsynlighed den økonomiske angst med sig resten af livet. Den blev grundlagt i barndommen, og den forsvinder ikke lige med det samme.

Denne artikel er først bragt i Korshærsbladet nr. 1, 2025.