Barndommens og ungdommens mærkedage – fra fødselsdage til konfirmationer – er afgørende for at skabe gode minder. Men for mange udsatte familier giver det anledning til bekymring fremfor glæde. Kirkens Korshær hjælper sårbare familier med at fejre livets store og små øjeblikke.

Hjertet banker hurtigt, og hun mærker håndfladerne blive fugtige. En invitation til fødselsdag i sønnens klasse er tikket ind på Saras telefon. I maven vokser en knude ved tanken om at skulle punge ud med 100 kroner til bowlingturen eller en halvtredser til en fælles gave. For det er penge, hun simpelthen ikke har.
Med et månedligt rådighedsbeløb på 1000 kroner efter de faste udgifter er betalt, går regnestykket kun sjældent op. Derfor har hun også skåret helt ind til benene – både i sit eget og i børnenes liv. Anderledes er de dage, hvor invitationen på telefonen er fra Kirkens Korshærs familietilbud. Så mærker hun, hvordan skuldrene sænker sig. At det bliver lidt lettere at trække vejret helt ned i maven. For de dage skal hun og børnene ikke bekymre sig om det praktiske eller tænke over økonomien.
– De har lige været ude og bowle, og bagefter var de en tur på McDonalds. Hvor fedt er det ikke lige? siger hun begejstret.
– Det er noget, som jeg sætter utrolig stor pris på. Det betyder virkelig meget. For hvis ikke vi fik muligheden for at komme afsted med Kirkens Korshær, så ville vi bare sidder derhjemme og trille tommelfingre. Men nu er vi så heldige, at vi får lov til at være en del af det. At vi har noget at se frem til, hvor der skal ske noget.
Jeg ville aldrig nogensinde selv kunne holde en konfirmation. Og han ved jo godt, at det er sådan det er. Derfor ville han heller aldrig spørge om det. Men lederen har tilbudt at hjælpe med at finde et lokale. At der bliver gjort noget ud af dagen. Det er helt fantastisk.
Laura, benytter sig af Kirkens Korshærs familietilbud.

En hjælpende hånd
Camilla drømmer om at give sin lille pige den fødselsdag, hun fortjener. En dag med sang, kagemand og boller. Men hvert år mærker hun også knuden i maven vokse i tiden op til fødselsdagen. Bekymringerne tynger. For uden familie og venner til at hjælpe, og med en sygdom, der dræner hendes kræfter, virker opgaven uoverkommelig. ¨
Derfor var det også en lettelse og glæde, da Kirkens Korshær sidste år tilbød hende at hjælpe med at holde børnefødselsdag for hele datterens klasse.
– Kirkens Korshær lagde lokaler til, så vi havde et sted at være. Og de sørgede for, at der var en ekstra voksen, som kunne hjælpe med at gøre det hele klar. Jeg skulle slet ikke bekymre mig om noget, fortæller hun.
– Det var så stort. Og min datter havde den absolut bedste dag.
Børn, der ikke beder om noget
I et særligt rum i familietilbuddet i Aalborg hænger hvide konfirmationskjoler på rad og række ved siden af jakkesæt i alle former og farver. Her kan udsatte unge, i tiden op til forårets konfirmationer, få mulighed for frit at vælge lige det sæt tøj, som de gerne vil have på, på den store dag. Og når klassekammeraterne spørger, kan de fortælle om den dag, de var ude og shoppe efter konfirmationstøj.
Men hjælpen til årets konfirmationer handler om meget mere end et nyt sæt tøj. Det har Laura, som er enlig mor til to drenge oplevet.
– Lederen i familietilbuddet er hele årsagen til, at min søn gerne ville konfirmeres, fortæller hun, som kommer i et familietilbud og uddyber:
– Jeg ville aldrig nogensinde selv kunne holde en konfirmation. Og han ved jo godt, at det er sådan det er. Derfor ville han heller aldrig spørge om det. Men lederen har tilbudt at hjælpe med at finde et lokale. At der bliver gjort noget ud af dagen. Det er helt fantastisk.
Kirkens Korshær familietilbud
Kirkens Korshær familietilbud, hvor vi hjælper udsatte og sårbare børnefamilier. Familietilbuddene består af to ben. Det ene handler om praktisk hjælp til helt konkrete udfordringer. Eksempelvis budgetplanlægning, bisidning til møder og hjælp til at navigere i systemet, uddelingen af madpakker og tøj til børnene.
Det andet om at tilbyde deltagelse i et fællesskab, som rummer familierne – også på de dårlige dage. Blandt andet gennem fællesspisning, børne- og ungeklubber, forældregrupper og ved sammen at tage på udflugter og ferielejre.




