Folkebevægelsen mod ensomhed

Kirkens Korshær deltager i Folkebevægelsen mod Ensomhed

Kirkens Korshær deltager i Folkebevægelsen mod Ensomhed

Kirkens Korshær arbejder blandt socialt udsatte og nødstedte i Danmark. Misbrug, psykiske lidelser, hjemløshed og udstødelse indeholder stærke elementer af ensomhed.

Men ensomheden kan ramme os alle. Fattigdom, uheldige sociale eller økonomiske omstændigheder kan pludselig gøre livet svært og magtesløst, især hvis man også er ensom.

Kirkens Korshær er der, hvor ingen andre er, og det vil vi fortsat være samtidigt med, at vi gerne vil være med til at forebygge inden ensomheden opstår. Derfor deltager vi i Folkebevægelsen mod Ensomhed.

Vi arbejder i forvejen med indsatser, som forebygger, nedbryder tabuet og/eller forsøger at afhjælpe ensomhed:

Sct. Nicolai tjenesten er en folkekirkelig samtaletjeneste, der er drevet af Kirkens Korshær. Alene i København er der årligt mere end 26.000 samtaler. Mange ringer, fordi de er ensomme eller fortvivlede og derfor mangler en at tale med. Tjenestens formål er at tilbyde en lyttende og accepterende samtale.

Varmestuerne - Kirkens Korshær driver varmestuer over hele landet. I varmestuerne kan man købe en portion billig mad eller en kop kaffe, få et varmt bad og noget rent og tørt tøj. Og så kan man altid finde én at tale med. Varmestuerne fungerer som fristeder i en hård, hektisk og for nogle ensom hverdag.

Arresthusarbejdet - Kirkens Korshær har tre medarbejdere, som besøger og taler med de indsatte i landets arresthuse. Mange gange er arresthusmedarbejdere den indsattes eneste mulighed for at tale om ting, man ellers ikke taler om i et arresthus. De tre arresthusmedarbejdere besøger hver løbende 12 arresthuse med plads til ca. 1.150 indsatte.

Fællesskab i frivillighed - som frivillig i Kirkens Korshær, lægges der stor vægt på fællesskab i frivillighed. Sammen med andre kan man være med til at støtte Kirkens Korshærs sociale hjælpearbejde. I langt de fleste af Kirkens Korshærs genbrugsbutikker er det også muligt at komme blot for at drikke en kop kaffe og tale om stort og småt.

 

FAKTA - HVAD ER ENSOMHED?

- Du føler dig ensom, når dine relationer ikke modsvarer dine sociale behov.
- Du kan føle dig ensom alene og sammen med andre.
- Ensomhed er en følelse, der kan opstå i forskellige livssituationer.
- Ensomhed bliver farligt og kan skade din psyke og fysik, når den opleves intenst og langvarigt.

 (Kilde: Folkebevægelsen mod Ensomhed)