Udsatte ses kun, når de er et problem

Kirkens Korshærs medarbejdere arbejder ud fra principper om nærvær, omsorg og respekt.

 

Tekst: Martha Madsen
Foto: Louise Dybbro

- Udsatte menneskers værd som borgere bliver ikke altid anerkendt, mener korshærsleder i Aalborg, Jonas Jakobsen.

Socialt udsatte mennesker bliver ofte ikke bliver talt med, men kun om. De bliver kun set, når de er et problem, der skal løses, mener han. Når der er for mange hjemløse på gaderne, når alkoholikerne sidder ude i det åbne, når den økonomisk trængte ikke kan give sine børn det, de skal bruge. 

- I vores arbejde med udsatte børn og familier ser vi f.eks. mange familier på kontanthjælp, og deres tilværelse værdsættes ikke, fordi de ikke er en økonomisk ressource, forklarer Jonas Jakobsen.

Han oplever også, at nogle mennesker føler sig generet over hjemløse i gaden. De hjemløse skal helst ikke ses. Deres blotte tilstedeværelse tillægges en negativ værdi.

- Hvis man nu værdigede dem et blik, så var det måske nemmere at eksistere sammen, siger Jonas Jakobsen.

En ressource på trods
Sådan som Jonas Jakobsen ser det, er noget af det mest skadelige for vores samfund og udsatte mennesker den måde, vi taler om udsatte mennesker på.

- Det er blevet acceptabelt at omtale andre mennesker på nedværdigende måder, som om de ikke er værdige til at leve i vores samfund. Det er nedværdigende, når vi giver dem tilnavne – Fattig-Karina, Dovne Robert, siger Jonas Jakobsen.

En person, der ikke er på arbejdsmarkedet, kan åbenlyst være et positivt bidrag til samfundet alligevel. F.eks. viser TrygFondens Fællesskabsmåling, at 80% af Danmarks udsatte mennesker stemte ved sidste folketingsvalg, 17% af dem deltager i grupper eller foreninger, og 20% af dem deltager fast i fritidsaktiviteter.

De udsatte er altså en ressource, også selvom deres indtægt ikke er særlig stor.

De duknakkede udsatte
Tilnavne, undvigende blikke og en stigende tendens til at se dem som problemer, der skal fjernes, umenneskeliggør de af vores medborgere, der har det svært. Og det gør det svært at gøre noget ved hjemløshed, fattigdom, misbrug og sygdom. 

I Odense ser leder af natvarmestuen Heinz Wolf konsekvenserne af at føle sig mindre værd i forhold til resten af samfundet. 

- Nogle af de hjemløse, der kommer på natvarmestuen, følger med i nyhederne, og de hører, hvordan de bliver omtalt. De hører, at de er uønskede, og så bukker de nakken , siger Heinz Wolf. 

Man skammer sig så meget, at det er nemmere at blive udenfor samfundet end at prøve at komme ind og blive konfronteret med undvigende blikke fra mennesker, der helst vil være fri for dig.

Alle fortjener værdighed
- Socialt udsatte skammer sig over at have brug for hjælp. Det er svært at bevare værdigheden, når du er afhængig af andres nåde , siger korshærsleder i Roskilde, Gitte Dueholm, der i 12 år har arbejdet med de hjemløse, misbrugere, psykisk syge og socialt udsatte, der kommer på Kafe Klaus.

Det, der skal til, er ifølge Gitte Dueholm forståelse og empati for socialt udsatte mennesker. 

- Der er en tendens i samfundet til, at du skal være din egen lykkes smed, og hvis du så ikke lykkes, så har du selv ødelagt dit liv og er derfor mindreværdig, forklarer Gitte Dueholm.

En stor del af Kirkens Korshærs sociale arbejde handler netop om respekt og øjenhøjde, så de udsatte mennesker, vi hjælper, ikke føler deres værdighed gået for nær. For selvom vi ikke altid kræver forandring af vores brugere, så ved vi, at et menneske, der har lært, at det ikke er noget værd, det menneske kan i hvert fald ikke løfte sig. 

Derfor kræver det anerkendelse, hvis udsatte medmennesker skal have en chance for at komme med i fællesskabet som borgere. Det kræver respekt for deres værdighed, så vi på lige fod kan være fælles om samfundet. 

Det kræver øjenkontakt.