Når varmestuen er nærmeste pårørende

TEKST: Martha Madsen

FOTO: Massimo Fiorentino

Kristof blev udskrevet til Natcaféen i Stengade for at dø. Hospitalet ville ikke behandle ham længere, hans cancer var for fremskreden, og under nærmeste pårørende stod ”Kirkens Korshærs Natcafé, Stengade 40”.

Natcaféen har i sagens natur kun åbent om natten, så hver morgen kl. 7 må Kristof ud på gaden. Hele dagen må han klare sig selv derude, indtil Natcaféen igen åbner kl. 22.

Sommetider kan dét at arbejde i Natcaféen give anledning til vrede og frustration, fordi sager som Kristofs, opleves alt for ofte. Der er ikke særlig meget, personalet kan gøre, udover at give ham et sted at sove om natten, minde ham om hans medicin, give ham et måltid mad og forsøge at skabe nogle gode stunder, mens de venter.

Det er uacceptabelt og uværdigt for et samfund som det danske, men ikke desto mindre er det virkeligheden.

Sådan er det bare.

De gemte og glemte

Det er de ”mest udsatte”, der kommer på Natcaféen i Stengade. Samfundets udstødte og afviste. Dem, ingen andre vil lege med. De paranoid-skizofrene, de depressive, alkoholikerne og narkomanerne, nattevandrerne og de dødssyge hjemløse, der blot venter.

- Det her er den anden side. Den gemte og glemte side, vi som samfund ikke vil have med at gøre. Det er som om, at hvis vi ikke kan se de her mennesker, så findes de ikke, fortæller konstitueret leder af Natcaféen, Heine Iversen, der i næsten 10 år har set sine medmennesker komme ind ad Stengades grønne dør igen og igen, og observeret deres langsomme forfald.

Danskere, rumænere, tyskere, polakker og svenskere, der er så fysisk og psykisk syge, at de er ude af stand til at klare sig selv.

- Det er som om, Natcaféen er blevet Københavns og Europas skraldespand. Det gør os vrede og frustrerede, siger Heine Iversen.

Der er ikke nogen regler om, at fysisk syge skal udskrives til fast bolig, så hjemløse mennesker kan udskrives til gaden.

Gaden er usund

Ingen bør udskrives til gaden. Uanset hvad reglerne siger. Uanset om man er dansker eller EU-borger. Det er usundt, utrygt og ikke mindst uværdigt.

Det er ikke kun de fysisk syge, der bliver udskrevet til gaden eller til Natcaféen. Her kommer mennesker med diagnosticeret skizofreni, angst, depression og psykoser.

De bliver udskrevet fra de psykiatriske hospitaler uden at have et trygt sted at sove, et sted at opbevare deres medicin eller en vished om, hvor næste måltid skal komme fra. Det er ikke vilkår, der fremelsker et sundt mentalt – eller fysisk – helbred.

- Hver gang et psykiatrisk sengeafsnit nedlægges, så mærker vi det på Stengade. Så dukker der flere op kort tid efter, fortæller Heine Iversen.

Livet på gaden gør tit en sygdom værre. Det er svært at holde god hygiejne, så åbne sår bliver betændte. Det er svært at holde sig varm og tør, så luftvejsproblemer forværres. På gaden skal man hele tiden være opmærksom, så man ikke bliver overfaldet, bestjålet eller på anden måde krænket. At være i konstant alarmberedskab udløser stress og er naturligvis ikke hensigtsmæssigt, når man i forvejen er psykisk udfordret.

Vi er alene på bunden

Når personalet i Stengade åbner den grønne dør kl. 22, er det med varme og smil. Kram uddeles, der spørges ind til den enkeltes dag, og så er der selvfølgelig styr på alles navne.

De sætter en ære i at behandle de mest udsatte med værdighed og respekt. Fordi de er mennesker. Men frustrationen bobler under overfladen.

- Det her er dit medmenneske. Han ligner dig måske ikke, men han er et menneske ligesom dig. Han fortjener lige så meget respekt! giver Heine Iversen som forklaring på, hvorfor de på Natcaféen tager imod de mennesker i København, der har det allermest elendigt.

- Her, hvor vi er, her er der virkelig ikke andre, siger Heine Iversen.