Mentor hjalp Maria videre fra herberget

Tekst og foto: Heiner Lützen Ank  

Indtil 27. august sidste år levede Maria et liv, hun i dag betegner som et Mercedes-liv:

- Jeg har levet et banderelateret liv. Når man i sådan en situation får mange penge, så bruger man dem. Jeg har været med til at leje en masse fede biler i Tyskland i andre folks navne. Når jeg sidder i en Mercedes i E-klassen, og den måske har 250 hestekræfter og kan rykke, så er jeg glad. Så er der et kæmpe smil på mit ansigt. 

Maria, en ung, slank kvinde i mørke joggingbukser, grå trøje og med et stort viltert hår, læner sig frem i stolen. Det er unødvendigt at sige, men hun kan ikke holde det tilbage:

- Jeg er en adrenalinjunkie. 

Men smilet og minderne er væk med det samme:

- Men Mercedes-lykken er der ikke for evigt. De hurtige penge forsvinder igen. Det er ikke noget, der er solidt, noget man kan bygge et fundament på.

Gav undergrunden en chance
Marias forældre stammer fra Kosovo. Men måtte som mange andre flygte fra krigene på Balkan i midten af 1990erne. Da Maria var syv, kom familien til Danmark og slog sig ned i en større provinsby i Jylland. Her levede hun et helt almindeligt liv:

- Jeg har altid gået i skole. Jeg har sørget for at have mine ting i orden, og jeg har en gymnasial uddannelse. Jeg har været normal borger og har haft med masser af unge mennesker at gøre. Jeg har arbejdet på den folkeskole, hvor jeg har gået, som støttepædagog for børn med anden etnisk baggrund, der har problemer med kriminalitet. Og på et tidspunkt startede jeg så på lærerseminariet.

Som så mange andre studerende havde Maria brug for at tjene penge ved siden af SU’en, så hun fik job i en kiosk.

- Chefen i kiosken var den højest placerede i bandemiljøet i byen. Jeg har et godt hjerte, og jeg giver ethvert menneske en chance. 

Marias ordstrøm stiger i tempo.

- Og jeg gav altså dem en chance. Det var et undergrundsmiljø, og et undergrundsmiljø indebærer mange forfærdelige ting. 

Maria ønsker ikke at fortælle, hvilken by hun er vokset op i, og hvor hun gik på lærerseminariet og altså blev en del af det lokale bandemiljø. Ligeledes har hun ikke lyst til at gå i detaljer med, hvad hun præcist har gjort. 

Tabte det hele på gulvet 
Lysten til at blive lærer forsvandt, og samtidig voksede glæden ved det nye fællesskab omkring kiosken: 

- Der var egentlig en krise i min hjerne. For jeg tænkte, at det, jeg har kæmpet for, det er ikke det, jeg i sidste ende vil. Så jeg kvittede lærerseminariet og arbejdede bare i kiosken, hvor jeg også havde det sjovt. Jeg fik nogle nye relationer i kiosken og vendte totalt om på dag og nat. Jeg gik fra at have styr på mit liv til at tabe det hele mellem mine fingre. 

"Jeg gik fra at have styr på mit liv
til at tabe det hele mellem mine fingre."

Samtidig hermed begyndt en anden ting at fylde meget i Marias liv:

- Jeg har røget hash i mange år. Men det tog først ordentlig fart, da jeg kom i kiosken. Da jeg droppede ud fra lærerseminariet, havde jeg så meget tid og var så rastløs, at jeg begyndte at ryge rigtig meget hash. 

Men det kunne ikke fortsætte. Før eller siden ville det hele ramle:

- Jeg fik brev fra boligforeningen om, at jeg ikke kunne blive boende i kollegieværelset, da jeg ikke længere studerede. Hvis jeg ikke selv flyttede, kom fogedretten og slæbte mig ud. Det tog mig tre dage, fra jeg fik det brev, til jeg afleverede min lejlighed.  

Hun flyttede hjem til forældrene, men måtte efter kun en uge flytte videre. De kunne ikke sammen. 

- Jeg fik en sofa hos min ven. I seks måneder boede jeg der. Hver morgen stod jeg op og tændte en joint. Men min ven fik også nok. Jeg fik en besked om, at jeg skulle tage mine ting og skride ud af hans lejlighed. Det kom som et kæmpe chok for mig.
 
Hvad gør man?
At Maria blev smidt ud af sin ven, var ikke blot et chok for hende. Det var også en påmindelse om, at skulle hun ændre kurs i sit liv, så var det nu. 

Hun gik på nettet og søgte råd: 

- Jeg skrev: Hvad gør man, når man er hjemløs? Så kom Hus Forbi og Kirkens Korshær frem. Jeg har aldrig tænkt på det her. 

Maria fandt ikke blot Kirkens Korshærs navn, men også telefonnummeret til Kirkens Korshærs herberg i Odense. En by, hvor hun ingen kendte og en institution, hvis arbejde hun aldrig havde hørt om. Alligevel satte hun sig ind i toget i Jylland, og stod af, da det kom til Odense Banegårdscenter:

- Jeg gik lige fra hotel til herberget, så det var bare bunden af bunden. Men det var egentlig en håndsrækning til at komme op af det hul, jeg var røget ned i, og som jeg ikke kunne se, var kæmpestort. Jeg gik hen ad den lange gang på herberget en mørk aften, og jeg tænkte, hvad fanden er det, jeg har rodet mig ud i.

Fandt hjem og skytsengel
Men på herberget fik Maria noget, hun ikke havde haft i længe:

- Jeg gik ind på mit værelse og tænkte, at det her er min seng, det her er min nøgle. Jeg havde ikke haft et hjem i næsten et år. Så de otte kvadratmeter var nærmest et slot for mig.

Og ikke nok med, at Maria fik et hjem, hun mødte også nogle mennesker, der gav hende tilliden til sig selv og livet tilbage:

- Jeg havde til enhver tid personalet, hvis det hele rablede. Hvis der kom breve fra politiet eller retssale, så kunne jeg vende det med personalet. For jeg havde netop ikke en mor og en far at tale med de her ting om. Havde det ikke været for personalet, så havde jeg mistet besiddelsen af min hjerne, og jeg besidder den altså stadig. Den kan boble meget, men de har lært mig at tackle enhver situation.

Der er mange mennesker, der har hjulpet Maria til at acceptere sig selv. Men der er dog én, der særligt skiller sig ud:

- Jeg fik en mentor her på stedet. Hende kan jeg ringe til når som helst. 

Birthe, mentoren, har hjulpet Maria i mange situationer:

- Hun er min skytsengel. Havde det ikke været for hende, så havde jeg i nogle situationer brændt det her sted ned. For jeg har et voldsomt temperament. Men Birthe har været en meget stor faktor til, at jeg har fået et nyt jeg. Hun har givet mig nogle værktøjer, så jeg kan tackle min kæmpe personlighed. Hun lytter til mig og tackler mig i mine dårlige situationer, og så sidder hun sammen med mig i retssalen, når jeg skal se de tidligere bandemedlemmer i øjnene. Birthe hjælper mig til, at jeg ikke længere er alene.

Birthe har også hjulpet Maria til at få styr på hashrygningen:

- I starten forsatte jeg med at ryge hash, men så kom Bande-Maria tilbage, og hende kan jeg ikke lide. Så Birthe henviste mig til stofmisbrugscenteret, ligesom jeg fik hjælp hos en psykolog. Her lærte jeg at sætte ord på mine frustrationer. Tidligere kørte de rundt i min hjerne og krop, så når jeg skulle i seng, så røg jeg en joint. For så blev jeg så skæv, at jeg faldt i søvn. Men det hjælper jo ikke noget, for man skal lære at tackle sine tanker. Det har psykologen hjulpet med. Nu læser jeg i stedet, til jeg falder i søvn.

Kan kun blive bedre
Maria bor i dag ikke længere på herberget i Odense. Hun er flyttet i egen lejlighed. Men hun kommer stadig ofte på herberget, og hun har også stadig kontakt til Birthe:

- Jeg er blevet en hel ny Maria. Jeg er blevet sådan en Maria, som jeg aldrig har været før, og jeg kan kun blive endnu bedre. Jeg har lært, at mit liv bevæger sig i bølger. Sådan er det for alle. Men det er måden, du tackler det på, der afgør, hvordan det bliver. Jeg kommer aldrig helt ned i kælderen igen. For den Maria, der har fået så meget støtte, bliver bare bedre og bedre. 

Maria er sikker på, at andre kan lære af hendes historie. Hun håber på en dag at blive pædagog, så hun kan hjælpe børn og unge med deres problemer.

Maria og Birthe er ikke deres rigtige navne, men er Korshærsbladet bekendt. Navnene er ændret for at bevare Marias anonymitet.    

Social førstehjælp

Den mentorordning, Maria fik hjælp af, er et nyt projekt på herberget i Odense. Det er en del af de projekter, som Kirkens Korshærs udviklingspulje giver mulighed for.

Det fungerede sådan, at Maria fik en kontaktperson, hun var tryg ved og havde tillid til. Kontaktpersonen fungerede som mentor og bolighjælper og skulle støtte Maria i at ”mestre sit liv”.

Mentoren er en konstant og gennemgående figur i Marias liv, en hun kan stole på altid er dér.

- Mentoren/bolighjælperen skal i samarbejde med Maria styrke hendes sociale kompetencer, skabe struktur og indhold i hverdagen. Skal sørge for, at Maria får støtte, råd og vejledning i forhold til dårlig opvækst præget af store kulturelle udfordringer og som har medført misbrug af hash. Mentoren/bolighjælperen skal være den troværdige professionelle person, som Maria har manglet i sit liv, der både kan give med- og modspil, hedder det i beskrivelsen af aftalen med Maria.

I aftalen kaldes det ”social førstehjælp”.

Mentoren hjælper Maria gennem den sårbare periode i hendes liv, der førte hende til Kirkens Korshærs herberg i Odense. Det sker bl.a. ved at opbygge en god relation til Maria, så mentoren kan hjælpe Maria med at finde egen bolig og komme tilbage til uddannelsessystemet.

Derfor kan Maria søge hjælp hos herberget hver dag døgnet rundt.

Håbet er, at projektet kan bane vej for andre, socialt udsatte i en lignende situation.