Her er vi alle sammen mennesker

Tekst: Martha Madsen
Foto: Massimo Fiorentino

Hvad er nu det der med en kirke og et kors og en hær, spurgte Britt sig selv, da hun læste jobopslaget om en stilling som leder af et socialt arbejde i Sønderborg.

- Jeg kunne se mig selv til hest, på vej ud over en slagmark, griner hun. 

Derfor besøgte Britt arbejdsstedet, før hun sendte en ansøgning afsted. Hun skulle lige se det an.

- Jobbet lød spændende og lige mig, men jeg kendte ikke til Kirkens Korshær. Var det missionerende, eller hvad var det? Men da jeg besøgte stedet, kunne jeg jo se, at det er det menneskelige, der er i højsædet, forklarer Britt, der i dag er forstander på herberget Alberta og korshærsleder i Sønderborg, det vil sige leder af Kirkens Korshærs sociale arbejde og af genbrugsbutikkerne i Sønderborg og omegn.

Det, Kirkens Korshær laver, kommer til udtryk i en af organisationens yndlingstalemåder: ”Vi møder mennesker i øjenhøjde – også når de ligger ned.” 

Ifølge Britt, der nu har arbejdet i Kirkens Korshær i 3,5 år, er det dét, der er essensen af det sociale arbejde. Øjenhøjde: nærvær, omsorg og respekt, det vil sige forståelse og medmenneskelighed.

Derfor kan Kirkens Korshær hjælpe dem, der er ude på kanten af samfundet.

- Vi har tid til dem og respekterer dem. Derfor kan vi håndtere de mest udsatte mennesker, siger Britt.

Det ser ubehageligt ud
De udsatte mennesker, der kommer til Kirkens Korshær i Sønderborg, er ofte dem, der ikke kan være andre steder, hverken i det offentlige eller ude i samfundet blandt andre mennesker. De er tit helt alene i verden.

- De har et liv, som kan se ubehageligt ud udefra. De kan være voldsomme, udadreagerende og misbrugende. Andre mennesker bliver bange for dem, fortæller Britt.

Det kan bl.a. være den unge mand, som engang kom hos Kirkens Korshær i Sønderborg.

Han røg sin første joint som 11-årig. Senere begyndte han at fixe sig i tungen. Han opførte sig truende, for han blev aldrig behandlet som andet end farlig. 

- Han er blid som et lam, når han er her. Han er en stor mundfuld, for han har jo lært, at han kan skræmme andre, men det er jo dér, vi skal se om bag facaden! Hvis han opfører sig truende over for os, så siger vi til ham, at han skal lade være, siger Britt nøgternt. 

Det er så simpelt. Hvis han ikke kan følge reglerne, så ryger han ud. Hvis han opfører sig ordentligt, så får han til gengæld mennesker omkring sig, der lytter, når han taler. Mennesker, der behandler ham som et voksent menneske i stedet for et farligt dyr, de skal gå i en bue udenom. 

Her er det ikke synd for dig
Medarbejderne viser ikke frygt for dem, der kommer til dem efter hjælp. De lægger heller ikke hovedet på skrå og synes, at det er synd for dem, forklarer Britt:

- Vi må ikke blive overfaldet af synd-tanken – ’du skal have et knus, og det bliver bedre i morgen, løft du hovedet, det skal nok gå’ – sådan er virkeligheden jo ikke! 

Britt og hendes medarbejdere hjælper varmestuens og herbergets brugere med at få styr på de vilkår i deres liv, som den udsatte person godt selv kan se, er dårlige for dem. De fortæller dem ikke, hvad de synes, at de skal gøre. 

- Vi har ikke medlidenhed med dem. Det er nedladende og u-engagerende. Du er engageret, når du anerkender, at ’ja, det har du ret i, den her tilværelse, du har, den er ikke god. Hvordan kan vi hjælpe dig?’ Vi tager os af det, når de siger noget, men man skal starte med at respektere, at de har det liv, de nu engang har, konstaterer Britt.

Omsorg, nærvær og keramik
Respekt er ikke en trylleformular, men det hjælper. Ikke mindst på relationen, og relationen er noget nær en trylleformular.

- I det øjeblik, vi har skabt en relation, så får de tillid til os, og der kan vi rykke noget, siger Britt. 

Et af de store problemer er, at den udsatte person ofte har mistet troen på, at de selv kan flytte noget i deres liv. Den tro skal medarbejderne genoprette, men det kræver tillid.

- Men de er ikke vant til at stole på et andet menneske. Mange af dem er meget ensomme, siger afdelingsleder Dorthe.

Derfor handler meget af arbejdet i Sønderborg – såvel som andre steder i Kirkens Korshær – om at dyrke den gode relation og tilliden.

Bl.a. har de i Sønderborg både et cykel- og knallertværksted og et keramikværksted, hvor medarbejderne og brugerne/beboerne kan lave noget sammen.

- Relationen kommer naturligt, når man beskæftiger sig med noget andet, så er der nemlig noget at tale om, siger sosu-assistent Mia.

Vi er ligeværdige
Fordi varmestuen og herberget i Sønderborg er en del af Kirkens Korshær, som er en privat organisation, og herberget derudover er en selvejende institution uden en driftsaftale med kommunen, er medarbejderne ikke forpligtede til at efterleve kommunens målsætninger. De kan bruge den tid, det nu engang tager at opbygge et godt forhold til dem, der kommer til dem. De kan gøre det, de mener, er nødvendigt lige nu og her. Der er ikke nogen standardløsninger eller procedurer, som tvinger medarbejderne eller den udsatte person i en bestemt retning.

- Andre steder er man fokuseret på udvikling. Her er plads til bare at være, og det, der skal flytte noget på sigt, er, at man bliver accepteret, som den man er lige nu. Det kan gøre, at man får et overskud til at komme videre, forklarer pædagog Johnny.

Beboeren laver en plan sammen med de to kontaktpersoner, de får tilknyttet, om hvad de skal arbejde med, mens de bor på herberget. Et sted at bo, komme på kontanthjælp, blive tilknyttet misbrugsbehandlingen eller psykiatrien. 

- Vi pådutter dem ikke, hvordan de skal leve deres liv. Vi er ligeværdige, siger Johnny.

Som Ole, der er tidligere beboer på herberget og stadig kommer i varmestuen siger, så er der ikke forskel på folk i Kirkens Korshær Sønderborg:

- Udenfor ser folk nogle gange skævt til dig. Nogle forældre i min datters klasse har sladret om, at jeg kommer her på varmestuen. Men her er der ikke forskel på folk. Her er vi alle sammen mennesker.

Ole er ikke hans rigtige navn, men Kirkens Korshær er bekendt med vedkommende.

Fakta om Kirkens Korshærs sociale arbejde i Sønderborg

I 1934 kom Søster Gerda – som de kvindelige medarbejdere i Kirkens Korshær dengang blev kaldt – til Sønderborg. Sammen med Alberta Jensen indledte hun arbejdet for områdets udsatte mennesker, bl.a. bibeltimer for husmødre og unge piger, missionsarbejde på beværtningerne og sommerlejre. 

Alberta Jensen blev i 1937 leder af arbejdet – et hverv, hun varetog frem til sin død i 1987. 

Siden da har arbejdet udviklet sig. Kirkens Korshærs formål har altid været at tage over dér, hvor samfundet ikke længere rækker. I dag er der en varmestue og et herberg i Sønderborg og tilsammen fem genbrugsbutikker i området, som er med til at finansiere driften af det sociale arbejde.

Der er plads til 13 beboere på herberget Alberta – opkaldt efter Alberta Jensen.

Varmestuen har dagligt omkring 50 brugere.

30 frivillige medarbejdere er med til at drive arbejdet på varmestuen, bl.a. laver de mad til brugerne, mens 160 frivillige driver de fem genbrugsbutikker.