En hobby, der gør en forskel

Dorte Møller arbejder, selv om hendes dagplejebørn sover til middag. Det er nemlig nu, der er tid til at fremstille huer, vanter, sokker og andre fine unikating til børn i garn. Suttesnoren, der hurtigt vokser sig længere mellem hendes hænder, er ikke til et af de sovende børn, og heller ikke til Dortes egne børn.

Dorte strikker og hækler for at hjælpe udsatte familier.

I Herning er der rundt regnet 100 børnefamilier, der hvert år har kontakt til Kirkens Korshærs familiestøttende arbejde. De har knas i livet. For få penge og for mange problemer. De har brug for hjælp og for at vide, at nogen tænker på dem. Og det gør Dorte Møller og hendes såkaldte strikkepiger.

Dorte Møller fik ideen til at strikke og hækle til udsatte familier, da hendes mor begyndte at strikke til børnehjem i Østeuropa. I 2014 kontaktede Dorte Børnehjørnet. Det er her Kirkens Korshær har sit familiestøttende arbejde i Herningområdet.

- Jeg vidste godt, at der fandtes udsatte familier i Herning, men jeg anede ikke, at behovet var så stort, forklarer Dorte Møller.

De giver det hele væk
Lige siden har Dorte og strikkepigerne produceret masser af tøj, tæpper, vanter, huer og barselspakker til nybagte forældre.

Det er frivilligt arbejde for strikkepigerne, og det, de strikker, bliver givet som gaver til de familier, som Børnehjørnet har kontakt til. Især til jul. Det er den eneste måde, Dorte vil være med på:

- Det giver ikke mening for mig at sælge de ting, jeg laver. Det, jeg laver, gør jeg for at hjælpe andre, siger hun.

Der er mellem seks og 10 aktive strikkepiger i gruppen. De sidder spredt ud over Danmark og strikker af et godt hjerte.

En af dem, Anita Elgaard, hjælper også, fordi hun forstår familiernes problemer.

- Min mor var alene af og til med fire børn, så vi havde ikke meget at gøre med. Min mand og jeg fik vores første barn, da jeg var 20, så jeg kender alt til at være uden ret mange midler, fortæller hun.

De kan ranke ryggen
Gaverne bliver givet som omsorg og hjælp i hverdagen. De dyre sutter bliver ikke væk, når de er hægtet på suttesnorene, og der skal ikke købes nye huer og vanter hver vinter.

Men gaverne er også en kærlig tanke mellem mennesker.

Derfor gør strikkepigerne deres bedste for at alt, hvad de laver til familiearbejdet, er god kvalitet. Det er flot, følger moden og er lavet af garn, der er rart at have nær huden.

- Børnene har det svært, men derfor behøver de ikke se sådan ud! De skal have tøj, der er så lækkert, at andre spørger dem, hvor de har det fra! De skal kunne ranke ryggen, siger Dorte Møller.

Tekst: Martha Madsen

Foto: Iben Kaufmann