De ufejlbarligste er de farligste

Peter A.G. fra Gnags har sunget noget, som korshærsleder i Odense, Kaj Skjølstrup altid vender tilbage til, både i sit job og privat.

”Elsk mig mest, når jeg mindst fortjener det”

I varmestuen i Nørregade i centrum af Odense er brugerne velkomne, især når de ikke kan finde ud af det. Der er masser af steder, man kan være, når man kan spille efter reglerne. Men Kirkens Korshær skal netop være et sted, hvor man kan komme, når man ikke kan, siger Kaj Skjølstrup.

- Her arbejder vi med, om der er en anden måde at gøre tingene på end den gængse. I stedet for at have regler, som fører til karantæne, hvis man ikke overholder dem, prøver vi fx at arbejde ud fra ønsker. Hvordan ønsker vi, at det skal være her i varmestuen. Det er vigtigt, hvor man lægger sit fokus. På det, man vil have mere af, eller det man vil have mindre af.

Du skal gå nu
Da han var ung, havde Kaj Skjølstrup selv masser af konflikter med andre, men siden har han lært sig at glide af. En psykolog, som fungerede som supervisor, da han var ny i varmestuen, lærte ham det princip at lade være med at diskutere med nogen, når de er ophidsede. I stedet skal man vælge et eller to budskaber og så blive ved med, stille og roligt, at gentage dem.

- Det virker! For en del år siden var der en mand, som kom her, som blev kaldt ”Byens skræk”, fordi han var så utilregnelig og skræmmende, at flere af medarbejderne her, faktisk holdt op på grund af ham. En gang skældte han mig huden fuld. I stedet for, som jeg normalt ville gøre, at modargumentere, valgte jeg at vente tålmodigt på, at hans talestrøm ebbede lidt ud, og så sagde jeg stille og roligt: ”Jeg vil, at du skal gå nu”. Så fortsatte overfusningen, men når der igen opstod en pause, gentog jeg: ”Jeg vil, at du skal gå nu”. Det fortsatte i 20 minutter. Og så gik han.

Eksemplet bruger Kaj Skjølstrup for at understrege pointen om, at det ikke virker at ville have det sidste ord eller gå i forsvar. Som ansat og som frivillig er du den professionelle. Det er ok at mærke sine følelser, men det duer ikke, hvis de styrer en.

De ufejlbarligste
- Der er noget, der bliver tydeligere og tydeligere for mig, forklarer Kaj Skjølstrup. – Dem, der kommer her, de er ligesom dig og mig indeni. De kan heller ikke lide at blive talt ned til. Så når vi taler om, hvordan vi griber arbejdet an, medarbejderne og mig, vender vi altid tilbage til at tage udgangspunkt i, hvad vi selv kan lide og ikke lide.  Det gælder om at være nænsom i starten, når man ikke kender hinanden så godt. Når brugerne er allermest bøvlede, så hjælper det sommetider at sige til sig selv, at man heller ikke selv er perfekt. Jeg prøver at være god til at sige undskyld, hvis jeg begår fejl, for jeg er bestemt heller ikke ufejlbarlig.  Peter A.G. har skrevet noget i retning af: ”De ufejlbarligste er de farligste”. Og det, synes jeg, er så rigtigt.

At sidde på hænderne
Selv om det kan være svært at rumme mennesker, som netop ikke kan følge reglerne og som er bøvlede at være i kontakt med, som Kaj Skjølstrup kalder det, så er arbejdet i varmestuen så eftertragtet, at det vælter ind med ansøgninger, når et job en sjælden gang i mellem bliver ledigt. For nylig var der over 50 mennesker til et infomøde om en stilling som blandt andet indebar opsøgende arbejde på gaden.

For ikke at lade ansøgerne bruge en masse tid forgæves på at søge en stilling, de ikke havde praktisk erfaring nok til at få, sagde Kaj Skjølstrup til infomødet:  - Hvis I aldrig har siddet ned og spist sammen med en narkoman, så behøver I ikke søge jobbet.

For som opsøgende medarbejder ”kommer man ud i nogle ting” som han formulerer det, og det er nødvendigt, at man har kendskab til målgruppen og forstår, hvad arbejdet består i.

- Og det er faktisk allermest at sidde på sine hænder, forklarer Kaj Skølstrup, og giver et eksempel:

- Vi havde for noget tid siden et 3-årigt sundhedsprojekt, hvor vi fik ansat en rigtig dygtig og erfaren hjemmesygeplejerske. Problemet var bare, at hun så gerne ville flytte folk, hjælpe dem. Og brugerne løb nærmest skrigende væk!
Men så var hun med på et Retreat i Kirkens Korshær, hvor den daværende leder Bjarne Lenau Henriksen holdt en tale, og fik sagt noget med, at vi ikke møder folk med krav om forandring. Efter det, gik hun hjem og lavede sin tilgang totalt om. Hun forstod pludselig, at det skulle være folks eget projekt, ikke hendes, hvis noget skulle ændres. Og da hun så gik i gang med at lytte til brugerne, viste det sig, at de havde et stort behov for rådgivning. Vi var meget overraskede over, at rigtig mange af dem var bekymrede for deres helbred. For om de havde kræft eller diabetes for eksempel. Og flere af dem havde jo ret i deres bekymring. Så kunne vi starte et helt andet sted, hvor brugerne selv havde indflydelse på, om noget skulle ændres i deres liv.

Kaos og orden
For Kaj Skjølstrup er det at sidde på hænderne en måde at respektere brugerne og deres livsvalg. Man kan aldrig dømme et menneske på et misbrug eller vedkommendes opførsel i varmestuen. Flere gange har Kaj Skjølstrup været på besøg hos en bruger og er blevet overrasket over, hvordan nogle af de mennesker, som har mest kaos i hovedet, holder pinlig orden derhjemme. En af dem mistede for eksempel altid sine nøgler, så varmestuen opbevarede et ekstra sæt i pengeskabet. Men han boede helt organiseret viste det sig.

Og den overraskelse beriger en, mener Kaj Skjølstrup.

- Jeg er selv opvokset i Vendsyssel i et kristent miljø. Et miljø, hvor man mente at vide, hvem de rigtige kristne er. Det var tilfældigt, at jeg kom til at arbejde på et herberg. I dag er mit liv blevet så meget rigere af arbejdet i Kirkens Korshær, fordi jeg har fået udvidet min tolerance og mit verdenssyn. Jesus siger jo selv, at han er kommet for at frelse de syge, dem, der har brug for ham. Han omgikkes jo også de forkerte, dem, der ikke kan følge reglerne. Jeg kan huske at Bjarne Lenau en gang sagde: ”Herren velsigne og forbavse dig”. Det er godt sagt.

Et lidt lettere liv
Hvis Kaj Skjølstrup i en sætning skal forklare, hvad arbejdet i Kirkens Korshær helt grundlæggende går ud på, så siger han, at målet er at lette livet for mennesker med svære vilkår.

- Vi kan altid bruge det til at spørge os selv, om det er det rigtige, vi bruger ressourcerne på. Letter det livet for vores brugere? Så er det godt. Jeg har set mange eksempler på, at vores brugere får det bedre. Det er som om sindslidelser for eksempel kan brænde ud, når man når over 40-årsalderen. Ikke så de forsvinder, men så det bliver lidt lettere at leve med sin diagnose. Mange får en bolig og får andre fornuftige ting ind i deres liv, når de når op i alderen. Så det vigtige er helt klart tålmodighed og tilgængelighed. At vi ER der, når der er brug for os. For eksempel præsten, som kan tilbyde den dybe samtale. Det offentlige er jo i sammenligning ikke tilgængelig på samme måde.

Vi har bedre vilkår for at være der, og vi kan arbejde ud fra værdier, så vi har muligheden for at  være tilgængelige, når folk er klar. Det er også derfor, jeg elsker Kirkens Korshærs grundfortælling. Fordi det jo er så enkelt. Det handler om mennesker, der møder mennesker og bliver betydningsfulde for hinanden.