Øger en manglende grønlandsk hjemløsestrategi antallet af lykkerejser?

Herberget i Nuuk

Af Steven Arnfjord, Sociolog, ph.d., adjunkt, Institut for Samfund Økonomi og Journalistik ved Ilisimatusarfik – Grønlands Universitet

”Lykkerejser” er en ironisk overskrift. Udgangspunktet er langt fra en lykkelig situation, når grønlandske borgere i socialt udsatte situationer søger mod Danmark i håbet om at komme videre i tilværelsen. I flere tilfælde søges der mod en omgangskreds i storbyerne, hvor der kan være misbrugsproblemer. Tilrejsende oplever ikke altid at få den sociale støtte, som var grunden til, at de rejste fra Grønland i første omgang. Det giver udfordringer, sproglige udfordringer og udfordringer med at navigere i mere komplekse sociale systemer i Danmark langt fra egen kultur og nærmiljø. 

Artiklen her er ikke et udtryk for en gennemsnitlig situation. Udgangspunktet er stigende problemer med hjemløshed i Grønland.  

I Nuuk er gennemsnitstemperaturen -1°. For de 200-300 mennesker der er ramt af hjemløshed i en by med 17.500 indbygger, er det at sove udenfor ikke en mulighed. I december 2016 døde to mennesker i Nuuk: de var berusede og var faldet i søvn i vinterkulden. I januar 2017 døde yderligere en person, som var faldet i søvn udenfor i nattens løb i Sydgrønlands største by Qaqortoq. 

I februar i år kom ansatte i Sermersooq Kommune, hvor hovedstaden Nuuk ligger, til at aflåse nogle tidligere byggedepoter uden at tjekke, om der overnattende folk derinde. Det resulterede i at en ung hjemløs mand sad ufrivilligt indespærret i 17 dage. Han var efterfølgende afkræftet - men overlevede. En kommunal afdelingsleder blev fritstillet, og kommunen reagerede ved at øge antallet af natherbergspladser fra 36 til 72. 

Hjemløshed har ramt Grønland som noget af et chok. I Grønland har man siden 1980erne offentligt kendt til hjemløshed. Det, at man ikke lige havde en bolig, blev omtalt som et ungdomsproblem, i relation til kvindekrisecentre og tidligere indsatte. 

Antallet af mennesker ramt af hjemløshed steg for alvor efter årtusindskiftet, hvor en større flytning mod byerne fra de mindre bygder foregik, uden at kommunerne var forberedte på dette. 

Svært for enlige mænd og kvinder på flugt
Der har længe ikke været erhvervsudvikling i de mindre kommuner og bygder, fiskeriet rykker mere og mere mod storindustri og centraliseres i storbyerne - ligesom der er langt færre sociale servicetilbud uden for de større byer. Hvis man som ung mand f.eks. ikke har en uddannelse og ikke ser sig selv i fiske- eller fangererhvervet, så er det nærliggende at søge mod byerne og lede efter arbejde. 

I hovedstaden Nuuk har en fejlslagen boligpolitik gjort det vanskeligt at få tildelt et sted at bo gennem de offentlige boligselskaber. Ventetiden er over 20 år, og familier med børn har førsteprioritet. En single mand har med andre ord meget lange udsigter til at få tildelt en offentlig bolig. Strategien for mange tilrejsende er derfor, at man bor hos slægtninge eller venner i et stykke tid med håb om et job, som kan finansiere en privat lejebolig, hvor huslejen tit er over 6.000 kr. om måneden. Klubværelser og hostels er der ikke nogen af. 

En anden gruppe, som er presset, er kvinder på flugt fra voldelige parforhold, fra stilstand i en søgen efter urbanitetens dynamik. Kvinder, som er ramt af hjemløshed, er som gruppe ikke nær så synlige som mændene. I Grønland er tidligere tiders kvindekamp gået i dvale, og kvinderne forstås i det sociale system næsten kun som mødre. Det har resulteret i mange familieindsatser, mor-barn-hjælp osv. Men for kvinder uden børn er den sociale ”service” væsentlig mere sparsom. 

Forskningsmæssigt har vi på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, arbejdet med hjemløshed siden 2015 i selvstændige projekter og i samarbejdsprojektet ”Social Dynamics of Homelessness” med canadieren Julia Christensen, der er forsker ved Memorial University i New Foundland. Projektet handler om at komme bag om årsagerne til hjemløshed i Grønland og arbejde på at modvirke hjemløsheden. 

Politiske reaktioner 
Sociale problemstillinger har altid trukket overskrifter i Grønland. Det ha,r for os i forskningsprojektet, givet stor mediemæssig kontakt og ført til møder på regerings- og kommuneniveau. Efterfølgende kan man se, at politikerne har oprettet gadeteams, man har øget herbergspladserne og igangsat arbejdet med at etablere en midlertidige beboelse i gamle arbejdsskurvogne. 

Der er positive forandringer på vej, men der er et stykke vej endnu. Vi har i Grønland en socialpolitik, som egentlig er en børne- og familiepolitik, og det har den været i snart 20 år. Det begrænser den politiske retorik og den administrative tilgang til voksenomsorg, og forståelsen af at forebyggelse også kan gælde for en 50-årig karrierealkoholiker, der har været hjemløs i fem år. 

Det andet element er en manglende interesse for at snakke åbent om social nød. Det har man i landsstyret Naalakkersuisut vanskeligt ved. Vi diskuterer kun i begrænset omgang fattigdom i offentlige fora. 

En mulig stigning i lykkerejser
På et møde op til kommunalvalget i marts 2017 blev jeg af hovedstadens borgmester spurgt, om det hjalp, at man i Nuuk nu øgede boligmassen. Borgmesteren frygtede lidt, som hun sagde, at svaret ville være negativt. Svaret var både ja og nej. Det hjælper at sørge for flere og billigere boliger, men man kan ikke kun bygge sig ud af hjemløshed. Og her følger et par grunde.

1) Flere af de mennesker, der er ramt af hjemløshed i Nuuk, har behov for en tværfaglig indsats, hvor de støttes i bo-enheder med f.eks. sociale viceværter, hvilket er en funktion, som vi indtil nu ikke har arbejdet med i Grønland.

2) Vi skal forstå efterværnet for mennesker, som mangler de kompetencer som arbejdsmarkedet efterspørger.

3) I Grønland tales der med bekymring om ungemålgruppen. Det er gruppen af unge, som efter folkeskolen ikke er i gang med er ungdoms- eller kompetencegivende uddannelse. Denne gruppe udgør næsten halvdelen af alle unge. Selv efter nogle år er der ikke sket mærkbare ændringer. Store ungdomsårgange risikerer at mangle de kompetencer, som samfundet efterspørger. I denne gruppe er der risiko for hjemløshed, når boliger og indtægter nærmest er betinget af, at man har en uddannelse. 

4) Blandt den voksne befolkning er der lavet fremskrivninger frem mod 2040, som viser tegn på at omkring halvdelen af den voksne befolkning kun har uddannelse på folkeskoleniveau. Det har vakt bekymring i Grønlands Økonomiske Råd, da et højt uddannelsesniveau typisk er en forudsætning for at kunne finansiere et omkostningstungt velfærdssystem. 

5) Uddannelse er på mange måder et redskab til trivsel og mobilitet i tilværelsen. Når det element i samfundet stadig halter, betyder det, at flere mennesker er afhængige af, at man i lige præcis det område, hvor de bor, har stabile ufaglærte jobtilbud. På det globale marked er der store tegn på, at disse jobfunktioner er på vej væk. Det gør mennesker uden uddannelse sårbare for udsving på erhvervsområdet. Det vil kunne blive endnu mere mærkbart i fremtidens Grønland.

Der vil fremover være en risiko for, at nogle socialt udsatte borgere i Grønland søger mod Danmark, hvor man har haft længere tid og mere fokus på diversiteten blandt mennesker, som lever i en socialt udsat situation.

Forslag til positive forandringer
Dette afrundende afsnit er lidt politiserende. Det er med andre ord svært ikke at bevæge sig ind på det socialpolitiske felt, hvis man fra et forskningsperspektiv alligevel kommer med nogle faglige begrundede forslag. Her er alligevel nogle konkrete anbefalinger, som tager afsæt i vores forskningsarbejde.

• Tilbud til ældre om sociale plejehjemspladser, hvor man godt kan have misbrugstendenser, men hvor man ikke afvises i døren og sendes ud i byen på afvænning

• Skæve boliger i en arktisk kontekst. Vi har ikke i vores boliglovgivning paragraffer, hvor vi kan etablere tiltag, der kan fungere som boligstøtte-funktioner forstået som egen bolig med socialpædagogisk støtte a la f.eks. som Kirkens Korshærs hytteby i Vejle

• Beskyttede værksteder, som giver løn

• Flere lavtærskeltilbud hvor det handler om at etablere tillid og kontakt, hvilket må være et grundlag for bærende social service 

• Rentable udlejningsboliger. Kvadratmeterprisen i Nuuk er på københavnske østerbroniveau

• Kvinder skal tilbydes deres eget herberg: dvs. et sted, de kan føle sig sikre. Der kan vi arbejde socialpædagogisk og empowermentorienteret med gruppen. Forstå dem og motivere dem til at indtage det liv, de ønsker

• Samarbejde med danske NGO’er med vidensdeling om, hvad sker der blandt de grønlandske borgere, hvad efterspørger gruppen. Kan vi måske hjælpe dem videre fra Grønland? Efterspørger de f.eks. støtte til at vende hjem til Grønland igen?

Ovenstående anbefalinger kunne fint indgå i en samlet grønlandsk hjemløsestrategi – en strategi, som på nuværende tidspunkt ikke eksisterer. 

Det antages, at ca. 14.000 grønlændere bor i Danmark, hvoraf en minoritet på mellem 1.000 og 1.500 har sociale udfordringer (opgørelsen er fra 2012). Mennesker er i deres fulde ret til at rejse frit, men det er særligt problematisk, hvis rejsen, inden for rigsfællesskabet vel og mærke skyldes, at man føler sig tvunget til at søge lykken i et andet land, fordi man ikke kan modtage en tilstrækkelig social hjælp i ens hjemland. 

Svaret på spørgsmålet i titlen bliver derfor et lidt dystopisk ”ja”. Hvis vi herhjemme i Grønland ikke får en vis legemsdel i klaskehøjde, så burde det ikke overraske noget, hvis vi ser en stigning i antallet af hjemløse og en stigning i ”lykkerejser”.